Om vinteren vandrer mange fisk fra søer ud i de tilstødende vandløb. Her venter de, til vejret bliver bedre, før de igen svømmer tilbage i søen.
Hidtil har forskere kun haft teorier til at forklare denne adfærd.
Nu viser et nyt dansk studie, at fisk, der vandrer ud i vandløbene, har mindre risiko for at blive spist, end fisk der opholder sig søen. Det peger på, at vintervandringen er en tilpasning mod at blive spist.
Denne adfærd gælder ikke kun fisk, men kan meget vel være universel blandt dyr.
»Skaller og andre karpefisk migrerer ud i søers tilstødende vandløb om vinteren. Her står de i en enorm tæthed. Dette studie viser i kombination med tidligere studier, at skaller, der vandrer ud i vandløbene, undgår at blive spist af skarver. Denne overlevelsesmekanisme – at migrere sig for at undgå rovdyr – kan meget vel forklare, hvorfor mange dyr fra små plankton til store pattedyr migrerer,« fortæller studiets hovedforfatter, ph.d. og seniorforsker ved DTU Aqua, Christian Skov.
Studiet, der netop er offentliggjort i det videnskabelige tidsskrift Biology Letters, er resultatet af et dansk-svensk samarbejde.
Flere tusind fisk med ’brobizz’
I sit studie har Christian Skov indsat små ’brobizzer’, kaldet PIT-mærker, i bughulen på tusindvis af skaller, fanget og genudsat i to søer nær Viborg.
Ved at opstille registreringsapparater ved de vandløb, der løber til og fra søerne, kunne Christian Skov hele tiden holde øje med, hvor mange af de mærkede fisk der befandt sig i søen, og hvor mange der vandrede ud i vandløbene.
»Med PIT-mærkerne kunne vi lave en historik over hver enkelt fisk. Vi kunne se, om den var i søen eller i vandløbet, og hvor lang tid den brugte hvert sted. På nogle tidspunkter hen over vinteren var 60 procent af alle fiskene i vandløbene, mens der andre gange var 70 procent,« siger Christian Skov.
Skarver ’hapsede’ studiets fisk
Det var dog ikke alle fiskene, der overlevede hele forskningsforløbet.
En del af skallerne blev spist af skarver fra en nærliggende skarvkoloni.
Når en PIT-mærket skalle var blevet spis af en skarv, kom PIT-mærket på et tidspunkt ud igen enten som gylp eller afføring. Ved hjælp af en speciel scanner, der var udformet som en minesøger, kunne forskerne genfinde mærkerne i de områder, hvor skarverne typisk holdt til eksempelvis ynglekolonierne.
»Det var faktisk et rent tilfælde, at nogle af mine kolleger scannede efter vores PIT-mærker oppe ved en skarvkoloni. Her fandt vi en hel del af vores PIT-mærker. Efterfølgende satte vi os for at undersøge, om der var en sammenhæng mellem, hvilke fisk der var blevet spist, og hvor lang tid de havde opholdt sig i vandløbene,« fortæller Christian Skov.
Vandløb giver bedre mulighed for overlevelse
Undersøgelsen viste, at skarverne overvejende havde spist fisk, der ikke trak ud i vandløbene.
Det forøgede altså helt klart fiskenes overlevelsesmuligheder, hvis de stak af fra søerne og ud i vandløbene om vinteren.
»Vores analyse af de spiste fisks individuelle historik viste, at jo kortere tid de tilbragte i søerne, des mindre var deres risiko for at blive spist. Dette passer med, at skarverne udelukkende fanger fisk i søen og ikke i de tilstødende vandløb, som i disse vandsystemer formentlig er for små, til at skarver kan jage effektivt,« siger Christian Skov.
Derfor flygter alle fiskene ikke
Det virker måske underligt, at ikke alle fisk svømmer ud i vandløbene om vinteren. Nogle fisk bliver tilbage i søerne, selvom risikoen for at blive spist er større der.
Dette hænger ifølge Christian Skov sammen med omkostningen ved at være i vandløbene.
Om sommeren, når vandet er varmt, vokser fiskene og skal bruge en masse føde. Denne føde findes kun i søerne.
Om vinteren, når vandet er koldt, vokser fiskene ikke nær så meget, og deres fødebehov er mindre. Derfor kan de vandre ud i vandløbene – men her er føden knap.
»Skallerne kan overleve vinteren i vandløbene ved at tære på fedtdepoter, de har akkumuleret om sommeren. På den måde undgår de at blive spist i vintermånederne ved at holde sig væk fra søerne. Men ikke alle fisk er blevet fede nok til at overleve en hel vinter uden mad. Derfor bliver disse fisk nødt til at bevæge sig ud i søen i jagten på føde. Her er der risiko for, at de bliver spist. Men de er formodentlig nød til det,« fortæller Christian Skov og fortsætter:
»Vores forsøg er det første af sin slags, der direkte viser en gevinst ved at vandre og derved sandsynliggør en sammenhæng mellem migration og truslen fra rovdyr. Der findes mange teorier, der peger i den retning, men de er ikke blevet bevist i ’felten’ endnu. Her kan vi for første gang se i naturen, at der er en gevinst i forhold til at undgå rovdyr ved at vandre,« siger Christian Skov.
\ Brasen vokser sig større end geddens mund
Ud over skarven er gedder og aborrer typiske fjender for søens fisk.
I et tidligere studie har Christian Skov vist, at også truslen fra gedder får fisk til at migrere ud af søerne.
Brasen er en anden velkendt fisk, der også udvandrer om vinteren.
Men i modsætning til skallen kan brasen vokse sig så stor, at hverken skarver eller gedder kan få gabet over den.
»Hvis vores teori om migration for at undgå rovdyr skal holde stik, burde brasen også stoppe med at vandre ud i vandløbene, når den bliver så stor, at den ikke længere er truet af rovdyr. Dette tidligere studie viste, at der er en rigtig god sammenhæng mellem størrelsen på brasen, og hvornår den holder op med at vandre ud i vandløbene,« siger Christian Skov.
I studiet af brasen undersøgte Christian Skov mundstørrelsen på gedder som et estimat over, hvor store braserne skulle være, før de ikke længere var truet af gedden.
Her viste det sig, at brasen i stor udstrækning stoppede med at vandre ud i vandløbene, når den nåede en størrelse, hvor gedden ikke længere kunne gabe over den.
