Hvis du eller en ven har akvariefisk og overvejer at skille jer af med dem, skal I måske lige overveje det én gang til. De kan nemlig gemme på invasive arter.
Dét var i hvert fald tilfældet for en akvarie-ejer, der tog sine syge guppyer med til parasit-forskerne Kurt Buchmann og Per Walter Kania, efter at dyrlægen ikke kunne hjælpe.
De opdagede en ny art parasit, en fladorm, der gemte sig under fiskenes skæl, og som var kommet til det københavnske akvarium via sneglene, der også boede i det.
Forskerne har beskrevet arten, Transversostrema hafniensis, i et nyt studie og opkaldt den efter København, Hafnia.
»Vi er ikke engang sikre på, hvor arten oprindeligt kommer fra, så det her er et rigtig godt eksempel på, hvordan invasive arter kan gå under radaren,« mener Claus Rasmussen, adjunkt i agroøkologi på Aarhus Universitet, der har læst studiet for Videnskab.dk.

Fladormens ‘Svampebob Firkant-larver’ gemte sig i tropiske snegle
En københavnsk akvarist havde guppyer, der pludselig var begyndt at ryste og gnubbe sig mod faste overflader, men den sag var lidt uden for dyrlægens område, så de blev sendt videre.
»Dyrlæger er mere vant til hund og kat, så guppyerne endte hos os,« siger Kurt Buchmann, professor i parasitologi på Institut for Veterinær- og Husdyrvidenskab på Københavns Universitet og medforfatter til den videnskabelige artikel.
Guppyerne havde under deres skæl en fladorm, der sad og spiste af deres hud. Dét var årsagen til kløen, men fiskene kunne ikke få ormene af under skællene.
Men der var overraskelser i vente. For selvom fladormen kunne ligne en art, man havde set før, var den alligevel lidt anderledes i formen.
En DNA-test afgjorde sagen: Der var tale om en ny art, som forskerne opkaldte efter København, hvor akvaristen med guppyerne boede.
Spørgsmålet var så bare, hvordan fladormen var kommet hen til guppyerne, for akvaristen havde selv opdrættet fiskene, og guppy-unger bliver født helt parasit-frie.
»Men vi spurgte så akvaristen, om hun havde nogle snegle i akvariet, og hun sagde ‘ja, jeg elsker at have snegle’,« siger Kurt Buchmann.
Akvaristen havde fået sine snegle af en anden, og i én af sneglearterne, Melanoides tuberculata, lå fladormens larver gemt, indtil de var store nok til at sætte sig i en fisk.
»Larverne minder lidt om Svampebob Firkant, faktisk. De har et stort firkantet ‘hoved’, to ‘arme’ og to ‘ben’ til at svømme med. Når de finder en fisk, svømmer de hen og skubber deres firkantede hoved ind under skællene og bliver så dér,« forklarer Kurt Buchmann.

En invasiv art uden for kontekst
Desværre er det dér, sporet ender, for man ved ikke helt, hvor parasitten oprindeligt kom fra.
»Vi ved, at sneglen oprindeligt var en tropisk snegl fra Indien, men at den sidenhen er blevet spredt til steder som Centraleuropa og Holland via akvarie-industrien,« siger Kurt Buchmann.
Fladormen er derfor et godt eksempel på, hvor let en invasiv art kan komme til et helt fremmed miljø.
Det er ikke ukendt, at invasive arter kan komme til et fremmed sted gennem gods. Man kender for eksempel humlebi-arter, der er kommet rundt ved at grave sig ned i potteplanter, eller biller, der bor i tømmer.
Generelt prøver man at forhindre den slags ved at placere visse varer, for eksempel mad, i karantæne, når det kommer ind i et land.
»I USA kan du for eksempel dårligt få et æble med dig ind, men det er der gode grunde til. Men kæledyrs-industrien har måske været lige lovlig frisk til at smugle arter rundtomkring,« forklarer Claus Rasmussen.
Fordi fladormens naturlige levested er ukendt, og fordi den er nem at forveksle med en art, man allerede kender til, er det et held, at forskerne overhovedet har opdaget den.
»Det bliver spændende at se, om den popper op i den danske natur og hvor ofte, nu hvor vi kender den,« påpeger Claus Rasmussen.
Det ville dog ikke nødvendigvis være en god ting, for parasitten elsker også karper og skaller og kunne påvirke bestande i Danmark.
»Vi må lidt håbe, at der ikke er en dansk akvarist, der har hældt de her snegle ud et sted. Det skal man helst passe på med,« påpeger Kurt Buchmann.






























