Naturen er blevet en politisk kampplads

Naturen er værd at passe på, kan de fleste blive enige om - men hvordan, vi gør der bedst, er straks en anden sag.

Debatten om ulve i Danmark er et godt eksempel på, at der i de senere år er sket en polarisering mellem politikere, borgere og forskere i dansk naturforvaltning.

Ulvens tilbagekomst i den danske natur er for nogle en glædelig nyhed, mens andre ser det som en stor udfordring uden positive aspekter.

Ulven er også en uforudset udfordring, som stiller krav til, at der bliver fundet nye veje i naturforvaltningen, som både er langtidsholdbare og baseret på dialog.

Men ulve i Danmark er blot ét eksempel på, at naturen er blevet en politisk kampplads, hvor meget forskellige holdninger brydes.

\ Læs mere

Top 10: Her er den danske naturs værste fjender

Den danske natur er et fælles gode

Den danske natur er et kulturlandskab og, med undtagelse af en række kyststrækninger, findes der formentlig ikke en kvadratcentimeter i Danmark, som ikke på en eller anden måde er kultiveret af mennesker.

Og på samme måde som vi mennesker påvirker naturen, påvirker naturen også os.

Naturen er noget, vi ikke kan slippe udenom, noget som vedrører os alle, og som vi med et ord fra økonomisproget kalder et ’fælles gode’.

Det gælder, uanset om vi lever på landet eller midt i storbyens asfalt og beton, og fordi naturen er et fælles gode, er vi også nødt til at passe på den i fællesskab.

\ Læs mere

Effekten af naturgenopretning er nu videnskabeligt dokumenteret

Hvad er rigtigt for naturen?

Der er flere grunde til, at naturforvaltningen ikke altid slår til. For selv om de fleste nok er enige i, at naturen er et fælles anliggende, er der mange forskellige behov og dagsordener, der skal tages hensyn til i form af erhvervsinteresser, infrastruktur, rekreative interesser, internationale forpligtigelser og så videre.

Og hvor de fleste nok er enige om, at naturforvaltningen skal være bæredygtig og baseres på den bedste viden, vi har, så er vi ikke altid enige om, hvad bærerdygtighed er, og hvad der rent faktisk er den ’bedste’ viden.

Dertil kommer, at naturen hele tiden forandrer sig i både tid og rum. Naturtyper ændrer sig, og dyrearter kommer og går, enten som følge af naturlige svingninger, direkte påvirkning fra os mennesker eller som følge af den indirekte påvirkning såsom forurening, intensiveret arealudnyttelse og klimaforandringer.

Dyrearter gør comeback i Danmark

Således findes der en lang række naturtyper og dyrearter, som i dag er truet af udryddelse på grund af menneskelig aktivitet. Modsat er der også arter, som vi for få år siden troede, var helt borte fra den danske natur, der pludselig dukker op igen og udfordrer vores naturforvaltning på nye måder.

Ulven er blot det seneste eksempel på en ny og uforudset udfordring.

Andre arter, som tidligere var truet, eksploderer i antal og er nu pludselig et problem. Det gælder blandt andet bramgåsen, der for få år siden var anset som en sårbar fugl, der primært ynglede i Arktis.

I dag har den dog tilpasset sig det danske kulturlandskab og yngler her. Bramgåsen bliver i stigende grad anset som en pestilens, fordi den ødelægger landbrugets afgrøder.

Vores største pattedyr, kronhjorten, er endnu et eksempel. Kronhjorten var tæt på at være udryddet i Danmark i slutningen af 1800-tallet, men i dag findes den i så stort et antal, at den volder alvorlige problemer for både land- og skovbrug.

Omvendt hilser andre de mange kronhjorte velkommen, fordi det øger muligheden for spændende naturoplevelser og, hvis man er jæger, muligheden for et større jagtudbytte og et flot trofæ.

Det er dog ikke kun på landet, at naturen skaber udfordringer. Også i forstæderne og i storbyerne giver den anledning til bøvl.

Hvor vidunderligt det er at vide, at man kan køre ud af byen og se en kronhjort, eller – om få år – måske være heldig at opleve en ulv, lige så irriterende er det, når man kigger ud af vinduet i sit parcelhus og ser rovfuglen gå på jagt efter småfuglene ved foderbrættet, eller når man bliver vækket alt for tidligt om morgenen af larmende måger, som nu yngler på tagryggene.

Rådyr som plyndrer kirkegårde, byræve som kan smitte os mennesker med forskellige parasitter, duer som overskider bygninger. Naturen er overalt - på godt og ondt.

»Naturen er blevet politiseret«

I de ’gode gamle dage’ opfattedes naturen ikke så kompliceret, men i dag er lærkesang og brølende kronhjorte blevet et politisk kampfelt. Naturen er blevet politiseret. Og fordi naturen vækker så mange følelser, er den også i stigende grad blevet et redskab i den voksende politiske populisme og dermed et tema, der kan bruges til at høste stemmer.

Politiseringen forstærker modsætningerne og udfordrer myndighedernes og naturforvaltningens moralske legitimitet, altså den opbakning til myndighederne, som er nødvendig for, at et samfund kan fungere. Men egentlig er presset på naturforvaltningen et paradoks, da de fleste mennesker jo vil naturen det bedste.

Der er ingen, som i fuld alvor stiller sig op og siger: »Jeg er ligeglad med naturen.«

Tværtimod. Konflikten består derfor ikke i, om vi skal passe på naturen, men hvordan.

Spørgsmålet bliver derfor, hvordan vi konkret og i dagligdagen praktiserer vores fælles ansvar for naturen på en måde, som er tidsvarende og politisk legitim i forhold til mål og midler og i forhold til det faktum, at vi mennesker også er en del af naturen?

\ Læs mere

Invasive arter koster kassen

Nyt center skal hjælpe med forvaltning

Det er dette spørgsmål, som er udgangspunktet for det nyåbnede Center for Adaptiv Naturforvaltning.

Centret skal fungere som et forsøgs- og rådgivningscenter for nye måder at forvalte den danske natur på. Måder, som er bedre tilpasset de konkrete naturforhold og de mennesker, som er direkte berørt.

En væsentlig del af arbejdet i det nye center bliver at udvikle metoder til dialog, hvor vi som borgere, brugere, myndigheder og forskere kan fokusere på det fælles, og hvor vi på en ansvarsfuld måde kan formulere nogle fælles målsætninger for naturen og vores samspil med den.

Præmissen for løsningerne er, at naturen er et fælles anliggende, og at vi derfor har en interesse i at finde fælles løsninger. Det betyder ikke, at konflikter helt kan undgås, for vi kommer ikke alle til pludselig at mene det samme.

Det betyder heller ikke, at den videnskabelige viden skal negligeres, og at forskerne nu skal sendes ud og grave grøfter, som de blev under Maos kulturrevolution. Tværtimod skal vi gøre brug af den viden, som er relevant for de problemer, vi arbejder med og for de mennesker, som har brug for den.

Center for Adaptiv Naturforvaltning skal ikke ’belære’ andre om, hvad de skal gøre men finde nye konstruktive måder at forvalte både den truede og den ikke-truede natur på, herunder også ulven, kronhjorten og bramgåsen, til fælles gavn for os selv, vores børn og børnebørn.