Hvis du har hørt om fænomenet, opdagede du det måske for første gang, da du var 14 år og surfede på nettet, eller du læste det obskure blad ’En skør skør verden’ i lighed med forfatteren af denne artikel.
En af de cirka 120 historier, som findes om disse groteske dødsfald går som følger:
’1. juli 1951 havde Mary Reeser haft besøg af sønnen i sit hjem i Florida, men da et telegrambud kom til døren næste dag, var dørhåndtaget varmt, og der kom ingen reaktion inde fra hendes hus. Da politiet brød ind, fandt de en bunke rygende aske. Op fra bunken stak en fod med noget af læggen på, og resterne af det, der antoges at være Mary Reesers brændte lever.’
Helt siden de tidligste historier om spontan selvantændelse hos mennesker, har læger og forskere prøvet at finde ud af, om de virkelig kan være sande – og hvordan.
I magasinet New Scientist skriver biolog og forfatter Brian J. Ford om en ny artikel, han har skrevet i tidskriftet The Microscope. Her mener han at kunne bevise, at det brændbare fænomen er reelt, og hvorfor det kan ske for en særdeles uheldig sjæl.
Selvantændelse: Gammelt medicinsk mysterium
Det var den danske læge og matematiker Thomas Bartholin, som i 1641 nedskrev det første, kendte tilfælde i historien: Den vindrikkende Polonus Vorstius.
Et århundrede senere, i 1745, i tidsskriftet Philosophical Transactions skrev Paul Rolli om den samme varme skæbne, som mødte den 62-årige gamle italienske grevinde Cornelia Bandi af Ceséna. Hun skal have følt sig utilpas efter en middag og gik ind for at lægge sig.
Beskrivelsen af, hvad der mødte grevindens stuepige næste morgen, er næsten identisk med den flere hundrede år nyere historie om Mary Reeser: Hun så ud til at være brændt op. I hendes seng lå en bunke aske, med fødder og lægge i.
Det nyeste dødsfald, der fik mærkaten 'Spontan menneskelig selvantændelse', var den 76 år gamle Michael Flahety. Han døde 22. december 2010, og det var retsmediciner Claran McLoughlin, som fastslog dødsårsagen, skriver Brian J. Ford i New Scientist.
I hans nye artikel i The Microscope findes også en del af det, som skal være billeder fra åstedet, som man kan finde på nettet ved en simpel søgning.
Et mærkeligt fællestræk ved historierne er, at disse flammende dødsfald ikke har skabt nævneværdige brandskader på omgivelserne, som for eksempel at sætte ild på offerets bolig.
Bare brandbare vandrehistorier?
Du er sikkert skeptisk nu. Historierne kan jo være opdigtede, siger du måske – tænk på, hvor meget mærkeligt man hører, og ikke mindst – tænk på eventyret om fjeren, der blev til fem høns.
Desuden – en så tilpas vanvittig dødsårsag, som spontan selvantændelse, som den Claran McLoughlin slog fast for Michael Flahety, bør muligvis mødes med en vis skepsis og ikke automatisk tages for at være sandheden.
Så hvordan kommer vi til bunds i mysteriet? Det er ikke så let at finde frem til sandt og falsk i 120 dødsfortællinger spredt ud over de sidste 500 år.
Hvad man kan gøre derimod er at finde ud af, om det er fysisk muligt for et menneske at selvantænde, tilsyneladende uden ydre påvirkninger, og at brænde op i løbet af kort tid.
Et åbenbart spørgsmål er naturligvis også: Hvis det er muligt, hvorfor sker det så kun for nogen? Mange har forsøgt at forstå, og Brian J. Ford nævner eksempler i flæng.
Teori: Mennesker kan brænde som stearinlys
I 1880 skrev den franske forfatter Pierre Aimé Lair ’Essai sur les Combustions Humaines, produit par un long abus des liquers spiritueuses’, hvor han slog tonen an for det, som blev den gennemgående opfattelse – at selvantændelsen var forårsaget af at have drukket for meget alkohol, for længe.
I 1961 lancerede retsmedicineren Gavin Thurson teorien om den såkaldte Wick-effekt, i artiklen ’Preternatural combustability of the human body’, i tidsskriftet Medico-Legal Journal.
