Vil du imponere din geografilærer, kan det være en god idé at tilbringe lidt tid på websitet ’Earth Exploration Toolbook’.
Det har netop vundet den prestigefyldte SPORE-pris fra det kendte tidsskrift Science. Sitet har modtaget prisen, fordi det 'giver mulighed for at udforske Jordens geologi og klimaforandringerne'.
På ’Earth Exploration Toolbook’ kan du indtaste data om forandringer på Jorden og få dem lavet om til grafikker. For eksempel grafikker over hvordan isen på Nordpolen smelter, eller hvordan ozonhullet over Sydpolen udvikler sig.
»Brug af virkelige data giver eleverne mulighed for at se forbindelsen mellem videnskab og verden. Alt for tit er det kun forskere, der kan forstå et datasæt. Dér kommer 'Earth Exploration ToolBook’ ind på scenen,« siger Tamara Shapiro Ledley, som er seniorforsker ved TERC, Cambridge, Massachusetts, og som står bag sitet.
Nemt at lave grafikker
På 'Earth Exploration ToolBook’ (EET) er der samlet links til en lang række grafikværktøjer og videnskabelige datatal.
Det specielle ved EET er, at sitet guider dig, så det bliver nemt at bruge de forskellige programmer, data og sites til at lave grafikker. Grafikker, der forklarer, hvordan Jorden har udviklet sig.
»Det skaber en historie, der gør dataet interessant og besvarer spørgsmålet: Hvorfor skal jeg bruge tid på det her?« siger Tamara Shapiro Ledley.
EET gør tørre tal spændende

Ledley fik ideen til EET, fordi det gik op for hende, at videnskabelige data ikke bliver brugt i undervisning. Simpelthen fordi det er svært for ikke-forskere at forholde sig til en lang liste med tal.
Hun besluttede sig for, at hun ville gøre noget ved den store kløft mellem videnskaben og uddannelserne. Derfor har Tamara Shapiro Ledley nu sørget for, at man via EET-sitet blandt andet kan:
-
Lære at bruge software til at udforske og fortolke data. På den måde kan du forstå forandringerne på vores planet.
-
Lære teknikker til at analysere satellitdata og skabe grafikker til opgaver.
-
Undersøge hvordan mennesker har forandret Jordens overflade.
- Undersøge videnskabelige data for tegn på globale klimaændringer.
Fra iskerneboringer til pladetektonik
Du lærer at bruge EETs redskaber ved at følge en af de mange guider – som på sitet bliver kaldt ’kapitler’ (chapters).
Blandt kapitlerne er:
-
Bevis for at der findes pladetektonik
-
Svar på om vores byer opvarmer kloden
-
Svar på hvad iskerneboringer fortæller os om klimaforandringerne
- Undersøgelser af havbundens landskaber
Ved at følge sådan en guide får du at vide, hvordan du kan få tørre tal forvandlet til grafikker, der forklarer forandringerne på Jorden – og imponerer enhver geografilærer.
Tidsskriftet Science har udviklet Science-prisen for Online Resources in Education (SPORE), fordi de vil fremme de bedste online-materialer til naturvidenskabelige uddannelser.






























