Alle fordomme, om at forskning er tørt og kedeligt og bliver udført bag et skrivebord af gamle, hvidhårede mænd, bliver gjort til skamme i denne video fra Concord Field Station (CFS), som er et Harvard laboratorium beliggende i Massachusets, USA.
For at blive klogere på dyrs bevægelser arbejder forskerne på laboratoriet med et væld af eksotiske såvel som mere almindelige dyr - for eksempel emuer, gedder, papegøjer, rotter og jerboer (se videoen, hvis du er i tvivl om, hvad det er for en størrelse).
Hjælp til udvikling af medicin
Forskerne bruger blandt andet røngtenmaskiner og højhastighedskameraer for at lære, hvordan dyrene bevæger sig under forskellige påvirkninger. Denne viden kan på sigt være med til at udvikle bedre robotter, og så kan den i øvrigt bidrage til at udvikle bedre medicin til mennesker, der lider af bevægelsesforstyrrelser, f.eks. Parkinsons sygdom.
I videoen herover får du en privat rundvisning af centerlederen i verdens måske sejeste laboratorium.





























