Gilbertøerne er en af flere øgrupper, som til sammen danner østaten Kiribati i Stillehavet.
Hajer er en vigtig del af økosystemet i denne del af Stillehavet. Hajer har også spillet en vigtig, kulturel rolle for befolkningen på Gilbertøerne. Det fremgår af et nyt studie lavet af forskere ved Field Museum of Natural History i Chicago, USA.
I museer rundt omkring i verden findes der mange vidnesbyrd om hajernes kulturelle betydning på øerne i form af spektakulære våben lavet med hajtænder.
Våben var videnskabeligt samlerobjekt
»Disse våben var målet for intens samlevirksomhed fra naturhistoriske museer fra midten til slutningen af 1800-tallet,« skriver forskerne i tidsskriftet PLOS One.
I Chacagos Field Museum of Natural History findes der alene mere end 120 af dem.
I det nye studie analyserer forskerne, hvilke hajarter der er brugt til at lave de våben, der er i samlingen på museet.
De har fundet ud af, at der er brugt tænder fra ikke mindre end otte forskellige arter. Blandt andet blev der brugt tænder fra den frygtede tigerhaj, som på Gilbertøerne blev kaldt 'te tababa'.
Flere arter er nu forsvundet
To af hajarterne findes imidlertid ikke længere ved Gilbertøerne. Carcharhinus obscurus og C. sorrah er to arter i blåhajfamilien, som, efter våbnene at dømme, var almindelige på øerne i 1800-tallet, men nu er væk.
Dermed kan de gamle våben i museerne fortælle en historie om økosystemer i ændring.
Globalt er Carcharhinus obscurus regnet som sjælden og C. sorrah som sårbar. Dette ifølge IUCNs, International Union for Conservation of Nature and Natural Resources, liste over truede plante- og dyrearter.
Årsagen til, at disse nu er væk fra Gilbertøerne, kan være omfattende fiskeri efter hajer til internationale forbrugere i 1900-tallet, fremgår det af studiet.
Bredt udvalg af våben
Hajtandvåbnene på Gilbertøerne blev lavet i alle mulige former. Ved Chicago-museet findes der et bredt udvalg af våben – fra knive og dolke til lanser, spyd og sværd. Alle er udsmykket med hajtænder.
Våbnene blev lavet ved at bore huller i hajtænderne og derefter fæstne dem med snor lavet af fibre fra kokosnødder og menneskehår.
Udover de, der er allerede er nævnt, blev også tænder fra makrelhaj, hammerhaj og blåhaj brugt. Den sidste art findes også i havet ud for Norges kyst.
© forskning.no Oversættelse: Julie M. Ingemansson
