Kort nyt

Kort nyt

Med 'Kort nyt' får du overblik over nyheder fra forskningens verden. De mest interessante begivenheder og fund - kort fortalt.

Videnskab.dk's redaktion udvælger og resumerer det mest spændende, andre troværdige medier og forskningsinstitutioner har bragt.

Husk dog vores guide til kritisk læsning af nyheder om forskning og især rådet om, at et enkelt, nyt forskningsresultat aldrig kan rumme den endegyldige sandhed.

Det er derfor en god idé at holde sig for øje, hvad anden forskning på området viser, og vi henviser altid til den oprindelige kilde, så du kan dykke yderligere ned i detaljer og forbehold.

Studie: Er hunde rød-grøn farveblinde?

Annonce:

Hvis du løber rundt i røde sko med din hund på en grøn græsplæne og kaster en rød bold, gør du det måske ekstremt besværligt for din hund at lege med.

Et nyt studie indikerer nemlig, at hunde har svært ved at se forskel på rød og grøn – ikke ulig mange farveblinde mennesker.

Det skriver Telegraph.co.uk.

De italienske forskere lavede en test af rød-grøn farveblindhed til hunde. (Illustration: Den videnskabelige artikel)

Man har længe vidst, at hunde ikke ser godt, men det er nyt, at farverne spiller en rolle. Ifølge forskerne bag studiet, der er publiceret i Royal Society Open Source, giver det dog evolutionær mening.

Hunde i naturen er nemlig mest aktive om aftenen og tidlig morgen, hvor der ikke er meget lys, og det derfor ikke er vigtigt at kunne se farver.

Selvom hundene godt kunne bruge at kunne se farver nu, hvor de er blevet husdyr og har anderledes sovemønstre, er deres evolution ikke fulgt med.

Annonce:

Ved at lave en rød-grøn farveblindhedstest og undersøge hundenes respons på den, viste forskerne, at hundene har svært ved at skelne farverne fra hinanden.

»Helt overordnet er demonstrationen, af at hunde er rød-grøn farveblinde, ikke kun vigtig for folk, der er direkte involveret i hundetræning, men også for ejere, der vil forbedre deres hunds færdigheder i aktiviteter som leg, der er kernen i et godt forhold mellem hund og ejer,« siger Marcello Siniscalchi, der arbejder på afdelingen for veterinær medicin på University of Bari i Italien til Telegraph.co.uk.

sj