Oversvømmelserne i Centraleuropa denne måned har medført katastrofale konsekvenser, hvor mindst 24 personer har mistet livet.
De dødbringende oversvømmelser skete på baggrund af kraftigt regnvejr, da stormen Boris gik i land.
Nu viser en ny rapport, at menneskeskabte klimaforandringer faktisk fordoblede risikoen for oversvømmelser.
Det skriver forskergruppen bag rapporten World Weather Attribution (WWA) i en pressemeddelelse.
Her fandt forskerne frem til, at:
- Klimaforandringer har gjort voldsomt fire-dages nedbør mindst dobbelt så sandsynligt og syv procent kraftigere.
- De fire dages nedbør fra stormen Boris var det kraftigste, man hidtil har registreret i Centraleuropa.
- Hvis den globale temperatur når 2 grader, vil lignende storme blive 5 procent mere intense og ske 50 procent hyppigere.
Forskerne fra WWA analyserer klimaforandringers effekt på et ekstremt vejrfænomen ved at sammenligne det med en klimamodel.
Den klimamodel simulerer, hvor voldsom en oversvømmelse eller tørke havde været i en verden, hvor vi ikke afbrændte fossile brændsler. Du kan læse mere om, hvordan forskere kæder vejrfænomener sammen med klimaforandringer her.

Rapporten er derfor et varsel om fremtidens klima:
»Indtil olie, gas og kul erstattes med vedvarende energi, vil storme som Boris give endnu kraftigere nedbør, som vil drive oversvømmelser, der lammer økonomien,« siger klimatolog Joyce Kimutai fra Imperial College London i pressemeddelelsen.
Resultaterne er ikke overraskende, da det falder i tråd med anden forskning, siger klimaprofessor Jens Hesselbjerg Christensen til DR.
Men det fremhæver vigtigheden af klimatilpasning:
»Vi skal anstrenge os meget for at tilpasse os de her ekstreme vejrsituationer,« siger han til DR.






























