USA's oliebekæmpelse gør ondt værre

Størstedelen af den olie, der er strømmet ud fra olieselskabet BP's lækage i Den Mexicanske Golf har hidtil strømmet op mod overfladen, hvor den har lagt sig som en sammenhængende, klæbrig film.

Men nu synker en stor del af olien tilsyneladende ned på dybt vand. Nye studier har nemlig afsløret op mod 70 km lange usynlige oliefaner på mellem 1100 og 1300 meters dybde.

Den udvikling bekymrer Hans Ulrik Riisgård, der er professor på Marinbiologisk Forskningscenter på Syddansk Universitet.

Han forklarer, at oliefanerne efter alt at dømme er en konsekvens af, at man har brugt flere hundreder millioner liter dispergeringsmidler i bekæmpelsen af olien på havoverfladen og ved selve udslippet på 1500 meters dybde.

Dispergeringsmidlerne er stoffer, der splitter oliefilmen op i små usynlige oliedråber, der synker ned i havets dyb.

Dispergeringsmidlerne får det til at se ud som om man har gjort rent, men olien er der stadigvæk. Hælder man det tilsyneladende klare havvand gennem et kaffefilter, så bliver filtret sværtet til og lugter stærkt af olie.

»Set fra et biologisk synspunkt virker det ugennemtænkt og uansvarligt, at man har brugt så store mængder dispergeingsmidler, for effektiv opløsning af olien i vandet øger oliens giftvirkning og gør således bare ondt værre. Jeg advarer kraftigt mod brugen af dispergeringsmidler,« siger han.

'Det virker ikke gennemtænkt'

Så længe olien er på havoverfladen gør den begrænset skade på havdyr og planter, med mindre der er mange søfugle i området.

Men når dispergeringsmidlerne får olien til at trænge ned i dybet, får det levende organismer til at bukke under.

»Så jeg forstår ikke amerikanernes brug af dispergeringsmidler. Det virker ikke gennemtænkt,« siger han.

Han henviser til den danske politik på området, der siger, at man kun må anvende dispergeringsmidler efter vægtede fagbiologiske overvejelser. Inden man kaster sig ud i det, skal man gøre sig klart, om det er fugle, fisk eller strande, man vil beskytte.

Olie på havoverfladen fordamper

Støder en oliecoaster f.eks. på grund om vinteren i et område, hvor tusindvis af søfugle har samlet sig, kan det være en god idé at bruge dispergeringsmidler på den lækkede olie, så fuglene ikke bliver smurt ind i den og hurtigt fryser ihjel, fordi fjerdragtens varmeisolering bliver ødelagt.

»Man vil være mere tilbøjelig til at bruge de kemiske bekæmpelsesmidler om vinteren, hvor der ikke er gydende fisk og hvor den biologiske aktivitet er ringe. Amerikanernes argumentation om at bruge det til at beskytte kysterne er efter min mening usaglig,« siger han.

Så længe olien driver rundt på havoverfladen, sker der ikke nogen skade, forklarer han, for her vil oliens giftige aromatiske forbindelser fordampe i løbet af nogle uger. De trækker nemlig op i atmosfæren, hvor de nedbrydes fotokemisk af solens ultraviolette lys til en række harmløse forbindelser.

Det er dybt forkasteligt at man har brugt så store mængder dispergeringsmidler, for det gør bare ondt værre. Jeg vil gerne advare kraftigt mod brugen af dem, for det gør katastrofen langt værre

Hans Ulrik Riisgård

»Fordampningen er den mest effektive måde at bekæmpe olien på. Det, der bliver tilbage, er flydende tjæreklumper. Det kan selvfølgelig skylle ind på strandende og lokalt forurene kysterne, men skadernes omfang er langt mere begrænsede end store mængder opløst råolie på dybt vand,« siger han.

Metoden virker i Nordsøen

I Nordsøen har man for 33 år siden gjort værdifulde erfaringer med at lade olien fordampe væk.

Ved et blow out på boreplatformen Bravo sprøjtede råolien 50 meter op over havoverfladen. Olien spredtes på den måde ud over et stort område, hvilket gjorde det umuligt at opsamle den mekanisk.

Der slap 22.000 tons olie ud i løbet af to uger. Men den fik lov til at flyde på overfladen, undtagen i et lille område ved boreplatformen, hvor man anvendte dispergeringsmidler for at eliminere brand- og eksplosionsfaren.

»Først drev olien mod nord i et par uger og herefter mod syd. Efter fire uger var al olien stort set dampet af. Ingen olie drev nogensinde i land, hvilket var heldigt for bl.a. det danske vadehav. Det at lade olien ligge er mange gange det bedste, man kan gøre, for at slippe af med den,« siger han.

Ulykken i Nordsøen var dog vand ved siden af det, der foregår i Den Mexicanske Golf, så man kan ikke nødvendigvis skalere op.

I Nordsøen skete ulykken på 70 meter dybt vand, men i USA er lækagen sket på 1.500 meters dybde. Det er det værst tænkelige blow out, man kan forestille sig, og der er ikke noget fortilfælde at hente erfaringer fra. Og det sker oven i købet i en periode, hvor den biologiske aktivitet er meget stor, fordi mange fugle og fisk formerer sig.

»Fugle og havdyr formerer sig, og så er det meget uheldigt, at oliefaner driver rundt på dybt vand. Det har udviklet sig til en miljøkatastofe af hidtil uset omfang, så gode råd er dyre,« slutter han.