En særlig myreslægt (Sericomyrmex), der lever i Mellem- og Sydamerika, administrerer deres helt eget landbrug i små kamre under jorden.
Her dyrker myrerne svampe på rådne planterester, som koloniens arbejdermyrer henter ned fra jordoverfladen.
De næringsrige svampe forsyner hele kolonien med mad.
Ikke overraskende har andre myrer fået øjnene op for overflødighedshornet af lækkerier, der ligger gemt i svampedyrkernes koloni.
Det gælder blandt andet den giftige parasitmyre (Megalomyrmex) og den aggressive rovmyre (Gnamptogenys hartmani).
Myrearter lever sammen
Ny dansk forskning fra Danmarks Grundforskningsfonds Center for Social Evolution viser, at i stedet for at slås om lækkerierne, har de svampedyrkende myrer og parasitmyrerne indgået et unikt samarbejde, som begge parter får noget ud af.
Det fortæller forskeren bag det nye studie:
»De to myrearter har fundet ud af at leve sammen i samme koloni. Svampedyrkerne sørger for mad til begge arter, mens parasitmyrerne sørger for at forsvare kolonien mod angreb. Det er et ganske specielt samarbejde, som ikke er vist før, hvilket gør det interessant at studere,« siger postdoc ved Biologisk Institut, Københavns Universitet, Rachelle Adams.
Studiet, der giver en større indsigt i det komplekse økosystem i de amerikanske regnskove, er netop offentliggjort i det videnskabelige tidsskrift Proceedings of the National Academy of Sciences.
Dronninger starter koloni sammen
Samarbejdet mellem de to myrearter starter allerede, når svampedyrkerkolonien kun består af en dronningemyre og hendes egen lille svampehave.
På det tidspunkt infiltrerer en parasitmyredronning kolonien, og den svampedyrkende dronning kan enten angribe indtrængeren eller tillade, at den ubudne gæst mæsker sig i hendes svampehave.
Egentlig er det ikke et spørgsmål om lyst, for parasitmyren er med sin giftbrod en uoverkommelig modstander for den svampedyrkende dronning, der kun har sine kæber at forsvare sig med.
Derfor tillader den svampedyrkende dronning også, at parasitmyren indlogerer sig, mens parasitmyren tillader, at den svampedyrkende dronning bliver i boet, så længe hun passer haven, og det unikke samarbejde begynder.
»De to dronninger starter på den måde en koloni sammen. De kan leve sammen i flere år, og hver art opfostrer deres eget afkom,« fortæller Rachelle Adams.
Fordel for begge arter
Begge myrearter får noget ud af samarbejdet.
Parasitmyrerne skal ikke finde deres egen mad selv. De snupper bare, hvad de skal bruge fra svampedyrkernes haver. En gang imellem snupper de også lidt af svampedyrkernes afkom for at få lidt afveksling i diæten.
Svampedyrkernes fordel af samarbejdet er, at de i parasitmyrerne får et professionelt militær.
Svampedyrkerne har nemlig ingen gift, og deres eneste forsvar er nogle lidt sørgelige kæber til at gnaske i blade med. Deres udbytte af samarbejdet med parasitmyrerne er en utrolig stærk allieret, når kolonien bliver angrebet.
»Når kolonien bliver angrebet af eksempelvis rovmyrer som Gnamptogenys hartmani, flygter svampedyrkerne ned i bunden af kolonien, hvor de gemmer sig, mens parasitmyrerne stormer mod jordoverfladen klar til at forsvare kolonien mod angriberne,« siger Rachelle Adams.
Gladiatorkampe i myreforsøg
I sit studie har Rachelle Adams lavet forskellige forsøg med myrerne for at finde ud af, hvor stor en fordel svampedyrkerne får ud af at havde parasitmyrerne boende på nas i deres koloni.
Forsøgene minder mest af alt om fortidens gladiatorkampe mellem mennesker.
I et første forsøg lod Rachelle Adams en enkelt rovmyre udkæmpe en kamp til døden med enten to, tre, fire, seks eller otte svampedyrkere eller parasitmyrer.
Forsøget viste, at svampedyrkerne kun kunne forsvarer sig mod rovmyrerne, når forholdet var mindst otte svampedyrkere pr. rovmyrer. I alle andre tilfælde slagtede rovmyrerne svampedyrkerne, der var håbløst forsvarsløse med kun deres kæber til at beskytte dem.
Parasitmyrerne gav til gengæld rovmyrerne mere modstand, end de havde bedt om.
