Hvis landmænd giver deres pattegrise osteaffald tilsat særlige sundhedsfremmende bakterier, kan de skære en hel del ned på deres forbrug af antibiotika, viser ny dansk forskning.
»Syrnet valle-permeat (et restprodukt af ostevalle, red.) kan hjælpe med at kurere pattegrise for diarré forårsaget af E.coli infektioner, viser mine forsøg.«
»Vallen kan muligvis også forebygge, at husdyr får andre sygdomme som brystinfektioner og vejrtrækningsproblemer, viser forsøg, som vi dog endnu mangler at efterprøve på levende dyr,« siger Sarmauli Manurung fra DTU Veterinærinstituttet.
Sarmauli Manurung har netop forsvaret sin ph.d. afhandling, som viser, at syrnet valle tilsat såkaldte probiotiske bakterier kan forhindre, at smågrise bliver alvorligt syge med diarre forårsaget af E. coli infektioner.
Bakterier mod infektioner
Valle-permeat, som er et restprodukt, der udskilles, når man laver ost, bliver allerede nu brugt i dyrefoder, men danske osteproducenter laver flere millioner liter om året, og meget af det bliver bare kørt på forbrændingsanstalten.
Sarmauli Manurung ville oprindeligt finde ud af, om vallen kunne bruges mere nyttigt.
Derfor prøvede hun at putte forskellige typer sundhedsfremmende bakterier – såkaldte probiotiske bakterier – i vallen, for at se, om bakterierne overhovedet kunne gro i den syrnede osteaffaldsmasse kaldet vallepermeat.
»Man bruger allerede mælkesyrebakterier i nogle naturlægemidler, der skal forebygge diarré, men mælkesyrebakterierne kan ikke vokse i valle-permeat, fordi der ikke er næring nok i det,« forklarer Sarmauli Manurung.
I laboratoriet fandt hun to andre probiotiske bakterietyper – Lactobacillus plantarum og Weissella viridescens – som sagtens kan vokse i permeaten.
Vallen gør bugt med smågrises diarre
Osteaffaldet - valle-permeat - tilsat de sundhedsfremmende bakterier puttede Sarmauli Manurung derefter i foder, som hun gav til smågrise, der var smittet med den diarréfremkaldende E. coli bakterie kort efter, at de var blevet vænnet fra at die hos deres moderso.
Grisene fik ikke bare mindre diarré. De tog også mere på i, når de havde spist foder med valle-permeat i.
»Det koster næsten ingenting at syrne valle-permeat med disse bakterier, så man har et billigt produkt, som griseavlerne har råd til,« siger Sarmauli Manurung.
\ Fakta
71 smågrise deltog i Sarmauli Manurungs forsøg. Grisene var alle smittet med diarré. Nogle af forsøgsgrisene fik foder med valle permeat tilsat probiotiske bakterier. De blev hurtigt raske og begyndte at tage på i vægt. Andre syge grise fik valle permeat uden tilsatte bakterier, fordi Sarmauli Manurung ville finde ud af, om det er den 'rene' valle permeat, der i sig selv har en forebyggende effekt. Den 'rene' valle permeat havde også en effekt, men den virkede meget langsommere end vallen med probiotiske bakterier.
Landmænd bruger i dag mange penge på at kurere smågrise for diarré og på at få dem til at tage på i vægt.
»Hvis vi kan få vallen sat i produktion, og hvis landmændene vil bruge den, kan de skære ned på deres antibiotikaforbrug samtidig med, at deres smågrise får det bedre,« mener Sarmauli Manurung.
Ifølge forskeren koster det omkring 10 kroner at fremstille en liter syrnet valle med probiotiske bakterier. En liter er nok til én gris om dagen.
Der er brug for en pallette af løsninger
Gennem de sidste tyve år er læger og dyrlæger stødt på flere og flere bakterier, som de ikke længere kan slå ihjel med de antibiotiske lægemidler, der engang kunne tage livet af næsten enhver infektion.
Antibiotikaresistensen stammer blandt andet fra landbrug, hvor landmænd bruger store mængder antibiotika for at kurere deres dyrs sygdomme som diarré, brystbetændelse og luftvejsinfektioner. Bare til danske smågrise blev der sidste år brugt knap 32 ton antibiotika.
Når dyrene får så meget antibiotika, bliver de bakterier, der gør dem syge, efterhånden modstandsdygtige. Og de modstandsdygtige bakterier bliver ikke altid inde i grise- eller kostalden. Nogle gange muterer de og kan så også smitte mennesker. Derfor er de et stigende problem for vores folkesundhed.
»Det er supervigtigt, at vi finder ud af, hvordan vi kan reducere landbrugets antibiotikaforbrug. Der er et generelt resistensproblem, og det vil være en pallette af forskellige virkemidler, der skal til for at løse det,« forklarer professor Anders Dalsgaard fra Københavns Institut for Veterinær Sygdomsbiologi.
Anders Dalsgaard kender ikke nok til Sarmauli Manurungs syrnede valle-produkt til at kunne vurdere, om det er et holdbart middel i kampen mod antibiotika-resistens, men han bifalder ethvert forsøg på at finde en metode, som kan få landmændene til at bruge mindre antibiotika.
»Emnet er superrelevant, og det er meget vigtigt, at vi bliver ved med at forske i det. Det er også godt, hvis vi kan reducere dødeligheden blandt smågrisene, for det er et stort problem for landmændene.«
Forsker vil have valle-permeat i produktion
Mejerigiganten Arla har finansieret DTU-forsker Sarmauli Manurungs projekt, fordi virksomheden er interesseret i at finde noget at bruge dens enorme mængder valle-permeat til.
»Osteproducenterne er interesserede i, at deres valle bliver brugt til noget, for så kan de spare penge på at få det destrueret,« siger Sarmauli Manurung.
Projektet har også fået støtte fra både DTU Veterinærinstituttet samt organisationen Landbrug og Fødevarer. I øjeblikket forsøger Sarmauli Manurung og hendes kollegaer at få kommercialiseret den syrnede valle.






























