I Vidåen i Sønderjylland lever en meget sjælden fisk. Ja, faktisk er den så sjælden, at det eneste sted i verden, den findes i dag, er i den danske del af Vadehavet. Det på trods af, at flere europæiske lande har foretaget millionstore investeringer i dens overlevelse.
Det drejer sig om snæblen, en sølvfarvet laksefisk på op til 60 centimeter, hvis lange, spidse snude har givet den sit karakteristiske navn.
Snæblen er ikke blot sjælden, den er også et kontroversielt emne. Der er nemlig blevet sat spørgsmålstegn ved, om snæblen (Coregonus oxyrhinchus) overhovedet er en selvstændig art.

Diskussionen går på, i hvor høj grad den er genetisk forskellig fra en anden laksefisk, helten (Coregonus lavaretus), som findes mange steder i Danmark og i flere andre europæiske lande. For er det overhovedet værd at investere tid og penge i snæblens bevarelse, hvis ikke den udgør en selvstændig art?
\ Læs også
Vi satte os for at finde nogle svar på dette spørgsmål, og det har vi gjort med vores nye studie. Vi har nemlig sekventeret og analyseret hele arvemassen fra både helt og snæbel og derved opnået helt ny indsigt i snæblens evolutionære historie.
\ Arter
Det er ikke så ligetil at definere en art, som man måske skulle tro. Der findes flere end 20 forskellige artsbegreber, som hver især repræsenterer forskellige måder at forstå og klassificere arter på.
Det biologiske artsbegreb er det nok mest kendte. Her defineres en art som en gruppe af individer, der sammen kan få afkom, som ikke er sterile. To grupper af individer betragtes således som to forskellige arter, hvis de ikke kan få levedygtigt og fertilt afkom med hinanden.
I virkeligheden er det sjældent så simpelt, og barrieren mellem to arter sjældent helt vandtæt. For eksempel kan isbjørne og brunbjørne, der generelt opfattes som forskellige arter, parre sig med hinanden og få afkom, der også selv er i stand til at få unger.
Andre populære artsbegreber inkluderer det fylogenetiske artsbegreb, som definerer arter baseret på forskelle og ligheder i udseende, og det økologiske artsbegreb, hvor arter defineres ud fra deres rolle i økosystemet.
Der er verden over stor uenighed om, hvordan arter bør defineres. Det sætter naturligvis spørgsmålstegn ved anvendeligheden af artsbegreber i arbejdet med at forvalte og passe på naturen. Da arter ikke altid er klart definerede, kan en rigid tilgang til artsbestemmelse resultere i unødvendigt bureaukrati og misforståelser i bevaringsindsatser.
Et godt eksempel herpå er snæblen, der på en og samme tid er kategoriseret som en uddød art på IUCN’s (International Union for the Conservation of Nature) rødliste over truede dyrearter og som en nulevende, totalfredet art under Bern-konventionen.
I stedet bør forvaltning af truede arter og naturbevaring primært fokusere på at bevare genetisk meget forskellige bestande og økosystemers funktion, uanset traditionelle artsopdelinger.
For snæblens vedkommende er det vigtigste spørgsmål altså ikke, om den er en selvstændig art eller ej, men i stedet om bestanden i Vidåen er genetisk unik og tilpasset andre miljøforhold end helten og dermed ikke kan erstattes.
Nye analyser viser, at snæblen er cirka 7.500 år gammel
Helt grundlæggende har vi fundet ud af, at helt og snæbel divergerede meget tidligere, end man før har troet. Det betyder grundlæggende, at deres arvemasse begyndte at udvikle sig forskelligt, så de fik forskellige egenskaber og tilpassede sig forskellige forhold.
Tidligere analyser af få DNA-sekvenser har givet anledning til at tro, at snæblen begyndte at adskille sig genetisk fra helten for blot få tusinde år siden.
Vores analyser, som er baseret på hele arvemassen i helt og snæbel, viser derimod, at snæblen i Vidåen sandsynligvis adskilte sig fra den geografisk tættest beliggende bestand af helt allerede for cirka 7.500 år siden, formentlig i forbindelse med dannelsen af selve Vadehavet.
