Rotter har en temmelig uheldig tendens til at trives godt, hvor mennesker også trives.
Sådan lød det, da en biolog forklarede lidt om de altædende gnaverne i et nyhedsindslag på tv om rotter, der bed igennem elkablerne i parkerede biler i den sydsvenske by Malmø.
Den brune rotte (Rattus norvegicus), som er én af de arter, der er bedst tilpasset det moderne samfund, har fulgt mennesket rundtom i verden og er i dag ét af de mest talrige pattedyr.
Rotterne, som har bredt sig fra det nordlige Kina og Mongoliet, nåede Europa i 1500-tallet, muligvis endda tidligere. Sorte rotter ankom til Europa allerede i det 1. århundrede efter vores tidsregning.
»Spiser ved samme bord«
I dag er næsten alle vilde brune rotter synantropiske, hvilket betyder, at de lever i tæt tilknytning til mennesker, spiser vores rester og bruger menneskelige strukturer til husly.
Forholdet mellem rotten og mennesket er kommensalt. Et ord, der stammer fra det latinske udtryk 'commensal', der betyder 'spiser ved samme bord'.
I mange århundrederne er rotter blevet tildelt rollen som menneskehedens mørke skygge.
Rotterne har spillet en enorm rolle i den menneskelige civilisation, ikke mindst gennem spredningen af sygdomme.
De har længe været associeret med snavs, død og ødelæggelse.
Afspejler menneskets evolutionære succes
I middelalderens Europa afskyede folk rotter, som de så som snyltende, ækle og med en tilsyneladende grænseløs seksuel appetit og evne til at formere sig.
Men rotternes enorme antal og tilpasningsevne afspejler også menneskets evolutionære succes.
De har spredt sig med krige og europæisk imperialisme til koloniserede områder i Amerika samt Afrika og Australien. Rotterne trives selv i dag i de igangværende kriges skyttegrave.
Et socialt og empatisk dyr
Men i virkeligheden er rotterne langtfra de foragtelige skabninger, de ofte bliver fremstillet som. Flere studier viser, at rotter har stor empati.
Rotter kan dele andre dyrs følelsesmæssige tilstand, hvilket i psykologien kaldes følelsesmæssig smitte.
Forskning har vist, at når en rotte ser en anden rotte i nød, minder de neurale strukturer, der aktiveres i rottens hjerne, meget om dem, der aktiveres i menneskets hjerner, når vi føler empati for andres smerte.
Et forsøg viste, at en rotte vil hjælpe en artsfælle med at bryde fri fra et bur, selvom den ikke selv bliver belønnet for det.
Og hvis de efterfølgende får chokoladegodbidder, gemmer den frie rotte normalt mindst én godbid til den tidligere tilfangetagne rotte.
Lever socialt komplekse liv i familiegrupper med flere generationer
Denne uselviske adfærd kommer fra rotters socialt komplekse liv i familiegrupper med flere generationer.
De danner livslange bånd med andre rotter og deler socialt lærte færdigheder, som fourageringsteknikker, på tværs af generationer. Det vil sige, at rotter har en form for kultur.
Et studie fra 2023 viser endda, at rotter kan forestille sig steder og ting, der ikke er lige foran dem.
Eksperimenter viser rotter, der i tankerne navigerer i et rum, som de tidligere har udforsket.
Ligesom i empati-studierne demonstrerede forskere det ved at sammenligne de områder i rottens hjerner, der blev aktiveret, med områderne, der bliver aktiveret, når mennesker i tankerne navigerer steder, de tidligere har besøgt.
Denne forestillingsevne indikerer også, at rotter har en fornemmelse af fortid og fremtid.
Lever og dør med rotter
Med alt dette for øje forekommer vores måde at håndtere rotterne på grusom.
Den mest almindelige kemiske metode at kontrollere bestanden af rotter er antikoagulantia, der forårsager dødelige indre blødninger en til to uger efter, at rotten spiser giften.
Da rotter både er socialt intelligente og forsigtige, foretrækker de at prøve ukendt mad og derefter vente med at se, om det gør dem selv (eller andre rotter) syge.
Det kaldes giftskyhed. Men med antikoagulanter er tidsrummet mellem indtag af giften og rottens død så lang, at rotterne normalt ikke forbinder det med deres spisevaner.
Global urbanisering vil bringe os i tættere kontakt
Menneskets motivation for at lære om rotter har ofte været ønsket om at dræbe dem.
De førende eksperter på de vilde rotters adfærd er skadedyrsbekæmperne, men alligevel er de nuværende metoder til kontrol af vilde rottepopulationer ikke videre effektive.
En del rotter har udviklet resistens mod giftstofferne, så de er i stand til at overleve, selv efter at de har spist giften. Det er notorisk svært at fange rotter, og de koloniserer ofte det territorium, hvorfra de lige er blevet fjernet.
Global urbanisering vil sandsynligvis bringe mennesket i endnu tættere kontakt med rotter, og det er uetisk at dræbe rotter, som det gøres i dag.
Håb om en fremtid med et mindre drabeligt forhold
I stedet bør vi overveje andre strategier, som forskerne eksempelvis studerer ved Urban Rat-projektet ved Universitetet i Helsinki.
Her forsøger forskere fra forskellige fagområder at få en dybere forståelse af konflikter mellem rotter og mennesker.
De studerer arter og deres interaktioner i håb om en fremtid med et mindre drabeligt forhold mellem mennesker og rotter.
\ Læs også
Som led i projektet observerede man, at steder, hvor mennesker fodrede fugle i byområder, også har en tendens til at tiltrække rotter. Som man derefter forsøger at udrydde ved hjælp af gift eller fælder.
Forskning indikerer også, at personer med større viden om rotter og deres adfærd har en tendens til at udvikle en mere positiv holdning til dem.
Mennesker er nødt til at styre deres egen adfærd
Så der er behov for mere viden om vilde rotters sociale adfærd, og mennesker er nødt til at styre deres egen adfærd for at undgå konflikt med rotter.
Mindre madspild og tilgængelige madrester er et godt sted at begynde. For eksempel vil færre rotter omkring menneskelige fødevarekilder og større viden om rotternes adfærd mindske risikoen for sygdomme, der spreder sig fra rotter til mennesker såvel som fra mennesker til rotter.
Menneskehedens fremtid er sammen med rotten, et socialt og empatisk dyr. Det er på høje tid, at vi lærer at forstå vores skygge.
Denne artikel er oprindeligt publiceret hos The Conversation og er oversat af Stephanie Lammers-Clark.
