Skibet er ladet med både danske, svenske, hollandske engelske og tyske forskere, når Dana i maj gennemsejler Norskehavet for at kortlægge sildebestandene i området.
Havforskningsskibet Dana deltager i Det Internationale Akustiske Togt i Norskehavet som EU's bidrag. Derfor sejler Dana med en international besætning og følges i øvrigt med skibe fra Færøerne, Island, Norge og Rusland på togtet, som er koordineret af Det Internationale Havundersøgelsesråd (ICES).
Følger efter sildene
Formålet med Danas togt er at kortlægge, hvor udbredt sildebestandene i område er, og hvordan de vandrer. Det gælder både den norske vårgydende sild og andre af områdets fisk, specielt blåhvilling. Sild og blåhvilling er vigtige arter for fiskeriet i Norskehavet, og viden om de to bestande er en af forudsætningerne for at kunne sikre et bæredygtigt fiskeri.
På togtet måles temperatur- og saltforhold ned til 1000 meter for hver 60 sømil langs sejlruten, samtidig med at der indsamles plankton ned til 200 meters dybde. Det gøres for at undersøge, hvordan udbredelsen og vandringen af sild hænger sammen med temperatur, salt og plankton i området.
\ Fakta
Den norske vårgydende sild gyder i februar-marts i de norske fjorde, med hovedområde mellem Ålesund og Trondheim. Herefter vandrer den ud i Norskehavet for at søge føde. Silden foretrækker at søge føde langs polarfronten, og det er derfor vigtigt at identificere denne front ud fra temperatur- og saltmålinger samt at dække hele frontens område med togtet.
Undersøgelser med ekkolod
Undersøgelserne fortages som en akustisk bestandsopmåling. Det vil sige, at biomassen i havet - altså fiskene og de andre levende væsener - ned til 500 meter opmåles med akustisk måleudstyr, ekkolodder.
Desuden fiskes med trawl for at identificere, hvilke fisk der udgør biomassen og for at få indblik i størrelsesfordelingen af de arter, der reflekterer signalerne fra ekkolodderne. Alle fisk, der bliver fanget, sorteres i arter, og nogle måles og vejes. Sild og blåhvilling skal desuden alders-, køns- og modenhedsbestemmes.
Danas sejlplan
Dana sejlede ud fra Hirtshals den 28. april med kurs mod Bornö i Gulmarsfjorden i Sverige. Her er de akustiske måleinstrumenter blevet tjekket og justeret - kalibreret - frem til den 30. april.

Efter et kort stop i Hirtshals natten til den 1. maj for at udskifte videnskabelig besætning og tage de sidste forsyninger ombord sejlede Dana mod Norskehavet.
Man forventer at være på startpositionen den 2. maj ved middagstid.
Dana går i havn i Tromsø i Norge midtvejs i togtet for at skifte besætning og forventes tilbage i Hirtshals den 28. maj.
Lavet i samarbejde med Danmarks Tekniske Universitet






























