Det er svært at tro, der ikke er noget hokus-pokus i videoen herover, hvor metal springer op af en beholder. Men der er ingen fiksfakserier, ud over en 50 meter lang kæde af 8.000 metalperler i et glasbæger.
Men hvad er forklaringen på, at kæden tilsyneladende giver Newtons ellers så fine gravitationslov fingeren?
BBC's videnskabsvært Steve Mould, som udfører forsøget, mener selv at have en forklaring på fænomenet:
Når enden af kæden falder mod jorden, opnår den fart og impuls, og det trækker så i den resterende kæde i bægeret.
Kæden, der skal over kanten af bægeret, før den kan falde ned, bevæger sig ifølge Steve Mould så hurtigt, at den ikke med det samme kan skifte retning. I stedet bliver den ved med at bevæge sig opad for en stund, mens den »langsomt skifter retning i løbet af et loop,« som han forklarer i videoen nederst i artiklen her.
Men den forklaring holder ikke. Det viser en ny videnskabelig artikel udgivet i det videnskabelige tidsskrift Proceedings of the Royal Society A.
Anti-tyngdekraften kommer fra bægeret
Ifølge to fysikere fra Cambridge University tager Steve Mould nemlig fejl, når han siger, at kæder ikke kan skifte retning hurtigt. Det opdagede fysikerne, da de prøvede at skrive en formel for kædespringvandet. Rent matematisk set kan kæder nemlig skifte retning fuldstændig uhæmmet og med stor fart.
Det var det faktum, der fik de to fysikere på sporet af en forklaring. For hvis ikke, det er kædens fart, der giver impuls, så må springvandseffekten komme nede fra bægeret.
Fysikerne mener simpelthen, at kæden presses opad af en kraft, som er lagret i kæden, da den blev trykket ned i bægeret. Nærmest som en fjeder.
Fysikernes forklaring giver ikke noget bud på, hvad der skaber den særlige snoede effekt på kæden, hvilket til gengæld måske kan forklares med Steve Moulds teori?
Video: Earth Unplugged
