Kort nyt

Kort nyt

Med 'Kort nyt' får du overblik over nyheder fra forskningens verden. De mest interessante begivenheder og fund - kort fortalt.

Videnskab.dk's redaktion udvælger og resumerer det mest spændende, andre troværdige medier og forskningsinstitutioner har bragt.

Husk dog vores guide til kritisk læsning af nyheder om forskning og især rådet om, at et enkelt, nyt forskningsresultat aldrig kan rumme den endegyldige sandhed.

Det er derfor en god idé at holde sig for øje, hvad anden forskning på området viser, og vi henviser altid til den oprindelige kilde, så du kan dykke yderligere ned i detaljer og forbehold.

Peter Birch Sørensen stopper som formand for Klimarådet

Annonce:

Peter Birch Sørensen, professor i økonomi, har været formand for Klimarådet, siden det blev oprettet 1. december 2014.

Klimarådets formand udpeges for en fireårig periode, og regeringen har, ved den nuværende periodes udløb, valgt at udpege en ny formand, nemlig professor og dekan ved Maastricht University School of Business and Economics, Peter Møllgaard, skriver Energi-, Forsynings- og Klimaministeriet i en pressemeddelelse.

Udskiftningen på formandsposten kommer, kort efter Klimarådet har udsendt en kritisk rapport, der i en analyse kalder regeringens klimapolitik 'urealitisk' og 'uambitiøs', skriver DR.

»Man kan jo gætte på, at det er fordi, ministeren ikke kan lide kritikken, at han ikke genansætter ham. Det er en alvorlig sag, for det gør det jo svært at have uafhængige råd,« siger klimaordfører for Det Radikale Venstre Ida Auken til DR.

Klimaminister Lars Christian Lilleholt afviser dette som spekulationer over for DR.

Peter Birch Sørensen har til Børsen fortalt, at han gerne ville fortsætte som formand, men at »ministeren valgte at udpege en ny formand, hvad han naturligvis er i sin gode ret til.«