En helt almindelig strandtur tog mandag en uventet drejning for familien Dickinson fra New Zealand.
Midt på stranden i Northern Auckland blev familien noget overrasket, da de fandt en bizar pulserende klat, der lignede en mellemting mellem en alien og en vulkan.
Det mystiske dyr viste sig dog ikke at være en gæst fra det ydre rum.

I stedet var der tale om en helt almindelig rød brandmand (Cyanea capillata), skriver Science Alert.
Som den lå på stranden, lignende den slet ikke sig selv. I sit rette, våde element er det lettere at genkende brandmanden på sine tentakler og karakteristiske form.
Den røde brandmand er ikke et sjældent syn, men findes over hele verden. Den er også vidt udbredt i de danske farvande, hvor den er til stor gene for uheldige vandhunde, der kommer i kontakt med de brændende tentakler.

Og så er den røde brandmand tilfældigvis også den største vandmand, man kender til.
De brandmænd, man ser i Atlanterhavet, som Nordsøen munder ud i, kan blive 2,5 meter i diameter og med 50 meter lange tentakler eller tråde.
Det gør brandmanden til det længste dyr i verden, hvilket vi har skrevet om i artiklen Verdens længste dyr lever i Danmark.
\ Læs mere
mdm






























