Kort nyt

Kort nyt

Med 'Kort nyt' får du overblik over nyheder fra forskningens verden. De mest interessante begivenheder og fund - kort fortalt.

Videnskab.dk's redaktion udvælger og resumerer det mest spændende, andre troværdige medier og forskningsinstitutioner har bragt.

Husk dog vores guide til kritisk læsning af nyheder om forskning og især rådet om, at et enkelt, nyt forskningsresultat aldrig kan rumme den endegyldige sandhed.

Det er derfor en god idé at holde sig for øje, hvad anden forskning på området viser, og vi henviser altid til den oprindelige kilde, så du kan dykke yderligere ned i detaljer og forbehold.

Koden bag skybrud er knækket

Annonce:

I weekenden den 27.-28. august blev Danmark ramt af voldsom torden, mere end 13.000 lynnedslag og flere regulære skybrud.

Indtil nu har processen bag denne slags ekstreme vejrfænomener været meget dårligt forstået, men nu har danske forskere i samarbejde med forskere fra Tyskland og Sverige knækket skybrudskoden. Det skriver Niels Bohr Institutet i en pressemeddelelse.

Resultaterne af forskningssamarbejdet er publiceret i tidsskriftet Nature Geoscience.

Forskerne har brugt avancerede klimamodeller i høj oplysning af skyer til at analysere, hvordan komplekse skysystemer opbygges i atmosfæren og derefter påvirker hinanden og forstærker opbygningen af kraftige regn- og tordenbyger.

»Til at opfange de fysiske processer, der danner for eksempel tordenskyer, bruger vi simuleringer, der er i stand til at belyse de lokale varme- og fugtvariationer, som fører til de såkaldte ’konvektive’ skyer,« siger Jan O. Haerter, forsker på Niels Bohr Institutet ved Københavns Universitet, i pressemeddelelsen.

Konvektion er den proces, der danner tordenskyer. Når Jordens overflade opvarmes i forbindelse med høj luftfugtighed, dannes der en opdrift af varme i atmosfæren. Klassiske klimamodeller ser ikke disse processer præcist nok, men den nye klimamodel giver en 1000 gange større nøjagtighed.

»Det er overraskende, hvor systematisk konvektive skyer forekommer. Hvor to af skyerne støder sammen, dannes der ofte nye, kraftigere skyer,« siger Jan O. Haerter i pressemeddelelsen.

Annonce:

Konvektive skyer kommer og går inden for en bestemt varighed. Når varighederne i løbet af dagen øges, stiger intensiteten af regn også.

Enkeltstående regnbyger ændrer ikke intensitet ved stigende temperaturer, men stigende temperaturer fører til hyppigere sammenstød af konvektive skysystemer. Det er sammenstødene, der resulterer i skybrud, viser det nye studie.

Traditionelle globale klimamodeller har anset konvektive skyer som værende uafhængige af hinanden, og det nye studie modbeviser derfor denne teori.