Der var høje klapsalver i festsalen på Københavns Universitet i dag, da forskerspirerprisen blev overrakt til fire glade gymnasieelever. Udover at terpe tyske gloser og videnskabsteori i skoletiden har de fire kvikke elever arbejdet på en idé til et forskningsprojekt i et år. Det har foregået i deres fritid og med vejledning fra en forsker i universitetsverdenen.
De fire ambitiøse gymnasieelever fik lejlighed til at trykke undervisningsminister Bertel Haarder og prorektor Lykke Friis fra Københavns Universitet i hånden ved prisoverrækkelsen. Men de fik også en præmie på 20.000 kr. hver, som de kan bruge til at arbejde videre på deres forskningsprojekt eller til noget helt andet.
Kromosomer og Heavy MetalVinderprojekterne har beskæftiget sig uudforskede spørgsmål indenfor humaniora, natur-, samfunds og bio-sundhedsvidenskab. Inden for humaniora handlede vinderen Bjørn Chr. Viinholdt Nielsens projekt om 'Heavy Metals' lyriske udvikling i det senmoderne samfund. Han er elev på Ordrup Gymnasium.
Amalie Valentin fra Sankt Annæ Gymnasium vandt prisen indenfor den sundhedsvidenskabelige disciplin for projektet Kromosomforandringer som årsag til skizofreni.
Astrid Heidemann fra Aarhus Katedralskole havde arbejdet med spørgsmålet om Det gode og det dårlige eksempel som motivationsfaktor. Hun vandt prisen inden for det samfundsvidenskabelige felt.
Sidst men ikke mindst vandt Frederik Sønderby Nathan prisen for det bedste forskerspire-projekt indenfor naturvidenskab. Hans projekt handlede om Måling på Casimir-effekten mellem to kugler, og han har sin daglige gang på Rødkilde Gymnasium.
Inspiration til at blive forskere
Forskerspirer-prisen har til formål at inspirere gymnasieelever til at gå forskervejen. Det er også meningen med Projekt Forskerspire at gøre eleverne opmærksomme på, at man kan forske i mange forskellige emner. Projektet bliver til i et samarbejde mellem Undervisningsministeriet og Ministeriet for Videnskab, Teknologi og Udvikling.
De fire prisvindere. Fra venstre: Bjørn Chr. Viinholdt Nielsen, Astrid Heidemann, Amalie Valentin og Frederik Sønderby Nathan.






























