Der findes planter som laver to forskellige typer frø samtidig, det som på fagsprog hedder 'dimorfe frø'.
Nogle af frøene er vandtætte og nærmest lugtfrie, mens andre ikke er det. De svulmer op og begynder at afgive duft, når de ligger i fugtig jord.
»Man har troet, at denne egenskab hos frø handlede om frøhvile, altså noget planten gør for at forhindre, at alle frø skal spire på én gang,« siger stipendiat Torbjørn Paulsen ved Universitetet i Bergen.
Arten vil ikke have, at alle frø skal spire samtidig i tilfælde af, at der sker noget, som kan dræbe frøspirene. Der skal være vand til spiring, så det er ikke så mærkeligt, at man har troet, at der var vandtætte frø for at udsætte spiring.
Ændret syn på vandtætte frø
Men Torbjørn Paulsens forskning ændrer det, man tidligere har vidst om vandtætte frø.
»Det, at nogle planter både har vandtætte og ikke-vandtætte frø, har betydning for, om de nemmere kan sprede deres frø ved hjælp af smågnavere,« siger Torbjørn Paulsen.
I et forsøg opdagede han, at det ikke er med dimorfe frø, som man ellers altid har troet. For frø, der tog vand til sig, var større og lugtende og derfor tiltrækkende for smågnavere. Gnavere kan dermed spille en anden rolle i spredningen af frø, end man tidligere har vidst.
»Dette får stor effekt, når en forsker ser på, hvordan smågnavere gør nytte i spredningen af frø,« siger Torbjørn Paulsen.
Læs også: Blå anemoner svinger pisken over myrerne
Smågnavere er gartnerhjælpere
»Forskning viser, at smågnavere leder efter frø, der lugter. I mørke ser de dårligt og bruger næsen til at finde mad,« siger Torbjørn Paulsen.

Det er almindeligt, at de små dyr laver forråd af frø, som de graver ned under et tyndt lag jord.
Hvis frøet får lov til at ligge i fred under jorden uden at blive hentet eller stjålet af andre gnavere, kan såningsarbejdet være udført. Får frøet nok vand, lys og varme, kan en ny plante vokse op.
Dyr har altså en vigtig rolle med at sprede frø. Særligt siden gnaverne henter frø og lagrer dem under jorden igennem mange gange, før de bruger dem til mad senere. For planterne er disse lagre en god måde at sprede deres frø på.
»At forstå pollineringsbiologi, frøspredning og frøoverlevering er nødvendigt for at forstå sammenhængene og sammensætningen af arter i et givet område,« forklarer Torbjørn Paulsen.
På Balerane ude for Spaniens østkyst findes der en busk, som spreder sig ved hjælp af et firben. Da der på et tidspunkt blev færre firben i området, blev der også færre eksemplarer af planten.
Vigtigt for at kunne forstå naturen
»Hvis en art går kraftigt tilbage i et område, kan det være interessant at undersøge, om der er blevet færre smågnavere eller andre frøspredere i området,« siger Torbjørn Paulsen.
Torbjørn Paulsen siger, at han helst ville have foretaget eksperimentet ude i naturen. Men fordi de frø, der blev brugt i eksperimentet, ikke hører hjemme i den norske natur, kunne man ikke risikere forurening med fremmede arter.
»Det kan være svært at få dyr til at trives i et laboratorium. Men dyrene, som var med i vores forsøg, havde det så godt, at de begyndte at yngle, og vi blev derfor nødt til at sortere dem efter køn,« fortæller Torbjørn Paulsen.
© forskning.no Oversættelse: Julie M. Ingemansson






























