Kort nyt

Kort nyt

Med 'Kort nyt' får du overblik over nyheder fra forskningens verden. De mest interessante begivenheder og fund - kort fortalt.

Videnskab.dk's redaktion udvælger og resumerer det mest spændende, andre troværdige medier og forskningsinstitutioner har bragt.

Husk dog vores guide til kritisk læsning af nyheder om forskning og især rådet om, at et enkelt, nyt forskningsresultat aldrig kan rumme den endegyldige sandhed.

Det er derfor en god idé at holde sig for øje, hvad anden forskning på området viser, og vi henviser altid til den oprindelige kilde, så du kan dykke yderligere ned i detaljer og forbehold.

Kloden opvarmes hurtigere end troet: Omstridt 2015-studie bekræftet

Annonce:

Et omdiskuteret studie fra 2015, der påstod, at Jorden varmes op med langt højere hastighed end hidtil antaget, er ifølge et nyt studie korrekt. Det skriver theguardian.com.

Det nye studie er publiceret i tidsskriftet Science Advances.

2015-studiet blev foretaget af ’National Oceanic and Atmospheric Administration’ (NOAA), som er en videnskabelig instans under det amerikanske handelsministerium. Studiet var banebrydende og fik politikere op af stolen, da det påstod, at hidtidige målinger af den globale opvarmning var for lave, og at dette skyldtes forskelle på materialer og metoder til temperaturmåling.

Studiets hovedforfatter, Thomas Karl, blev blandt andet udsat for chikane af republikanske politikere og beskyldt for at have udført fejlagtig forskning. Men det havde han ikke, slår det nye studie nu fast:

»Vi fremlægger et ret robust bevis for, at NOAA havde ret. Der var ingen ugler i mosen, og der var ingen politisk motiveret forvrængning af dataen,« siger det nye studies hovedforfatter, Zeke Hausfather, som er ph.d.-studerende på University of California-Berkeley i USA, til washingtonpost.com.

LÆS OGSÅ: Den globale klimapause er en myte

Zeke Hausfather lavede forskningen i samarbejde med forskere fra York University i Storbrittanien, George Mason University i USA og NASA.

Annonce:

Grunden til kontroversen bunder i de forskellige metoder og redskaber til måling af global opvarmning. Der bruges ofte en kombination af målinger af lufttemperaturen nær jorden i landområder og målinger af vandoverfladetemperaturen i havområder. Men hvordan disse to typer målinger skal kombineres, og hvilke instrumenter målingerne skal udføres med, er forskerne verden over uenige om.

I det nye studie undersøgte forskerne de forskellige eksisterende målinger fra blandt andet flydende sensorer, satellitter, bøjer og skibe, og brugte avanceret statistik til at håndtere de områder, hvor ingen data var indsamlet.

De konkluderede, at NOAAs resultater fra 2015 var mest præcise, og at andre gruppers resultater, såsom Hadley Centre i Storbrittanien og Japanese Meteorological Agency, var for kolde.

NOAAs resultater tog nemlig forbehold for, at temperaturer, målt fra skibe, systematisk er varmere end temperaturer, målt fra bøjer.

LÆS OGSÅ: Sådan ved forskerne, at klimaet er under forandring

LÆS OGSÅ: Forskere slettede temperaturdata

pmd

Annonce: