Biolog Mark Wong var i sin fritid ude at kigge efter nye myrearter i Singapores regnskove, da han pludselig fandt et mystisk dyr.
I en prøve med blade og noget af regnskovens bund, kom en lille myre med et usædvanligt udseende kravlende.
Myrens ydre havde et mønster, der mindede om vores fingeraftryk, og så var den ovenikøbet dækket til med små pigge for at beskytte sig.
Den nye myreart fik navnet Myrmecina magnificens for at indfange dens skønhed i navnet.
»Nogle vil sige, at den mest af alt ligner en frygtindgydende rosin,« fortæller Mark Wong til livescience.com.
LÆS OGSÅ: Blå anemoner svinger pisken over myrerne
Udseende fascinerer forskere
Den nye myre er kun 4,5 millimeter stor og lever formentlig af bittesmå mider, der huserer i den singaporeanske skovbund.
Mark Wong formåede at indfange fem eksemplarer af den flotte myre og har i samarbejde med en forskerkollega fra University of Hong Kong beskrevet dem i en ny videnskabelig artikel i Journal of Hymenopetra Research.
Det er især myrens udseende, som fascinerer forskerne. De ved nemlig ikke helt, hvad myren bruger fingeraftryk-mønsteret til. De foreslår, at det måske hjælper myren til at fange feromoner, som bruges til kommunikation. Men det kan også bruges til at undgå udtørring.
Forskerne ved, at der er andre arter af myrer, som også har hår eller pigge, og de bruger dem til at holde sig kølige. Om det samme er gældende med den nye myreart, er forskerne usikre på.
LÆS OGSÅ: Go’ skovtur: Dracula-myrer opdaget
Myrer er vigtige for økosystemerne
Ifølge livescience.com kender man til omkring 15.000 forskellige arter af myrer. Og der er stadig flere at finde – tydeligvis.
Mark Wong forklarer, at myrer er vigtige for økosystemerne, fordi de sørger for at genbruge næringsstoffer og tage dem med ned i skovbundens jord. Men de spiller selvfølgelig også en stor rolle i fødekæden, hvor de står på mange dyrs menu. Eksempelvis myreslugerne.
På Mark Wongs instagramkonto kan man se stribevis af billeder af myrer fra Singapore – heriblandt Myrmecina magnificens.






























