KORT NYT FRA UDLANDET:
Forskere fra University of Rochester i USA har fået ekstremt små diamanter - såkaldte nanodiamanter - til at svæve. En laserstråle fungerer som optisk pincet og sørger for at holde dem på plads.
Tidligere har forskningsgruppen fået nanodiamanterne til at svæve i luften, men nu er det også lykkedes at få en laserstråle til at indfange dem i vakuum. Det er vigtigt, fordi deres bevægelser så ikke længere forstyrres af luftens molekyler.
»Det tillader os at kontrollere dem mekanisk,« siger hovedforfatter Levi Neukrich ifølge en pressemeddelse fra University of Rochester.
»Vi kan måle diamantens position i tre dimensioner og skabe et feedback-signal baseret på dens position og hastighed. Det gør det muligt for os at dæmpe dens bevægelser.«
Forskerne kan nu få en nanodiamant til at være helt i ro og så bagefter sætte den i svingninger - så ekstremt små svingninger, at de hører hjemme i det kvantemekaniske domæne. Diamanterne kan således bruges til kvantemekaniske eksperimenter og til at måle ekstremt små påvirkninger.
Diamanter består af kulstofatomer, men forskernes nanodiamanter er ikke helt perfekte. De har atomsmå defekter i form af kvælstofatomer og hulrum, hvor der skulle være kulstofatomer.
De små defekter kan få tilført energi af en anden laserstråle, og denne energi bliver afleveret igen i form af en lyspartikel (foton). På den måde kan forskerne få nanodiamanterne til at lyse, og det giver en ekstra mulighed for at foretage kvanteoptiske eksperimenter med dem.
De svævende diamanter, som beskrives i en videnskabelig artikel i tidsskriftet Nature Photonics, holder dog ikke længe i vakuum - de lader til at fordampe væk i det uhyre lave tryk i løbet af få sekunder.
Den svævende nanodiamant lyser grønt, fordi der er bittesmå defekter i den. (Foto: J. Adam Fenster/University of Rochester)
Læs også:
Ny superpincet griber fat i et enkelt atom
Lynhurtige neutrale atomer tæmmes af dansk fysiker
Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.
hb






























