En pålidelig cyklus i atmosfæren er blevet brudt, og forskerne frygter, det kan skyldes klimaforandringer. Det skriver sciencemag.com.
Højt oppe i den del af atmosfæren, som kaldes stratosfæren, skifter vindene om Jordens ækvator fra vestenvind til østenvind og tilbage igen - cirka hver 28. måned.
Selvom cyklussens længde varierer fra år til år, så er den meget pålidelig. Den har ikke misset et enkelt skift siden år 1960 - lige indtil nu.
\ Læs mere
Tidligere i år skiftede vestenvinden ikke til østenvind, som ventet, og det forvirrede forskerne. De vidste hverken, hvorfor det skete, eller hvilke konsekvenser det ville få.
Forskerne ved ikke, om det ødelagte mønster er en enkeltstående begivenhed, eller om det er et ildevarslende tegn på, hvad vi kan forvente os af en fremtid på en varmere klode.
Én ting er dog sikker: en af atmosfæreforskningens mest holdbare forskrifter er blevet ødelagt.
»Alle bøgerne skal skrives om,« siger Kevin Hamilton, der er atmosfæreforskere ved University of Hawaii’s Invernational Pacific Research Center i Honolulu, USA, og medforfatter på studiet om forstyrrelsen i atmosfæren, til sciencemag.com.
\ Læs mere
En af de mere kortsigtede konsekvenser af skiftet ser dog ud til at blive en våd vinter for Europa.
Den nordatlantiske oscillation påvirkes nemlig af vindretningens mønster i stratosfæren, og hvis vindretningen havde skiftet, som den plejer, havde vi med østenvinden i år kunne forvente os en kold og tør vinter.
I stedet har vi nu vestenvind, og det øger risikoen for en varmere, mere stormfuld vinter.
»Det er ikke en ting, vi kan sige med sikkerhed, men det vægter terningen i den retning,« siger Scott Osprey, der er klimaforsker ved University of Oxford i Storbritannien og hovedforfatter på studiet, til sciencemag.com.
Opdagelsen er netop beskrevet i et studie udgivet i tidsskriftet Science.





























