Siden det allerførste encellede liv opstod på vor klode for omtrent 3,5 milliarder år siden, er maksimumsstørrelsen på levende væsner forøget hele ti millioner milliarder gange, ifølge amerikanske forskere.
Men hvordan er denne formidable udvikling i maksimumsværdier for kropsvægt foregået?
Indtil nu har forskerne kun vidst lidt om, hvordan livet voksede sig stort, og en almindelig antagelse har været at maksimumvægten er steget jævnt og støt efterhånden som organismerne blev mere avancerede.
Men den holder ikke.
»Vi har gennemgået den eksisterende viden om livets historie, fra de ældste og fremdeles kontroversielle fossile bakterier i 3,5 milliarder gammel sten, til de største dyr og planter som eksisterer i dag,« siger Michal Kowalewski fra Virginia Tech i en pressemeddelelse.
Han indrømmer, at resultatet var en smule uventet.
Det viste sig nemlig, at 75 procent af væksten i størrelse ser ud til at være sket i løbet af to specielle tidsintervaller. Og disse perioder falder sammen både med to store skridt i livets udvikling og to vigtige ændringer i iltindholdet i atmosfæren.
»Mange af os kendte ilt-kurverne fra studier af geologi-litteratur, og det var ikke svært at se sammenhængen,« siger Jonathan Payne fra Stanford University.
Celle 2.0I løbet af livets første 1,5 milliarder år ser der ikke ud til at være sket særlig meget med størrelsen på skabningerne på kloden. Hele banden var primitive - såkaldte prokaryote - celler, som lignede bakterier.
Dermed var der også temmelig klare grænser for, hvor stort livet kunne blive.
Men for to milliarder år siden skete der noget: Mange af de primitive organismer var begyndt at danne stoffet ilt, som ikke tidligere havde eksisteret i fri form. Nu begyndte atmosfæren at få en lille, men klar andel af ilt. Forskerne tror, at netop dette åbnede vejen for en ny livsform: den eukaryote celle.

Eukaryote celler er en mere avanceret udgave af cellen. En slags Celle 2.0, om man vil. Den har en avanceret struktur, egen cellekerne med DNA indeni, og en hel masse små organeller som udfører forskellige opgaver.
De eukaryote celler har også evnen til at udvikle sig til større encellede strukturer. Og i løbet af et tidsrum på 200 millioner år voksede maksimumsstørrelsen for liv, fra celler som ikke ville have været synlige for det menneskelige øje, til encellede skabninger på størrelse med en enkrone.
Dette lyder måske ikke særlig imponerende, men faktum er, at efter denne periode var den største organisme en million gange større, end rekordholderen fra før perioden.
Efter dette holdt livet sig omtrent på samme maksimalvægt i en milliard år, til tiden for omkring 540 millioner år siden. Der skete der nok en gang noget dramatisk.
Nogle eukaryote celler lærte sig at samarbejde, og blev til de første flercellede organismer.
Dermed var skabningerne ikke længere begrænset af maksimumsstørrelsen på en enkelt celle. Livet eksploderede. I løbet af bare 100 millioner år var de største livsformer gået fra at være enkronestore celler til ti meter lange blæksprutter.
De var ikke væsentligt meget mindre end de enorme dinosaurer, som så dagens lys flere hundrede millioner år senere, skriver forskerne, som mener at også den anden revolution i livets maksimalstørrelse kan knyttes til ilten.
I det samme tidsrum steg iltindholdet i atmosfæren nemlig markant, og nåede omtrent ti procent af vore dages niveau.
Det kan se ud som om et evolutionært potentiale lå klart, mener forskerne.
Da en miljøbetinget begrænsning - i dette tilfælde manglen på fri ilt - forsvandt, blev dette potentiale udløst.
© forskning.no. Oversat af Johnny Oreskov






























