På Stevns Klint har den lokale fossiljæger Peter Bennicke opdaget et påfaldende fund i form af en klump opkast af søliljestykker i et stykke skrivekridt.
Da det blev renset på Geomuseum Faxe, konkluderede en ekspert, at fossilfundet var en klump af forskellige arter af søliljer (crinoidea), som et dyr havde spist og nu gylpet op.
Det »usædvanlige fund« har Danekræudvalget nu erklæret som danekræ - altså en jordfunden naturskabt genstand, som har naturhistorisk værdi.
Det skriver Østsjællands Museum i en pressemeddelelse.
Der er sandsynligvis tale om en fisk, som for 66 millioner år siden spiste søliljer på bunden af kridthavet, skriver museet. Fundet er usædvanligt, fordi søliljer ikke er en særligt næringsrig kost.
»Sådan et fund giver vigtig ny viden om forholdet mellem rovdyr og byttedyr og fødekæderne i kridttidens hav,« siger Jesper Milàn, der er museumsinspektør på Geomuseum Faxe og medlem af Danekræudvalget, i pressemeddelelsen.
Det fossile bræk kan opleves i en særudstilling på Geomuseum Faxe i uge 7 og 8.






























