Når fiskere trækker trawlnet eller muslingeskrabere hen over havbunden for at fange fisk eller muslinger, så forbrugerne kan få helstegte rødspætter og moules marinières på bordet, forstyrrer det havbunden og kan skade miljøet i havet.
Det viser blandt andet en rapport fra DTU Aqua.
Derfor vil regeringen med et nyt forslag forbyde trawlfiskeri og muslingeskrab i Bælthavet og dele af det nordlige Kattegat.
I en pressemeddelelse udtaler klima-, energi- og forsyningsminister Lars Aagaard (M), at »livet under havoverfladen er blevet forsømt alt for længe, og nu giver vi det blå Danmarkskort en stor hjælpende hånd.«
Miljøminister Magnus Heunicke istemmer:
»Bundslæbende fiskeri har en negativ påvirkning på havbunden og bunddyrene og dermed hele den marine fødekæde. Det bidrager til, at havets dyr har sværere ved at søge føde og gyde og blive til sunde bestande.«
Men hvor skadeligt er bundtrawl, og hvad kommer den nye aftale til at betyde for havmiljøet og fiskeriet?
Det har Videnskab.dk spurgt to forskere fra DTU Aqua om.
Bifangst og fysisk påvirkning af havbunden
Listen af forskellige måder at fiske med bundslæbende redskaber på er lang, og de påvirker havbunden på forskellige måder afhængigt af redskabets udformning og tyngde, hvad man fisker efter, og på hvilken havbundstype man bruger redskaberne.
\ Sådan fanger man fisk
Muslingeskraber: En jernramme med en netpose, der skraber gennem havbunden for at rive muslinger fri – blandt andet fra blåmuslingebanker.
Bundtrawl: Et 25-150 meter bredt net udspændt af mellemliner, som er liner, der forbinder trawlnettet til to jernskovle, der slæbes hen over havbunden af et trawlfartøj (et skib) for at fange bundlevende fisk og jomfruhummer på eller i havbunden. Mellemlinerne skræmmer fiskene ind i trawlet.
Bomtrawl: Et bundslæbende redskab, der er udstyret med en jernbom og 3-16 kæder eller kædemåtter og har hård bundkontakt – og som forstyrrer havbunden for at jage fiskene op.
Snurrevod: En snurrevodskutter (en mindre båd) sejler rundt i en cirkel med et langt tov, der skræmmer fiskene ind i et 10-25 meter bred net. Det er et mindre bundslæbende redskab med lav påvirkning af havbunden. Tovet vibrerer og skræmmer fiskene, som torsk og rødspætter ind i nettet.
Pelagisk trawl: Et stort net, der trækkes gennem vandet med minimal bundkontakt for at fange fisk, der lever frit i vandet.
Garnfiskeri: Et langt net sættes ned på havbunden med anker, så det danner ‘en væg’ og fanger de fisk, der kommer forbi og vikler sig fast i garnet.
Bundgarn: Stationære net, der er spændt ud mellem træpæle, der er banket ned i havbunden.
Tejne: En kasse omkranset af net, hvor torsk, jomfruhummer, sort hummer, taskekrabbe eller konksnegle lokkes med madding ind gennem en tragtformet åbning, som er svær at finde ud af igen.
Kilde: Grete Elisabeth Dinesen.
Bomtrawl er den fiskerimetode der påvirker havbunden hårdest, og muslingeskrabere og bundtrawl påvirker havbunden i moderat grad, mens snurrevod påvirker meget lidt.
Det forklarer Grete Elisabeth Dinesen, der er specialkonsulent ved DTU Aqua, og som har været med til at udarbejde rapporten ‘Miljøskånsomhed og økologisk bæredygtighed i dansk fiskeri’.
\ Forbud mod bomtrawl
I maj 2024 foreslog SVM-regeringen at forbyde bomtrawl – en anden form for bundslæbende trawl, der påvirker havmiljøet endnu mere end en bundtrawl.
Forslaget henvendte sig kun til de danske fiskere, mens udenlandske fiskere fortsat vil kunne bruge bomtrawl i danske farvande.
Formanden for Dansk Fiskeriforening kunne dengang fortælle, at der kun er ét dansk fartøj, der fisker med bomtrawl. Det skrev FødevareWatch.
Men også inden for bundtrawl-kategorien er der forskel på påvirkningen, alt efter hvad man fisker efter, og hvilken havbundstype man fisker på.
»Hvis man kun fisker efter jomfruhummere med korte mellemliner (de liner, der forbinder trawlnettet til skovlene, red.), påvirker man et mindre areal, end hvis man både fisker torsk og jomfruhummer med lange liner mellem bundtrawlet og trawlskovlene,« siger hun og tilføjer, at sand- og grusbunde er mere robuste end mudderbund og derfor bedre kan klare de lettere bundslæbende redskaber som snurrevod og mindre bundtrawl.
Når man trawler på havbunden, har man dels en fysisk påvirkning på havbundens sedimenter og levende organismer.
»Det geologiske materiale som mudder og sand bliver hvirvlet op sammen med bunddyr, og større dyr bliver fanget i trawlet,« siger Grete Elisabeth Dinesen.
»Nogle af de store bunddyr kan tåle det, som for eksempel krabber og søstjerner, mens andre ikke kan, for eksempel koraldyr, ledorme og søpindsvin,« tilføjer hun.
Og dels er der udfordringer med uønsket bifangst, når man fisker med bundtrawl. Man fanger flere arter, der ikke er ‘målarter’’ – de arter man fisker efter.
