Snedige identitetstyve: Gøge lægger æg i andre fugles reder – og skaber nye arter

Hvordan opstår nye arter? Og hvorfor er der så mange af dem?

En mulig årsag er våbenkapløbet mellem dyr – som rovdyr og parasitter – og de dyr, de snylter på.

Mange rovdyr, rovfugle og parasitter har udviklet specialiserede strategier for at undgå at blive opdaget, som for eksempel at efterligne deres bytte eller vært.

I tilfælde, hvor snylteren finder sig et nyt offer, skal den efterligne offeret for at få succes.

Som et resultat kan snylteren afvige fra sin oprindelige population og til sidst ende som en ny art. Charles Darwin foreslog denne udviklingsproces for mere end 160 år siden, men den har været svær at observere i praksis.

Et eskalerende våbenkapløb

I ny forskning publiceret i tidsskriftet Science viser vi, hvordan denne proces driver udviklingen af ​​nye gøgearter.

Gøgen lægger sine æg i andre arters reder, og gøgens unger efterligner værtsfugleungernes udseende for at undgå at blive afsløret.

Forskellige arter af bronzegøges bedrageriske adfærd koster deres værtsfugle dyrt.

Bronzegøge lægger deres æg i små sangfugles reder, såsom alfesmutter og træsangere, og så lader de ellers værtsfuglene tage sig af deres unger.

Kort tid efter udklækningen smider gøgeungen værtsæggene eller ungerne ud af reden for at ende som redens eneste beboer.

Værtsforældrene mister ikke blot alle deres egne unger, de bruger også flere uger på at opdrætte gøgeungen, som ender med at blive cirka dobbelt så stor som dens plejeforældre.

Disse store omkostninger taget i betragtning er det ikke overraskende, at værtsfuglene har udviklet en evne til at genkende og forvise mærkeligt udseende unger fra deres reder.

Kun de gøgeunger, der ligner værtsfuglens afkom mest, bliver ikke afsløret, så for hver generation bliver gøgeungerne et tættere og tættere match med værtsungerne.

Det er grunden til, at hver art bronzegøgs unger gradvist ligner værtsfuglens unger mere og mere.

Divergens mellem populationer med forskellige værter

Denne fintunede efterligningsteknik har nået et meget højt niveau.

Som reaktion på værtsfuglenes afvisning af deres unger har både den lille bronzegøg (Chrysococcyx minutillus) og bronzegøgen (Chrysococcyx lucidus) delt sig i flere separate underarter.

Hver enkelt af underarterne udnytter forskellige værtsfugle og producerer en unge, der ligner værtsfuglens.

Denne divergens kan endda ske, når to værter lever i samme geografiske område.

I det nordlige Queensland i Australien udnytter den lille bronzegøg både tyknæbstræsanger (Gerygone magnirostris) og sorthovedet træsanger (Gerygone palpebrosa).

Gennem selektion kommer gøgeungerne til at ligne deres respektive værtsunger, hvilket har ført til genetisk divergens i to separate underarter.

Det viser, at opdelingen i underarter ikke kan forklares ved geografisk adskillelse.

Større omkostninger for værten fører til flere nye arter

Det var en udfordring præcis at afdække, hvad der skete med disse fugle, for vi havde svært ved at finde gøgeunger i værtsreder i naturen.

Derfor udviklede vi en ikke-destruktiv metode til at udvinde DNA fra skallerne af små gøgeæg (som er cirka 2,5 centimeter lange), der gjorde det muligt for os at tage prøver af museums-æg, der er indsamlet gennem mange årtier.

Vores resultater peger også på, at evolutionen af ​​gøgene og deres værter højst sandsynligt driver udviklingen af ​​nye arter, når gøgene pålægger deres værter høje omkostninger, såsom ved at dræbe alle værtens egne unger.

'Evolutionært våbenkapløb'

Det fører til et 'evolutionært våbenkapløb' mellem værtsfuglens forsvar og gøgens tilpasninger.

Dette fund blev understøttet af vores brede analyse ved hjælp af evolutionær modellering på tværs af alle gøgearter.

Vi fandt, at gøge, der 'koster' deres værter mest, oftere opdeles i nye arter, end gøgearter, der ikke 'koster' deres værtsfugle så meget (det er gøgearter, som lever side om side med deres værtsfugles unger) og deres ikke-parasitære slægtninge.

Én af ​​de vigtigste drivkræfter bag biodiversiteten

Interaktioner mellem snyltedyrene og deres ofre er muligvis én af ​​de vigtigste drivkræfter bag biodiversiteten.

Den artsdannelsesproces, vi beskrev, hvor snylteren viser meget specialiserede tilpasninger til deres offer, kan forekomme hos andre parasitter og værter og hos rovdyr, rovfugle og byttedyr.

Disse tæt forbundne interaktioner kan endda forklare, hvorfor der er millioner, snarere end tusinder, af unikke specialiserede arter verden over.

Denne artikel er oprindeligt publiceret hos The Conversation og er oversat af Stephanie Lammers-Clark.