Kort nyt

Kort nyt

Med 'Kort nyt' får du overblik over nyheder fra forskningens verden. De mest interessante begivenheder og fund - kort fortalt.

Videnskab.dk's redaktion udvælger og resumerer det mest spændende, andre troværdige medier og forskningsinstitutioner har bragt.

Husk dog vores guide til kritisk læsning af nyheder om forskning og især rådet om, at et enkelt, nyt forskningsresultat aldrig kan rumme den endegyldige sandhed.

Det er derfor en god idé at holde sig for øje, hvad anden forskning på området viser, og vi henviser altid til den oprindelige kilde, så du kan dykke yderligere ned i detaljer og forbehold.

Video: Geder foretrækker glade ansigter

Annonce:

I videoen fra studiet ses, hvordan en ged blev sluppet løs foran to billeder af ansigter, hvor den tilsyneladende var mest interesseret i det glade. (Video: Alan McElligott / Queen Mary University of London)

De fleste kender geden som det søde og lidt komiske dyr, der er stort set altædende, hopper på ting og løber ind i ting. Men måske er de mere avancerede end som så.

Et nyt studie peger nemlig på, at geder kan kende forskel på glade og vrede menneskeansigter - og at de bedst kan lide de glade.

Det skriver Queen Mary University of London i en pressemeddelelse.

Man har allerede før set den slags evner hos hunde og heste, men først nu er turen åbenbart kommet til geder.

I det nye gedestudie lod forskerne på tur 20 geder gå frit i en manege, hvor der hang to billeder af henholdsvis et vredt og et glad ansigt. Og som videoen herover viser et eksempel på, var gederne mest vilde med det glade ansigt.

Annonce:

Den store interesse for smilende ansigter sig til udtryk ved, at gederne interagerede mere med det glade foto, kiggede på det og udforskede det med mulerne.

En lille krølle på resultatet var dog, at tendensen særligt gjorde sig gældende, når det glade ansigt var placeret i højre side af forsøgsområdet. Det kan ifølge forskerne betyde, at geder bruger deres venstre hjernehalvdel til at bearbejde positive følelser. (Hjernen består af to hjernehalvdele: Højre hjernehalvdel styrer venstre side af kroppen, mens venstre hjernehalvdel styrer højre side af kroppen, red.)

Man kan ifølge forskerne heller ikke være sikker på, om gederne vælger de glade ansigter - eller om de i virkeligheden undgår de vrede.

Men det ser ikke desto mindre ud til, at geder kan skelne menneskelige følelser baseret på ansigtsudtryk.

I det store billede vidner det ifølge forskerne om, at denne evne kan være mere udbredt, end man troede, også blandt andre dyr end kæledyr.

Studiet er udgivet i tidsskriftet Royal Society Open Science.

naa