Pygmalion – kvindefiguren der blev levende
I den græske mytologi er Pygmalion fortællingen om kongen af Cypern, der lod forme en idealkvind i elfenben, da han var træt af almindelige kødelige kvinders mange laster. Imidlertid forelskede kunstneren sig i statuen, som han tilmed begyndte at behandle som en rigtig, levende kvinde. Ved en Afroditefest fik han med gudindens mellemkomst gjort statuen levende, og ni måneder senere blev de forældre til en datter. Kunstnerens syn på statuen som en levende kvinde, gjorde at den til sidst blev forvandlet hertil.
Pygmalion-effekten i klasseværelset
Indenfor psykologien har Pygmalion-fortællingen lagt navn til et klassisk eksperiment, som psykologen Robert Rosenthal og læreren Lenore Jacobson udførte i 1965. De intelligens-testede eleverne på en skole, og gav lærerne indblik i elevernes resultater. Lærerne fik således at vide, at nogle navngivne elever ville bliver ”growth spurters”, altså elever, der kunne lære meget hurtigere end alle de andre.
Da forskerne et års tid senere vendte tilbage for at teste elevernes præstationer, kunne de konstatere, at ”growth spurters” faktisk klarede sig betydeligt bedre end de øvrige elever – særlig stor var forskellen blandt de yngste elever. Umiddelbart bekræftede resultaterne blot, at Robert Rosenthal og Lenore Jacobson året forinden kunne identificere de dygtigste elever.
Men i virkeligheden havde de snydt lærerne ved at kalde helt tilfældigt udvalgte elever for ”growth spurters”. Lærernes forventningen om, at nogle elever ville klare sig særligt godt blev derfor en selvopfyldende profeti.
Pygmalion-effekten i dyrestalden
Måske er det ikke så underligt, at lærernes tro på nogle elevers præstationer har betydning for deres indlæring. Men er det samme også gældende for oplæring af forsøgsdyr til adfærdsstudier? Faktisk byggede Robert Rosenthal og Lenore Jacobson videre på et lignende rottestudium, som Robert Rosenthal og Kermet Fode havde udført to år forud.
De to forskere havde nemlig undersøgt, hvordan det påvirkede rotter, hvis forskerne havde en forudindtaget mening om dyrenes intelligens. Konkret udførtes forsøget på en række universitetsstuderende, der var trænet i eksperimentelt arbejde, men som for første gang skulle håndtere rotter.
Forud for håndteringen af dyrene bildte forskerne de studerende ind, at rotterne tilhørte to forskellige stammer – en der var selekteret for langsom indlæring og en der var selekteret for hurtig indlæring. De studerende blev fordelt i grupper, som fik at vide, om deres rotter tilhørte den langsomt-lærerende eller den hurtigst-lærerende stamme.
I virkeligheden fandtes sådanne stammer ikke, og rotterne tilhørte alle den samme stamme. De var helt tilfældigt fordelt mellem grupperne. Efter at have trænet rotterne i fem dage fandt forskerne frem til, at de hurtigt-lærerende rotter klarede adfærdstesten betydeligt bedre end de langsomt-lærerende rotter. Det havde altså stor betydning for rotternes indlæring, hvordan de studerende så på dem.
Blindede studier
Rotte-studiet er et godt eksempel på, at man naturligvis altid bør blinde sine studier – altså ikke informere forsøgsudøverne forud, men først til sidst afsløre, hvilke dyr, der er i den ene, og hvilke i den anden gruppe. I medicinske studier på mennesker taler man om dobbeltblindede forsøg, når hverken forsøgspersonen eller forskeren ved, hvem der har fået hvilken type test-medicin.
Forsøgsdyrene gør sig næppe forestillinger om, hvilken behandlingsgruppe, som de er havnet i, men Robert Rosenthals og Kermet Fodes forsøg viser, hvor vigtigt det er, at forskerne heller ikke har kendskab hertil. I hvert fald i så subjektive studier, som adfærdsstudier.
Denne artikel er oprindeligt publiceret som et blogindlæg.
