En rustand på Samsø har foranlediget en snak om, hvorvidt det var en trækfugl på afveje, eller en and der var undsluppet fangenskab.
Nogle gange er svaret indlysende, for de tamme rustænder optræder på unaturlige steder som gadekær og byparker, men andre gange ses de i deres naturlige omgivelser og opfører sig vildt – ligesom fuglen på Samsø i august.
Rustænder kan tilbagelægge kæmpe distancer
Arten har et par småbestande i Afrika, men er især knyttet til steppe og halvørken i et bælte fra Sydøsteuropa over Centralasien til Sydøstasien. Når rustænder især ses i juli og august i vores hjørne af Europa, hænger det sammen med, at deres få naturlige vådområder kan tørre ud sidst på sommeren – og så må de af sted på langfart!
Trækgæsterne kan komme helt ovre fra det centrale Asien, hvilket forklarer de mange fund i Finland og det nordlige Sverige i år. At rustænderne kan klare distancen, understøttes af fundet af en ringmærket fugl i Polen. Den stammede fra Kirgisistan – og havde dermed tilbagelagt 4.000 kilometer!






























