Kasatochi er en ubeboet ø i gruppen Aleuterne i Alaska med en aktiv vulkan.
Vulkanen havde været stille længe, men kom til live igen i august 2008 og spyede aske ud over et stort område.
To år efter var antallet af stillehavslaks i Fraser River på den canadiske stillehavskyst, tusindvis af kilometer væk, rekordhøjt.
Kan der være en sammenhæng?
Det mener den anerkendte canadiske havforsker Tim Parsons, som mener, at jernholdig aske gav en gødende virkning, som førte til bedre vækstvilkår for den meget vigtige bestand af rødlaks (Oncorhynchus nerka).
Første gang
Han bygger sin teori på andre forskeres arbejde, nemlig forskere, som har set på algeopblomstring i området.
En sådan effekt er bestemt mulig i dette økosystem, siger professor Tron Frede Thingstad fra Universitetet i Bergen.
»Det er ingen overraskelse. Vulkanasken indeholder jern, og jern er en begrænsende faktor i det økosystem,« siger Thingstad.
Rekord i fiskeriet
I Canada var årets rekordstigning i af antallet af rødlaks i Fraser River den største siden 1913.
Efter et dårligt år i fjor, oven på flere årtier med faldende bestand, anslås det, at 34 millioner gydemodne rødlaks vandrede op igennem den længste flod i British Columbia.
Til sammenligning er antallet i 2009 beregnet til blot 1,5 millioner laks.
\ Fakta
LÆS OGSÅ
Rødlaksen er en af flere laksearter i Stillehavet og en meget vigtig art for økosystemerne på Canada og USAs stillehavskyst.
Gødning til havet
Professor Tim Parsons, emeritus ved University of British Columbia, mener, at Kasatochi kan forklare den mystiske stigning.
Jernet i asken gødede et stort havområde, hvor laksen levede, hvilket gav øget algevækst, som igen gav mere mad til laksen, mener han.
»Når du har ungfisk af hvilken som helst art og giver dem meget mad, får de meget energi og kan opbygge stærke organismer,« siger Parsons.
Parsons teori bygger på en artikel i tidsskriftet Geophysical Research Letters, hvor en gruppe forskere fra Canada, USA og Storbrittanien analyserer effekten af vulkanudbruddet.
Største opblomstrin
Ifølge studiet var udbruddet på Kasatochi ikke særlig stort, men vejrforhold gjorde, at asken blev spredt ud over et stort havområde.
Forskerne skriver, at resultatet blev en af de største algeopblomstringer, som er observeret i den del af det nordlige Stillehav.
Dette er ifølge studiet første gang, en gødningseffekt fra et vulkanudbrud er påvist på plankton i havet.
Opblomstringen af planteplankton kan konstateres på satellitfotos, og derudover har forskerne også brugt målinger fra faste målingsstationer og fra både.
Lederen af studiet, Roberta C. Hamme fra University of Victoria, fortæller i en e-mail, at hun gerne ville lave studiet, fordi hun tilfældigvis var ude på havet med et forskningsfartøj blot få dage efter, at asken begyndte at falde.
Uventet
Der observerede hun uventede værdier af oxygen i havet - et tegn på, at et usædvanligt fænomen var under vejs. Efterfølgende opdagede hun, at andre forskere også havde foretaget observationer, de ikke kunne forklare.

Forklaringen med vulkanasken var således ikke den oplagte.
»Jeg var overrasket over, at vulkanudbruddet kunne være årsagen,« siger Roberta C. Hamme.
Andre forklaringer på algeopblomstringen kunne have været øget næringstilførsel som følge af en storm eller havstrømme, som bragte næringsrigt kystvand ud på åbent hav.
»Først da mine data overbeviste mig om, at de andre hypoteser ikke kunne have forårsaget opblomstringen, begyndte jeg for alvor at overveje vulkanasken,« siger hun.
Spredt af storm
Hun og hendes medforfattere mener nu at have kortlagt, hvad der skete. Vulkanudbruddet på Kasatochi skete 7. og 8. august 2008.
»Udbruddet kastede luftbåren aske ind i en storm, som var ved at blive dannet,« skriver forskerne i artiklen.
Stormen fejede så hen over de det nordøstlige Stillehav og aske begyndte at falde ned over havet.
Modelberegninger viser, at asken blev spredt over en stort område, og en måling fra tyve meters dybde viser partikler, som stemmer overens med vulkanaske.
Observationer fra forskellige måleinstrumenter har fastslået, at algeopblomstringen begyndte i et stort område den 13. august.
Biomassen i havoverfladen var unormalt høj frem til 31. august og måske endnu længere.
Meget plankton
Dyreplankton lever af planteplankton, og mængden af dyreplankton var rekordhøj, især vandlopper.

Forskerne skriver, at opblomstringen af planteplankton kom for sent til at store mængder vandlopper kan have reproduceret sig, men at opblomstringen kan have fået dem til at samle sig nærmere overfladen for at æde planteplanktonet.
Påstanden om at vulkansk aske kan afgive jern, som kan optages af andre biologiske processer er understøttet af tidligere laboratorieforsøg, som er udført af andre forskere.
Studiet omtaler ikke eventuel effekter højere oppe i fødekæden, men det er altså her, at den pensionerede havforsker Tim Parsons kommer på banen.
Laksen fra Fraser River lever i Stillehavet i de livsfaser, som ligger mellem udvandringen fra floden og returen til gydestedet.
Parsons mener, at den årgang, som vandrede op af floderne i 2010, havde netop den rigtige størrelse til at udnytte de ekstraordinære forhold i efteråret 2008.
I en artikel på Naturenews.com får han både kritik og støtte.
Mangler jern
Professor Tron Frede Thingstad siger, at nogle af verdenshavene har økosystemer, hvor jern er en begrænsende faktor for produktionen af biomasse.
Det vil sige, at der er nok af de vigtige næringsstoffer som nitrogen og fosfor, men at der mangler jern.
Da plankton kun behøver bittesmå mængder jern, vil selv en begrænset tilførsel kunne føre til en større opblomstring.
»Man har blandt andet i Det Sydlige Ishav eksperimenteret med at tilsætte jern, og her har man kunnet se en effekt, som også er observeret på satellitbilleder,« siger Thingstad.
Forskning i ørkenstøv, som blæses ud på havet viser, at også naturlige processer kan have en gødende virkning.
© forskning.no. Oversat af Magnus Brandt Tingstrøm






