»Der er nogle ikke-kommercielle arter, som hajer og rokker, der er sårbare, fordi de har langsom vækst og en lang livscyklus, som betyder, at der kan gå lang tid, før de genetablere sig, hvis man har fjernet dem i et område,« siger Grete Elisabeth Dinesen og fortsætter:
»Man får også fat i unge individer af de arter, man fisker efter, og de kan ofte ikke tåle det, så de dør, og det påvirker fiskebestandene negativt.«
Et tredelt fiskeri
Der findes mere skånsomme alternativer til bundtrawl – liner (fiskesnøre) og tejner (et 'bur', der udlægges på havbunden for at bunddyr), men dem er der andre udfordringer med, forklarer Grete Elisabeth Dinesen.
»Man har store problemer med, at sæler går i redskaberne og ødelægger dem og spiser fangsten,« fortæller hun og tilføjer, at det for mange fiskere ikke er rentabelt at fiske på den måde i områder med mange sæler:
»Der er nogle enkelte fiskere, der kan få det til at fungere med liner og tejner, men de fleste kan ikke.«
Grete Elisabeth Dinesen mener, at erhvervet har brug for at blive udviklet. Og hun anbefaler, at man deler havet op i tre forskellige anvendelsesområder:
- Områder der er fredet, hvor man slet ikke fisker eller på anden måde påvirker havmiljøet negativt, hvor man i dag har gode iltforhold og som omfatter samtlige bundhabitattyper og den højeste biodiversitet, der kan fungere som aktive ‘donor-områder’, altså områder med stor reproduktion af bunddyr.
- Områder med ’let udnyttelse’, hvor man fisker med skånsomme redskaber og efter mindre mængder af fisk, og hvor man over tid forsøger at genetablere bedre iltforhold og biodiversitet.
- Områder hvor man dyrker fiskeri – lidt ligesom landbrug på land, hvor biodiversiteten er lav, men produktionen ofte er høj, men hvor den samlede påvirkning ikke overstiger grænserne for robuste fiskebestande og god havmiljøtilstand.
»Problemet med regeringens forslag er, at de freder et større område (Bælthavet, red.), hvor både biodiversiteten og produktionen er lav på grund af høj grad af iltsvind,« forklarer hun.
\ Bundtrawlsfiskeri i Bælthavet
Bundtrawlsfiskeri i Bælthavet omfatter fiskeri efter fladfisk (rødspætter, skrubber og ising) med en kvote på rødspætter som målart, altså som den arte man fisker efter, og med en mindre kvote på torsk som bifangst i rødspættefiskeriet.
Torsk må ikke fiskes som målart med bundslæbende redskaber.
Desuden fiskes der med skalskraber efter blåmuslinger under den særlig regulering for muslingefiskeri, der kun må foregå i udvalgte områder og efter særlige kvoteregler
Hun mener i stedet, at man skulle frede områder, hvor biodiversiteten er højest og omfatter alle naturtyper. De områder kan nemlig fungere som såkaldte ‘donor-områder’, hvor havplanter, bunddyr og fisk kan forplante sig og sprede frø og larver til andre områder med dårligere miljøstand.
»Når man beskytter et område med udbredt iltsvind, og hvor miljøstanden er dårlig, som i nogle af de områder regeringen vil frede, har man ingen garanti for, at livet vender tilbage, før iltforholdene forbedres. Og indtil da kan de ikke fungere som donor-områder,« siger Grete Elisabeth Dinesen.
Og hvad med klimaet?
Mens effekten på havmiljøet af fiskeri med bundstrawl er velbelyst, mangler der forskning, før man med sikkerhed kan sige, hvordan det bundslæbende fiskeri påvirker klimaet.
I 2021 udkom en analyse i Nature, der konkluderede, at det bundslæbende fiskeri globalt udleder mere CO2 end flyindustrien. Den analyse blev mødt af heftig kritik, fordi den bygger på en række antagelser, hvor nogle ikke er velunderbyggede, forklarer Ole Ritzau Eigaard, der er seniorforsker ved økosystembaseret marin forvaltning på DTU Aqua.
»Men bundlinjen er, at selve mekanismen (udledning af CO2 i forbindelse med bundtrawl, red.) fik opmærksomhed, og nu er vi i gang med at skaffe den nødvendige empiri, der kan give et mere retvisende estimat for, hvor meget CO2 der udledes fra havbunden på grund af forstyrrelse fra bundtrawl,« siger han.
Bundtrawl udleder CO2, fordi det kulstof, der ligger lagret i havbunden, bliver frigivet, når trawlredskaberne skraber hen over bunden. Først frigives kulstoffet fra havbunden til vandet, og herefter bliver en del af det lavet til CO2, der udledes i atmosfæren og bidrager til den globale opvarmning.
Hvor meget der falder ned på bunden igen, og hvor meget CO2 der udledes, kan man ikke sige noget præcist om endnu.
Og ligesom med påvirkningen af havmiljøet, afhænger størrelsen af CO2-udledningen af, hvilket redskab man bruger, og hvor man fisker henne, forklarer Ole Ritzau Høigaard.
Derudover bliver der udledt CO2 fra fartøjernes brug af fossile brændsler
»Mit gæt er, at den udledning er større end den, der kommer fra forstyrrelsen af havbunden, men humlen er selvfølgelig, at vi endnu ikke kan kvantificere frigivelsen fra havbunden ordentligt,« siger han.
Der er altså en del ubekendte, som Ole Ritzau Eigaard og kollegaer verden over er i fuld gang med at finde svar på.
