11. maj 2011 ramte et kraftigt jordskælv områderne ved byen Lorca sydøst i Spanien. Skælvet havde en moderat styrke på 5,1, men alligevel gjorde det forbløffende stor skade. Flere bygninger faldt sammen og ni mennesker døde.
De alvorlige konsekvenser skyldtes antageligvis, at centret for skælvet lå ekstremt overfladisk, kun tre kilometer under jorden.
Nu mener Pablo J. González fra University of Western Ontario og hans kolleger, at denne usædvanlige dybde sandsynligvis skyldes menneskelig aktivitet i området.
Tapning af grundvand udløste jordskælv
Lige i nærheden af Lorca løber en forkastning, hvor to dele af grundfjeldet presser mod hinanden.
I de sidste 50 år har menneskene i området hentet grundvand fra den ene side af forkastningen. Dette har fået grundvandsspejlet her til at synke med hele 250 meter siden 1960.
Dermed er balancen mellem kræfterne i jordbunden også blevet ændret, konkluderer forskerne i sidste udgave af nature Geoscience.
Den 11. maj 2011 gled en cirka tre kvadratkilometer stor del af mødefladerne pludselig cirka 20 centimeter i forhold til hinanden, tre kilometer under overfladen.
Et andet, meget mindre parti af fladerne skred nogle få centimeter. Denne del lå kun en kilometer under jordoverfladen.
Ikke bare menneskelig aktivitet
Begge steder, hvor bjerget gled, lå i området, hvor vandtapning havde ændret presset mellem stenblokkene.
Derfor tror Pablo J. González og hans kolleger, at vandtapningerne ikke kun var med til at udløse jordskælvet, men også påvirkede, hvor stort det blev.

Alligevel kan den menneskelige aktivitet ikke forklare hele skælvet.
Da fladerne gled i forhold til hinanden, blev der nemlig udløst mere energi, end forstyrrelserne på grund af grundvandet kunne have bygget op.
Antageligt var belastningen akkumuleret over århundreder, før den til sidst blev udløst af det ekstra pres, som menneskene havde sørget for.
Meget er stadig usikkert
Konklusionerne fra jordskælvet ved Lorca stemmer overens med andre observationer af seismisk aktivitet i forbindelse med menneskers beskæftigelser i dybet. Men der findes ikke så mange godt undersøgte tilfælde.
Dermed kan man ikke udelukke, at den tilsyneladende sammenhæng kun skyldes tilfældigheder, kommenterer Jean-Philippe Avouac fra California Institute of Technology i Nature Geoscience.
Og hvis det skulle vise sig at konklusionen alligevel er rigtig, står vi fortsat tilbage med mange ubesvarede spørgsmål:
- Hvor langvarige og store forstyrrelser skal der til for at udløse et jordskælv?
- Og påvirker graden af forstyrrelse styrken på selve skælvet?
- Eller går et jordskælv sin rystende gang, uafhængigt af, hvordan det blev udløst?
Det er altså bare at forske videre. Forskerne håber, at mere viden om menneskenes rolle i jordskælv kan blive til nytte på flere måder.
Først og fremmest kan den gøre os bedre i stand til at undgå, at vores aktivitet udløser katastrofer. Men forskningen kan også være de første små skridt frem mod et fjernt og sværere mål:
At på et eller andet tidspunkt at blive i stand til at tæmme de farlige forkastninger på kloden.
© forskning.no Oversættelse: Julie M. Ingemansson
\ Kilder
- P. J. González1, K. F. Tiampo, M. Palano, F. Cannavó & J. Fernández, The 2011 Lorca earthquake slip distribution controlled by groundwater crustal unloading, Nature Geoscience, 21. oktober 2012. doi:10.1038/ngeo1610
- Jean-Philippe Avouac, Human-induced shaking, Nature Geoscience, 21. oktober 2012. doi:10.1038/ngeo1609






























