KORT NYT FRA DANMARK:
Hos hundestejlere er det hanen, som bygger reden. Og det er noget, han går meget op i. Faktisk så meget, at hans nyre mister evnen til at udskille urin.
Det sker, fordi hundestejleren bruger dens nyre til at fremstille et stof, der bruges til at bygge rede. Dermed mister nyren evnen til at udskille urin.
Indtil nu har det forskerne ikke vidst, hvordan hundestejleren så skilte sig af med affaldsstoffer, men det har danske forskere nu et svar på. Det skriver Syddansk Universitet.
»Det har tidligere været noget af et mysterium, men der er dokumentation for, at hannerne producerer urin ved hjælp af tarmen i stedet for nyren. Vores forskning giver nu et godt bud på, hvordan det lader sig gøre,« siger Steffen Madsen, lektor ved Biologisk Institut hos Syddansk Universitet.
»Forsøgene tyder på, at væskeudskilningen sker via såkaldte aquaporiner – nogle molekylære vandkanaler i tarmcellerne. Transporten drives af en samtidig transport af salt. Hundestejler har et stort antal forskellige aquaporin-varianter - mange flere end f.eks. mennesker”, siger Steffen Madsen.
I modsætning til når væskeudskillelsen forgår i nyren, sker væskeudskillelsen i tarmen ikke ved en filtration af blodet, men ved sekretion af salt efterfulgt af diffusion af vand gennem tarmen.
”Denne særlige hundestejle-evne er endnu et eksempel på, hvordan dyr gennem evolution har specialiseret sig og tilpasset sig til næsten enhver tænkelig situation”, siger Steffen Madsen.
Læs også:
Hundestejler overlever på lyn-evolution
Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.
mft





























