Det er måske ikke et lige så nyttigt råd, som hvordan du fjerner pletter fra sofaen, men det betyder ikke, at forskerne synes, det er uinteressant.
For i og med, at Triceratopsen beskyttede sit hoved med store benplader, hvordan kunne en stakkels Tyrannosaurus rex så komme ind for at æde hjernen, nakkemusklerne og de andre næringsrige dele af Triceratops-topstykket?
En præsentation under årsmødet for det amerikanske Society of Vertebrate Paleontology for nylig viser, hvordan det gik til.
Tyrannosaurus' ædegilde i fire akter
Forskerne bag præsentationen er fra Montana State University i USA og inkluderer blandt andre kendispalæontologen Jack Horner, kendt som inspirationskilden til rollefiguren Alan Grant i Jurassic Park.

Palæontologerne har fundet tæt på 100 fossile Triceratopser i Montana de sidste år. Blandt dem bærer 18 individer mærker efter angreb fra Tyrannosaurusser.
16 af de 18 fossiler har bidemærker på det helt eller delvist afrevne hoved, og ingen af de fossile ben viser tegn på at være vokset efter angrebene.
Det tyder på, at mødet med Tyrannosaurussen blev fatalt for kæmperne.
Det er ekstremt sjældent, at dinosaurer i det hele taget bliver bevaret som fossiler, og det er endnu mere sjældent at finde tydelige tegn efter rovdyrtænder på knoglerne. Og endnu mere sjældent, at bidemærkerne kan knyttes til en bestemt rovdyrart.

De 18 fossiler er derfor i en klasse for sig selv i verden, og de fortæller historien om, hvordan Tyrannosaurusserne gik frem.
Først fanger og dræber du en Triceratops. Det er åbenbart lettere sagt end gjort, men heldigvis ikke en relevant problemstilling for vores læsere i dag. Når Triceratopsen så er død, begynder det virkelige arbejde.
Studie skal fagfællevurderes og publiceres
Denver Fowler, en af Jack Horners ph.d.-studerende og hovedforfatter af resumeet, som præsenterer spiseteorien, understreger, at dette arbejde kun er vist frem på et fagligt møde.
Det har endnu ikke været igennem fagfællevurdering eller er blevet publiceret, og er derfor åbent for justeringer og rettelser.

»Vi brugte årsmødet til at få tilbagemeldinger fra andre forskere om teorierne, og det endelige studie vil være langt bedre som følge af de reaktioner, vi fik,« skriver Denver Fowler i en kommentar på sin egen hjemmeside.
»Der er selvfølgelig usikkerheder ved dette, og vi var blandt andet interesserede i at få tilbagemeldinger om mulige alternative forklaringer på bidemærkerne.«
Adfærd der gentages
For eksempel undersøgte forskerne muligheden for, at bidemærkerne på benpladerne stammer fra selve ædegildet, og at Tyrannosaurussen arbejdede sig gennem pladerne for at komme ind til nakken.
Men Triceratops-hovedpryden bestod stort set kun af brusk og ben og havde kun lidt spiseligt kød.

Sammen med skaderne på kranierne og benpladerne, tyder dette på, at Tyrannosaurussen foretog en primitiv form for halshugning af Triceratopsen.
Forskerne fandt blandt andet bidemærker på kugleleddet, som forbinder hovedet med nakken. De kan ikke være opstået, hvis Triceratopsen fortsat havde hovedet, der hvor det hørte hjemme.
Efter mødet tror Denver Fowler og kolleger fortsat, at deres tolkning holder vand.
»Vores studie viser samme type mærker på de samme dele af kraniet på flere forskellige individer; den samme adfærd observeres altså igen og igen. Det antyder en type fortæring af dyrekroppe, som kan have været typisk for Tyrannosaurussens fodringsstrategi,« skriver han.
© forskning.no Oversættelse: Julie M. Ingemansson






























