Millioner af år før det første menneske blev født, herskede store pattedyr på det europæiske kontinent.
Fossiler fortæller, at horder af planteædere tog for sig af vegetationen i områderne omkring Madrid i Spanien.
Her fandtes flere uddøde varianter af næsehorn og heste, samt elefantlignende snabeldyr, en hidtil ubeskrebet giraf, vildsvin og store antiloper.
Og disse skabninger blev igen mad for fabelrovdyr. Forskerne ved, at to typer sabelkatte og en art af bjørnehund jagtede på egnen. Men hvordan så landskabet ud? Hvad spiste de forskellige dyr, og hvordan forholdt de farlige jægere sig til hinanden?
Se, det kan ældgamle tænder fortælle en masse om.
Bunker af rovdyrfossiler
Der er ikke så mange spor, som ligger tilbage efter livet i Miocæn. Specielt ikke efter rovdyrene. Da der altid er færre rovdyr end byttedyr, er der langt mellem fossiler af sabelkatte og bjørnehunde – et uddødt rovdyr med hundehoved og bjørnekrop.
Men nogle af udgravningssteder ved Cerros de los Batallones er anderledes. Her findes bunker af rester efter rovdyr. Sandsynligvis hoppede dyrene engang selv ned i de naturlige fælder, efter at være blevet lokket af lugten fra dyr, der allerede var fanget.
Og i tænderne på de gamle jægere findes svar på mange spørgsmål om livet for længe siden, ifølge Soledad Domingo og kolleger fra University of Michigan, University of California og Museo Nacional de Ciencias Naturales.
Kulstof fortæller historien
Forskerne har analyseret indholdet af kulstof 12 og kulstof 13 i tænderne fra 27 eksemplarer af sabelkatte og bjørnehunde, samt 42 individer af forskellige arter af planteædere.
Kulstof 12 og kulstof 13 er to forskellige varianter – isotoper – af kulstofatomet. Begge findes i CO2 i luften. Når planter vokser, bruger de solenergi, vand – og netop CO2 fra luften – til at lave nye blade og stængler.
Forskellige planter bruger de to kulstofisotoper, og væksterne får altså deres egen kulstofsignatur.
Når en planteæder gnasker en plante i sig, bliver noget af kulstoffet bygget ind i knogler og tænder. Og signaturen følger med. Dermed kan vegetarianernes tænder fortælle, hvilke planter de åd.
Delte jagtområderne
\ Fakta
Miocæn Geologisk epoke omfattende den ældste del af Neogen, der er den yngste del af Tertiær; ca. 24-5 mio. år før nu. Ordet Miocæn kommer af græsk meion 'mindre' og kainos 'ny'. Kilde: Den Store Danske
Når planteæderen selv bliver spist af et rovdyr, følger kulstofsignaturen med ind i jægeren også.
Sådan bliver det muligt for forskerne at tegne et billede af, hvilke planter som voksede for millioner af år siden, af hvilke dyr som spiste af væksterne og hvem vegetarianerne selv blev spist af.
Og efter den store analyse af gamle spanske bisser er konklusionen altså som følger:
Vi kan forestille os planteæderne græsse i et skovklædt landskam med pletter af åbne græsarealer. Men i skyggerne lurer tre store rovdyr: En sabelkat på størrelse med en leopard, en stor sabelkat i løveklassen og en bjørnehund.
De to katte jagter i skoven og har omtrent samme bytte på menuen: Det handler meget om heste og vildsvin.
Men sandsynligvis angriber de individer af forskellig størrelse. Måske holder de mindste katte sig i træerne for at undgå at møde de store.
Bjørnehunden jagter derimod hellere antiloper i de mere åbne områder.
»Det de gjorde for at sameksistere var at undgå hinanden og dele ressourcerne,« siger Soledad Domingo i en pressemeddelelse.
Ikke meget anderledes end nutidens store jægere, fortæller kollegaen Catherine Badgley.
»De tre største rovpattedyr fangede deres bytte i forskellige dele af habitatet, ligesom de store rovdyr, der lever sammen i dag gør.«
© forskning.no Oversættelse: Julie M. Ingemansson
