En langfingret virus har været på strandhugst hos en af verdens giftigste edderkoppearter, skriver newscientist.com.
Mikrobiologer fra Vanderbilt University i Nashville, USA, har opdaget, at den såkaldte WO-virus har stjålet den genetiske kode for den sorte enkes farlige gift.
Det er bemærkelsesværdigt, fordi såkaldte bakteriofager kun angriber bakterier og derfor normalt ikke har adgang til gener fra såkaldte eurakyoter - biologiske organismer, hvor cellerne indeholder cellekerner.
WO angriber såkaldte wolbachia-bakterier, der trives i celler hos blandt andre insekter og edderkopper. For at inficere andre bakterielle celler skal virussen altså både flygte fra sin vært, wohlbachia-bakterien, og den eurakyotiske cellekerne, ligesom den skal undslippe eurakyoternes effektive immunsystem.
Ved at foretage en genomsekventering af WO-virussen opdagede forskerne Sarah og Seth Borderstein, at virussen har flere gener, som den tilsyneladende har stjålet fra eurakyoter, herunder den sorte enkes gift latrotoxin.
Latrotoxin dræber ved at prikke hul på cellemembran, og det er sandsynligt, at nervegiften kan hjælpe WO med at flygte fra eurokyotiske celler.
Det er første gang, at eurokyotiske gener er dukket op i bakteriofager - og de udgør tilmed næsten halvdelen af WO's komplette genom.
Ifølge forskerne viser deres opdagelser, hvor omstillingsparat bakteriofager er.
»Bakteriofager er den mest avancerede form for liv på Jorden. De har udviklet sig mere, end vi har,« udtaler Ry Young fra Texas A&M University.
Studiet er udgivet i Nature Communications.





