Rachelle Adams´ forsøg viste nemlig, at det kun kræver to parasitmyrer for at slå en rovmyre ihjel.
»Parasitmyrernes gift er et meget kraftfuldt våben, som rovmyrerne slet ikke kan stille noget op imod. Mit forsøg viste, at når svampedyrkerne har parasitmyrer i kolonien, så har de samtidig et meget kompetent militær, til når koloniens skal forsvares,« forklarer Rachelle Adams.
Parasitmyrer redder liv
I et andet forsøg gjorde Rachelle Adams forsøgsopsætningen mere virkelighedstro.
Her satte hun 18 svampedyrkere til at forsvare sig mod to rovmyrer. Svampedyrkerne fik hjælp af enten nul, tre eller seks parasitmyrer.
Forsøget viste, at jo flere parasitmyrer der er i kolonien, des færre svampedyrkere dør, når kolonien bliver angrebet.
»Det ser ud til, at parasitmyrerne ikke bare forsvarer kolonien, men også forsvarer svampedyrkerne,« konkluderer Rachelle Adams.
Svampedyrkere overlader kampene til militæret
Målet for parasitmyrerne er at få så mange ressourcer som muligt til deres egne afkom, men uden at slagte hønen som lægger de gyldne æg.
Rachelle Adams, KU
Efter de blodige kampe mellem de tre myrearter ville Rachelle Adams gerne finde ud af, i hvor stort omfang svampedyrkerne deltog i krigshandlingerne, når der var parasitmyrer til stede, i forhold til når der ikke var parasitmyrer til at forsvare dem.
For at undersøge dette indsamlede Rachelle Adams alle de faldne rovmyrer fra ærens mark og undersøgte, hvilke skader de havde fået under kampene.
Rachelle Adams rationale er, at parasitmyrer kun slår ihjel med deres giftbrod, og derfor ville rovmyrerne ikke være synligt legemsbeskadiget af kampene, hvis parasitmyrerne havde dræbt dem.
Svampedyrkerne har til gengæld kun deres kæber at angribe med.
Derfor måtte rovmyrer, der var faldet i kamp med en svampedyrker, have mistet lemmer under krigshandlingerne.
»Forsøget viste, at rovmyrerne havde mistet flere lemmer, når kolonien ikke havde haft parasitmyrer til at forsvare den. Det betyder, at svampedyrkerne kun forsvarer kolonien, når der ikke er parasitmyrer til at gøre det for dem. Når der er parasitmyrer i kolonien, stikker de bare af og overlader krigshandlingerne til det professionelle militær,« forklarer Rachelle Adams.
Rovmyrer kan lugte parasitmyrerne
Parasitmyrernes tilstedeværelse i svampedyrkernes bo har også en præventiv effekt.
Rovmyrerne kan nemlig lugte parasitmyrernes gift, hvilket blev bevist i et af studiets mange andre forsøg.
Her undersøgte Rachelle Adams, om rovmyrerne overvejende ville angribe en myrekoloni, der ikke blev forsvaret af parasitmyrer.
Forsøget viste, at rovmyrerne kunne lugte giften og oftest undgik at angribe kolonier, der var forsvaret af parasitmyrer.
Forsvaret koster
Det effektive forsvar er dog ikke gratis for svampedyrkerne.
Betalingen for parasitmyrernes gift er foruden lidt mad fra svampeforrådet og en enkelt baby i ny og næ også en pæn del af koloniens mulighed for at formere sig.
På et tidspunkt i koloniens liv vil svampedyrkerdronningen begynde af lave afkom i form af nye dronninger og hanner, der kan flyve ud i verden og danne nye kolonier.
Men den slags spild af koloniens ressourcer vil parasitmyrernes arbejdere ikke finde sig i, så de klipper vingerne af de nyfødte dronninger og tvinger dem dermed til at blive i kolonien som arbejdere.
Værternes reproduktive anstrengelse er dog ikke helt forgæves. Nogle hanner får lov at klække, flyve væk og spreder deres gener ved at parre sig med nye dronninger fra andre bo.
»Målet for parasitmyrerne er at få så mange ressourcer som muligt til deres egne afkom, men uden at slagte hønen som lægger de gyldne æg. I deres verden er nye sterile værtsarbejdere til eget bo altid en god investering, mens det er en dårlig forretning at tillade, at værterne udklækker kønnet afkom, som bare forlader reden,« fortæller Rachelle Adams.
