Uge syv er for manges vedkommende ensbetydende med vinterferie.
Uanset om du har spændt ski på fødderne og trodset risikoen for brækkede ben på pisterne, eller du bare har slappet af i familiens skød, er du måske gået glip af nogle af ferieugens artikler hos Videnskab.dk.
Derfor har vi samlet de vigtigste og sjoveste af dem til dig, så du kan være helt med på, hvad der foregår i videnskabens store verden.
Døde orm i din sushi kan give allergi
Først er der dårligt nyt til sushi-elskere og andre folk, der spiser rå fisk.
Et EU-forskningsprojekt viser nemlig, at fisk, der er inficeret med sildeorm, kan give allergiske reaktioner -også selvom fisken har været frosset ned til minus 20 grader i 24 timer, som EU påkræver det.
I danske farvande er det særligt fisk med hvidt kød, der indeholder sildeormen.
Du kan dog trøste dig med, at hvis du holder til dig norske burlaks eller danske regnbueørreder kan du være næsten sikker på at slippe for ormen.
Fedme og gener hænger tæt sammen
Føler du, at du tager på, bare du kigger på kagerne nede ved bageren, er der måske en forklaring.
Verdens største studie har nemlig fundet frem til, at det i høj grad er dine gener, der bestemmer, hvor let du har ved at tage på.
»Man har sammenlignet genetiske data fra 300.000 personer med deres BMI. Det er den største undersøgelse nogensinde om, hvilke genetiske regioner der spiller en rolle i forhold til fedme, og hvordan de gør det,« siger danske Tune Pers, der er en af personerne bag studiet.
Derfor popper popcorn
Blandt de mere sjove nyheder, har to franske forskere nærstuderet popcorn.
De to franskmænd har sat de poppende majskorn på formel, og beskriver dem som en mellemting mellem hoppende dyr og eksploderende plante.
De har tilmed filmet popcornene med et high-speed kamera, så du har mulighed for i slowmotion at se, hvad der helt præcis sker, når kornene popper.
Jon Stewart har proppet fornuft ind i os
Fra sjove popcorn til en sjov mand. Mange vågnede op til en dårlig nyhed midt i vinterferien. Nemlig nyheden om at den populære talkshow-vært, Jon Stewart, stopper på The Daily Show efter 16 års tro tjeneste.
Det fik en ph.d.-studerende ved Cardiff University til at kaste sig over tastaturet og beskrive, hvad det er jon Stewart kan.
For selvom Jon Stewart er komiker, endte han med at blive en stor stemme i amerikansk politik, og formåede at få en generation af unge, der ikke interesserer sig for politik, engagerede.
Vores sprog er propfyldt af positive ord
Apropos en mand, der med sine ord kunne få folk til at grine. Et hold amerikanske forskere har studeret sprog, for at se om der er en sammenhæng mellem antallet af positive ord, og hvor lykkelige befolkningen er.
Det var der ifølge forskerne.
Lektor ved Syddansk Universitet Anna Vibeke Lindø er dog ikke helt enig i den konklusion, som hun mener er forsimplet.
»Jeg er ikke enig i, at man ud fra deres metode kan konkludere, at sprog generelt hælder mod lykke. Der mangler kontekst, og det skal man passe på med, da ord kan misbruges til at manipulere budskaber i kommunikation udadtil,« siger Anna Vibeke Lindø, som selv forsker i sprog.
Forsker: Robotter er hverken bevidste eller onde
Til slut skal vi snakke om robotter. Nærmere betegnet robotter med kunstig intelligens.
Med udgangspunkt i nyheden om en kvinde, der blev angrebet af sin robotstøvsuger, skriver Ph.d.-studerende Mikkel Rath Pedersen i sit indlæg til ForskerZonen, at frygten for angreb fra ondskabsfulde robotter er stærkt overdrevet.
»Lad os slå en ting fast i denne sammenhæng: Robotter er dumme. De fleste robotstøvsugere registrerer ikke engang, om der er støvet, der hvor de kører,« skriver han.
Du kan også dykke ned i svar på læsernes spørgsmål i Spørg Videnskabens arkiver her.






























