Kort nyt

Kort nyt

Med 'Kort nyt' får du overblik over nyheder fra forskningens verden. De mest interessante begivenheder og fund - kort fortalt.

Videnskab.dk's redaktion udvælger og resumerer det mest spændende, andre troværdige medier og forskningsinstitutioner har bragt.

Husk dog vores guide til kritisk læsning af nyheder om forskning og især rådet om, at et enkelt, nyt forskningsresultat aldrig kan rumme den endegyldige sandhed.

Det er derfor en god idé at holde sig for øje, hvad anden forskning på området viser, og vi henviser altid til den oprindelige kilde, så du kan dykke yderligere ned i detaljer og forbehold.

Skubbede sin døde unge 1.600 km: Nu har spækhugger-mor endelig givet slip

Annonce:

I sidste uge kunne vi på Videnskab.dk fortælle om en spækhugger-hun, der skubbede sin afdøde unge hundredvis af kilometer foran sig, men nu ser det heldigvis ud til, at hendes sorg-svømmetur er overstået.

Det skriver Seattle Times.

I alt nåede spækhuggeren at svømme mere end 1.600 kilometer med ungen, som hun var nødt til at slippe fra tid til anden for at komme op til overfladen og få luft for derefter at dykke ned og hente ungen op igen efterfølgende.

»J35 (spækhuggerens navn, red.) boltrede sig udenfor mit vindue i dag med andre hvaler fra flokken, og hun ser energisk og sund ud,« siger Ken Balcomb, der er stifter af Center for Whale Research i Washington, til Seattle Times.

Spækhugger-hunnen J35 svømmer nu glad rundt igen. Her er hun den forreste. (Foto: Ken Balcomb, Center for Whale Research)

Måske blev spækhuggeren nødt til at slippe ungen, fordi dennes krop simpelthen faldt fra hinanden. I hvert fald blev de to spottet for en uge siden, hvor ungens krop var ved at blive nedbrudt, skriver Seattle Times.

Ifølge forskere er det ikke unormalt, at dyr som spækhuggeren har meget svært ved at komme sig over tabet af en unge.

Og tabet er da heller ikke kun moderens, for der er ikke blevet født en levende spækhuggerunge i den truede flok i 3 år, og kun 75 procent af ungerne har overlevet de seneste 2 årtier. Det skyldes især mangel på mad og forstyrrelser fra fartøjer i havet.

Annonce:
Spækhuggerens svangerskabsperiode er på mellem 15 og 18 måneder, så der er langt mellem fødslerne. Her ses J35 med sin døde unge, som hun fødte efter 17 måneders svangerskab. (Foto: Ken Balcomb/Center for Whale Research)

sj