Teorien går ud på, at mennesker kan brænde op som stearinlys. Gavin Thurston mente, at kropsfedtet svarer til stearin, og tøjet svarer til lysets væge. Kropsfedt brænder ved 250 grader, men hvis det smelter, brænder det som en væge i værelsestemperatur, viste Gavin Thurston.
Han svøbte fedt om en rulle med gazebind og viste, at varmen fra flammen kunne smelte kropsfedtet og antænde det som et lys.
Så er dette ikke en god nok forklaring? Nej, mener biologiforsker Brian J. Ford. Nu har han arbejdet sig frem til sin egen teori. Denne løser, ifølge ham selv, enkelte problemer med Gavin Thurstons væge-teori.
Griseben brænder ikke
Spontan antændelse af et menneske skyldes ikke Wick-effekten, mener Brian J. Ford, og hans ræsonnement går som følger:
Vægen, altså tøjet, brænder hurtigt op, mens en sådan forbrænding, som sker i spontan menneskelig selvantændelse, kan vare så længe som 12 timer eller mere. Hvordan skal fedtet så forsætte med at brænde uden en væge?
Desuden – der skal en del til, før en menneskekrop brænder helt op med hud, hår, skind og ben og det hele, til der nærmest kun er aske tilbage.
I et forsøg, som blev foretaget i BBC-programmet The Burning Question i 1998, som Brian J. Ford refererer til, blev griseben forsøgt brændt i en ovn på 500 grader. Efter otte timer var benene stadig intakte.
Fordi han så stærkt betvivlede de tidligere teorier, bestemte Brian J. Ford sig for at lede efter en bedre løsning selv. Han foretog et hop tilbage til alkoholteorien, der blev fremsat i år 1800.
Ny teori: alkohol og for meget fedt står bag
Var det virkelig sådan, at en krop med et højt alkoholindhold kunne have en større risiko for at gå op i røg på en eller anden måde? Ikke uden videre, hvis vi skal tro Brian J. Fords eksperiment.
»Vi marinerede væv fra en svinemave i ethanol i en uge. Selv når vi svøbte det i gazebind, som også var dyppet i alkohol, ville det ikke brænde,« skriver han.
Derfor stillede han sig selv spørgsmålet: Hvilket stof kan vi finde i kroppen, som er letantændeligt? Svaret, han kom frem til, er acetone. Det er et stof, som lugter slemt, og kunstigt fremstillet er det et almindeligt opløsningsmiddel, for eksempel til brug i neglelakfjerner.
Brian J. Ford argumenterer og forklarer videre:
Hvis cellerne bliver sultet, noget som blandt andet kan ske ved kroniske sygdomme og til og med under træning, kan acetylcoA i leveren omdannes til ecatoacetat, som igen kan nedbrydes til acetone.
Mange tilstande kan give tilstanden ketose, hvor acetone dannes. Dette inkluderer alkoholisme, lav kulhydrat/meget fedt-diæt, diabetes - og til og med når man får tænder, skriver han i New Scientist.
Fede alkoholikere brændt som svin
Så derefter: Brian J. Ford og hans kolleger byttede ethanol ud med acetone, marinerede grisekødet med dette og formede menneskelignende modeller af det, som de iklædte mennesketøj. Så tændte de det.
Det hele brændte til aske på en halv time.
»Resterne - en bunke af aske og kul med lemmer, der stak op – var akkurat sådan, som vi har set det på billeder af mennesker,« skriver Brian J. Ford.
Grunden til, at fødder og lægge eftersigende har været fundet igen på åstederne efter sådanne antagede selvantændelser, kan være, at der i disse kropsdele er for lidt fedt tilbage til, at nok acetone kan samle sig og være benzin, tror han.
Farlig ketose?
Mindst ét spørgsmål melder sig: Er personer med ketose i farezonen for at møde døden på denne måde?
Sandsynligvis ikke, når vi tænker på, hvor få tilfælde verden har set, mener biologen.
Nu står det tilbage at se, om flere eksperimenter kan underbygge Brian J. fords fund, eller om hans konklusioner viser sig ikke at holde vand, men i stedet slukkes af nye bevisers flamme…
© forskning.no Oversættelse: Julie M. Ingemansson
