KORT NYT FRA DANMARK:
I Danmark er den gennemsnitlige levealder steget de sidste 20 år, men den gennemsnitlige levealder med godt helbred kan ikke følge med. Det skriver Rigshospitalet i en pressemeddelelse.
Resultatet stammer fra et nyt tværnationalt studie, som er publiceret i det videnskabelige tidsskrift The Lancet, og det viser, at mens danske mænd lever 5,5 år længere og danske kvinder 4,6 år længere siden 1990, så er deres forventede levealder med godt helbred ikke steget i samme omfang. Danske kvinder har fået 3,2 år mere med godt helbred, mens danske mænd har fået 4,6 år mere.
Det er særligt lænde- og nakkesmerter, iskæmisk hjertesygdom og lungesygdommen KOL, som volder danskernes helbred problemer.
»Den forventede levealder med godt helbred er nødt til at følge med den forventede levealder, hvis vi skal leve både længere og sundere. Disse data giver os det fulde billede af danskernes helbredstilstand, så vi kan adressere de mest alvorlige årsager til helbredsforringelse,« siger Thomas Truelsen, som er læge på Neurologisk Klinik, Rigshospitalet, og medforfatter til undersøgelsen, i pressemeddelelsen.
Og selvom de danske kvinders liv ikke er blevet forlænget i samme grad som mændenes, så er kvindernes levealder dog stadig længere end mændenes. I dag er den forventede levealder for kvinder i Danmark 82 år, mens de danske mænd må nøjes med 77,8 år.
Læs også:
Menneskets levealder stiger endnu mere
Y-kromosomet forklarer mænds kortere levealder
Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.
msc





