Denne datering siger ikke i sig selv noget om, hvorvidt snæblen er uerstattelig eller en selvstændig art, men længden af den periode, som adskiller de to fisk, har betydning for, hvor forskellige de er fra hinanden. Og her viser vores analyser altså, at tidligere studier har underestimeret de genetiske forskelle mellem helten og snæblen.
Snæblen kan noget, som dens slægtninge ikke kan
Vores undersøgelser viste også, at snæblen er tilpasset, så den kan leve i havvand med højt saltindhold. Det er en helt særlig egenskab, som skyldes nogle særlige gen-varianter, der ikke findes hos nogen af de bestande af helt, som vi har undersøgt.
Netop dette gør det muligt for snæblen at leve i Vadehavet i modsætning til helten, der kun kan leve i fersk- og brakvandsområder.
Det betyder, at snæblens plads og funktion i naturen sandsynligvis ikke kan udfyldes af helt-fisk, hvis bestanden i Vidåen uddør.
Snæblen er truet af indavl
Og hvordan står det så egentlig til med snæblen? Den store mængde data, som opnås ved sekventering af hele arvemassen, gør det muligt at måle forekomsten af indavl i bestande af vilde dyr. Et sådant mål kan give et fingerpeg om de enkelte individers evne til at vokse op og formere sig og derved bestandens mulighed for at overleve i fremtiden.
Vi analyserede indavl i fem snæbler fra Vidåen og fandt, at de i gennemsnit havde en indavlskoefficient på 10 procent. I nogle af helt-bestandene stod det faktisk værre til, med en indavlskoefficient på op til 31 procent blandt individer i den østjyske Glenstrup Sø.
Til sammenligning har man målt indavlskoefficienter på mere end 40 procent i flere hunderacer, hvor den høje forekomst af indavl kan sættes i forbindelse med alvorlige sygdomme og sundhedsproblemer.
10 procent er altså en relativt lav indavlskoefficient, og det er umiddelbart positivt for snæblens langsigtede overlevelse. Men resultaterne viste også, at noget af indavlen er opstået for nylig. Det er en udfordring for den fremadrettede bevaringsindsats for snæblen i Vidåen.

En uerstattelig fisk
En almindelig praksis for at reducere forekomsten af indavl er 'genetisk redning' (på engelsk genetic rescue), hvor man tilfører 'nyt blod', altså ny genetisk variation, fra ubeslægtede individer fra andre bestande.
Denne praksis er selvsagt ikke en mulighed for snæblen, idet bestanden i Vidåen er den eneste af sin slags i verden. Forsøger man i stedet at foretage genetisk redning med helt-fisk, som ikke besidder de samme genetiske tilpasninger som snæblen, er der ydermere risiko for at forårsage såkaldt udavlsdepression, der også kan reducere individers evne til at overleve og formere sig.
Det er altså afgørende, at leveforholdene for snæblen forbedres, så bestanden kan vokse sig større, og yderligere indavl kan undgås.
Samlet set viser vores forskning, at snæblen er unik og uerstattelig, og at dens bevarelse derfor fortsat bør prioriteres, helt uafhængigt af om den egentlig er en selvstændig art eller ej.
Vores resultater viser også, hvordan man kan bruge moderne DNA-metoder baseret på hele arvemassen i naturbevarelsen. Disse metoder kan give svar på præcis de spørgsmål, der er nogle af de vigtigste for bevaringsindsatserne. Har bestande unikke genetiske tilpasninger til deres miljø, og er de dermed uerstattelige? Og er bestande blevet så små, at indavl er ved at være et problem?
Resultaterne er blevet publiceret i det videnskabelige tidsskrift Molecular Ecology af forskere fra Aarhus Universitet i samarbejde med forskere fra Københavns Universitet og Danmarks Tekniske Universitet.






























