464 milliarder gode danske kroner eller sådan cirka 15 øresundsbroer - så meget koster det om året at redde verdens truede dyrearter og beskytte en god del af verdens naturområder.
Fordelt på hele verdens befolkning svarer det til, at vi hver især må til lommen og komme op med 65 kroner årligt, som skal afleveres ved naturens kasse A.
Det er konklusionen i en ny rapport, som en international forskergruppe med dansk deltagelse netop har offentliggjort i det velansete videnskabelige tidsskrift Science.
Det beregnede beløb er, hvad verden må forvente at bruge på naturbevarelse, hvis 2020-målsætningerne for miljøet skal efterleves, fortæller studiets danske islæt.
»Vi har beregnet, hvad det kommer til at koste verdenssamfundet at nå 2020-målene for miljøet. Vores regnestykke viser 80 milliarder amerikanske dollar, hvilket modsvarer godt 464 milliarder danske kroner om året,« fortæller professor Neil David Burgess fra Københavns Universitets Center for Makroøkologi, Evolution og Klima.
Naturreservater koster mere end truede dyrearter
Individuelle beregninger for de to såkaldte Aichi-målsætninger (se faktaboks) viser, at størstedelen af de 464 milliarder kroner skal bruges på at opkøbe og forvalte beskyttede naturreservater.
I dag er 12 procent af Jordens landareal henlagt til beskyttede naturområder, men målsætningen er, at hele 17 procent skal være beskyttet.
\ Fakta
Verdens ledere har skrevet under på de såkaldte Aichi-målsætninger, som skal opfyldes inden 2020. De to Aichi-målsætninger, som samlet kommer til at koste 464 milliarder kroner om året, er: 1: Målsætning 11: Inden 2020 skal mindst 17 procent af jordens landareal og 10 procent af jordens vandareal beskyttes med dertilhørende forvaltning. Områderne skal være vigtige og repræsentative for biodiversitet og økosystemer. 2: Målsætning 12: Inden 2020 skal udryddelsen af alle truede arter være stoppet, og deres status som truede arter skal være forbedret.
Prisen for opkøb og forvaltning af naturområder: 441 milliarder kroner om året.
»I forhold til prisen for at redde truede arter, så er prisen for at sikre dem et levested mange gange dyrere. Men man skal huske på, at Jorden kun har 25 procent af sin oprindelige natur tilbage. Vi skal bruge 17 procent af den, så vi kan ikke vælge imellem særligt mange områder. Desuden er det helt store spørgsmål jo: er 17 procent overhovedet nok?« siger Neil David Burgess.
’Kun’ 23 milliarder for at redde alle truede arter
Til gengæld er prisen for at redde de truede arter fra udryddelsens afgrund ikke så høj, som man kunne frygte.
Dette Aichi-mål koster ’kun’ i omegnen af 23 milliarder kroner årligt - eller lidt under prisen for en enkelt øresundsbro.
»Vi har beregnet, hvor meget det vil koste at trække alle truede arter én kategori ned af ’trusselskalaen’ i forhold til i dag. Det skal forstås på den måde, at en art går én rødlistekategori længere væk fra udryddelse - altså fra at være kritisk truet til truet, truet til sårbar eller fra sårbar til ikke-truet. Den regning lyder på omkring 23 milliarder kroner årligt,« siger Neil David Burgess.
Fugle dannede grundlag for beregninger
I deres beregninger har forskerne, der også inkluderer miljøøkonomer fra Birdlife International, brugt fugle som omkostningsreference.
Fugle er Jordens bedst beskrevne dyregruppe, og her har forskere solide data omkring levesteder, udbredelse, antal mm.
\ Fakta
Ud af de cirka 50.000 arter, der er undersøgt, er cirka 10.000 arter truet. Prisen for at redde dem er 23 milliarder kroner om året. Jorden totale landareal er på 150.000.000 kvadratkilometer. Heraf skal 25.500.000 kvadratkilometer henlægges til beskyttede naturområder. Til sammenligning er Danmarks areal på 43.000 kvadratkilometer.
I deres studie brugte forskerne fagekspertise fra en lang række ornitologer til at lave estimater over redningsomkostningerne for 211 truede fuglearter.
Den gennemsnitlige pris kunne forskerne efterfølgende overføre til andre dyregrupper og dermed få den samlede pris for at redde alle truede arter.
Fugle dannede også grundlaget ved udregning af prisen for at opkøbe og forvalte beskyttede naturområder.
Her kiggede forskerne på områder med stor betydning for fuglelivet.
»Områder, der har stor betydning for fugleliv, er også generelt betydningsfulde for andre arter. Derfor lavede vi primært vores udregninger på baggrund af omkostningen ved at forvalte de 11.000 områder, der er udpeget til at have særlig høj værdi for fugle - de såkaldte Important Bird Areas. Mange af dem er ikke beskyttet i dag, men hvis de var, ville man øge Jordens samlede beskyttede landareal fra de nuværende 12 procent til 17 procent, som er det mål, verdens lande har forpligtet sig til,« forklarer Neil David Burgess.






























