Uddøde dyrearter kan bringes til live igen

Vi så det på film allerede for 20 år siden – i Jurassic Park. Videnskaben genoplivede dinosaurerne, hvilket fik katastrofale konsekvenser.

Dinosaurerne kommer nok ikke tilbage, men for enkelte dyrearter, som er blevet udryddet i løbet af de seneste 200.000 år, er der nu reelt håb.

De-udryddet i syv minutter

Ét dyr er allerede blevet klonet frem, efter at arten uddøde, nemlig den pyrenæiske bjergged – men glæden var kortvarig.

En forskergruppe ledet af José Folch begyndte at sætte cellekerner fra den sidste levende pyrenæiske bjergged ind i gedeæg, der var tømt for egen DNA, og placerede disse æg i geder, som skulle fungere som surrogatmødre.

Efter 44 forsøg var syv dyr blevet gravide – seks af dem spontanaborterede.

I juli 2003, fire år efter artens sidste eksemplar døde, blev der på ny født en pyrenæisk bjergged – ved hjælp af kejsersnit.

Den nyfødte gedeunge havde åbenbart problemer med at trække vejret, og syv minutter senere var arten nok engang uddød.

Fremtidige udfordringer bliver af teknologisk art

I dag arbejdes der seriøst og målrettet med at de-udrydde flere forskellige dyrearter.

I Australien er de et godt stykke på vej, når det gælder den maverugende frø Rheobatrachus silus.

De har reaktiveret døde celler og genoplivet den uddøde frøs arvemateriale i processen. Projektleder Mike Archer er overbevist om, at udfordringerne, de nu vil støde på, er af teknologisk art – ikke biologisk.

Forskerne fra samme land har også gjort flere forsøg med pungulven – bedre kendt som den tasmanske tiger.

I Sydkorea arbejder de på at klone en mammut – permafrosten i Sibiriens evne til at bevare væv gør, at det vistnok ser ret lyst ud.

»Nu er der 13 mammutceller per dusin, her handler det udelukkende om finansiering,« siger Hendrik Poinar, ekspert i mammut-DNA ved University of Ontario, til National Geographic.

Hvordan udvælger vi de rigtige dyr?

Hvorfor skal vi egentlig de-udrydde uddøde arter? Hvordan udvælger vi, hvem der skal have æren? Er en arts arvemateriale alt, der kræves – er genomet nok til at gøre en mammut til en mammut? Er der en pointe i at de-udrydde dyr, som ikke længere har et naturligt habitat?

Spørgsmålene knyttet til de-udrydning er mange, og når det kommer til etiske problemstillinger kan selv moderne teknologi ikke gøre arbejdet for os.

Michael Archer, palæontolog ved University of New South Wales, arbejder aktivt for de-udryddelse og mener, at vi har et ansvar for at få enkelte arter tilbage.

»Vi bør fokusere på at de-udrydde arter, som menneskene har udryddet. Nogle arter, for eksempel den tasmanske tiger, er nøglearter. Tabet af den har ført til endnu større ødelæggelser på miljøet,« siger han til NRK.no.

Han påpeger, at uddøde dyr repræsenterer en stor del af det globale arvemateriale, og siger, at det kan vise sig at være uklogt at lade alt det forsvinde, hvis vi har muligheden for at få det tilbage.

Vi har en gæld at betale

Nordøst i Sibirien ligger Pleistocene-parken – et naturreservat, hvor det subarktiske steppelandskab, som dominerede området under sidste istid, er forsøgt genskabt.

Grundtanken bag parken er, at det var dyrene – ikke temperaturen – der opretholdt økosystemet, og at jagt – ikke global opvarmning – har skylden for, at landskabet nu er langt mindre frugtbart.

Geofysiker Sergey Zimov er primus motor for projektet og vil ikke nøjes med at tilbageføre dyr, som nu lever i andre områder - han vil i stedet de-udrydde flere af arterne, der havde tundraen som deres tumleplads.

»Menneskene har udryddet utallige arter, noget som har ført til nedsat biologisk mangfoldighed og forandring i økosystemer. Naturen, vi ser i dag, er kun rester efter de paladser, som var der før vores tid. Vi må betale vores gæld til naturen,« siger han til NRK.no.

Sergey Zimov oplister tre faktorer – i prioriteret rækkefølge – som han mener bør lægges til grund, når vi skal afgøre, hvilke arter der eventuelt skal de-udryddes:

• Hvor let de-udrydningsprocessen er, når det handler om teknologi og omkostninger
• Om økosystemet, som arten holdt til i, fortsat eksisterer
• Hvor vigtig arten var i sit økosystem

Sabeltigrenes tid er forbi

Sergey Zimov siger, at han ikke ser nogen som helst grund til, at vi ikke skal de-udrydde dyrearter. Mike Archer er lidt mindre bastant.

»Det kommer an på skabningen. Jeg ville ikke have genoplivet den bakterie, som forårsagede Den Sorte Død, og der er også ganske mange mennesker, som jeg ikke ville bryde mig om genopstod. Men der er ingen pattedyr, reptiler, fugle, amfibier, fisk eller planter, som vi har udryddet de sidste 500 år, som jeg ikke vil have tilbage.«

Arild Skedsmo er fagchef i WWF Norge, og han er optaget af, at dette ikke tager fokus væk fra kampen for at bevare de arter, vi allerede har.

»Sabeltigrenes tid er forbi, nu må vi tage vare på den artsmangfoldighed, vi har,« siger han til NRK.no.

Han påpeger, at arter nu forsvinder i et langt højere tempo, end det de har gjort før, og at det er det enorme tab af artsmangfoldighed på kort tid, som er hovedudfordringen.

»Selvom du får genoplivet én art, vil det ikke kompensere for alle de tabte arter. Alger, svampe og småkryb er også vigtigt, og skal du de-udrydde symboldyr, har du brug for habitatet.«

Mangler visioner og klare retningslinjer

I Norge har vi uanset hvad kun lidt at bidrage med på dette punkt, sådan som lovgivningen er nu.

»Vi har et forbud mod kloning, det står i genteknologiloven. Det er forbudt at klone dyr, den eneste undtagelse er til forskning og medicinsk virksomhed – men der skal fortsat søges om dispensation,« forklarer Hallvard Svenbalrud fra bioteknologisk udvalg til NRK.no.

Zoolog Petter Bøckman er ikke videre imponeret over nævnte udvalg.

»Jeg synes, at bioteknologisk udvalg mangler visioner,« siger han til NRK.no.

Petter Bøckman påpeger paradokset ved, at loven siger, at det er forbudt med kloning af dyr og alle højere organismer, mens en stor del af dyreriget kloner naturligt i reproduktionsøjemed.

»Meget af problemet er, at politikerne, som snakker meget og højt om bioteknologi, ikke har nogen som helst faglig baggrund, og dette gælder begge sider i debatten,« siger Petter Bøckman.

Han fortæller, at en alkefugl, som blev udryddet i midten af 1800-tallet, nok havde været en art, man kunne tænke på at føre tilbage, hvis man ser på hvad, der er muligt teknologisk.

Uroksen er et meget nyttigt dyr

Når Sergey Zimov skal sætte en ønskeliste op for, hvilke dyr, han vil have tilbage, er det tydeligt, at han har sin park i tankerne.

»Urokse, mammut, hulebjørn og hulehyæne. Jeg tror, at uroksen kommer først, dens gener lever i moderne køer. Det er et meget nyttigt dyr, som vil få ideelle forhold i parken.«

Petter Bøckman må vælge frit fra øverste dyrehylde uden at tage hensyn til, om de-udrydning er muligt for den specifikke art.

»Panserpadde, en salamander i 500-kilos-klassen, som vraltede rundt i sumpene, hatzegopteryx, en flyveøgle, der var lige så høj som en giraf, når den gik på alle fire, og neandertalere – men de skal have deres eget reservat.«

Vil have alle menneskets fejltrin tilbage

Mike Archer vil have alle dyrearter, som er forsvundet på grund af mennesker i løbet af de sidste 500 år tilbage.

»Forenkling af et hvilket som helst system; natur, kultur eller økonomi, øger mulighederne for systemfejl. Miljøets modstandsdygtighed stiger proportionalt med den biologiske mangfoldighed.«

Han mener, at vi, ved at udrydde stadig flere dyrearter, truer vores egen eksistens, men at det ikke er for sent at gøre noget.

»Jeg tør ikke spå om, hvilken art der bliver den første til at blive de-udryddet, det er jo et slags kapløb mellem flere arter. Men til forskel fra andre kapløb, så vil alle, der deltager i dette, have lyst til at hjælpe de andre over målstregen.«

(Anden chance for den tasmanske tiger og fantastiske frøer. Michael Archer taler om de-udrydning. © forskning.no Oversættelse: Julie M. Ingemansson. Video: TEDx Talks)