Klimaforskningen kom til verden under den kolde krig

I Pentagon-bygningen, USA's forsvarsministeriums administrationsbygning, venter en svensk-amerikansk meterolog på, at militærforskerne skal ankomme. Klimaforandringer, den svindende arktiske havis og russisk ekspansion står på dagsordnen.

Men vi befinder os ikke i år 2016, og det er hverken præsident Obamas eller Donald Trumps embedsmænd, der er på vej ind til det tophemmelige møde.

Verden slikker stadig sine sår efter den seks år lange brutale verdenskrig, og det er Harry S. Truman, der står ved roret som USA's præsident. Forskerens vidnesbyrd under mødet resulterer i, at truslen om et varmere Arktis stryger helt til tops på den amerikanske regerings dagsorden.

Årsagen er frygten for sovjetisk ekspansion i tilfælde af, at nye shippingruter, industri og militæroperationer pludselig skal åbne op omkring det varslede, isfrie Arktiske Ocean.

Det, som fulgte, var et hektisk kapløb for at opnå en bedre forståelse af dette kolde grænseområde; en kappestrid der blev drevet allerøverst i regeringen og i alle dele af det amerikanske og sovjetiske militær i tiden op til den kolde krig.

Ny bog dokumenterer historien

Historien bag bliver nu fortalt i en ny bog kaldet 'Exploring Greenland: Cold War Science and Technology on Ice'.

Det er resultatet af et treårigt internationalt grundforskningsprojekt, der har gransket materiale fra en lang række historiske arkiver rundt omkring i Europa og USA, og som for nyligt blev frigivet til offentliggørelse, hvor det har afsløret, hvordan miljøforskningen blomstrede op i løbet af den kolde krigs første årtier.

»Geofysikken ekspanderede og udviklede sig helt enormt i koldkrigsperioden,« udtaler Matthias Heymann, der er lektor ved Institut for Matematik ved Aarhus Universitet. Han fortsætter:

»Denne ekspansion skete ikke kun, fordi geofysik er interessant, og forskerne lige tilfældigvis interesserede sig for det. Det var derimod militære interesser, der stod bag ekspansionen.«

Matthias Heymann er medforfatter på bogen og en af projektets hovedforskere.

Sporadisk arktisk forskning

Historien starter lang tid før 2. verdenskrigs udbrud; en tid, hvor arktisk forskning og udforskning kun var sporadisk. Der fandtes ingen større finansieringskilder og kun ganske lidt international samkøring af forskningen.

IPY - Det Internationale Polarår i 1882, var den første koordinerede, internationale indsats for at opnå en forståelse af det arktiske miljø.

Omkring 700 forskere fra arktiske og nordiske lande etablerede 12 forskningsstationer, og yderligere meteorologiske stationer spredt ud over Arktis, for at indsamle grundforskningsdata om meteorologi, geomagnetisme, aurora borealis (nordlys), atmosfærisk elektricitet, havstrømme, tidevandet og havisens facon og flow.

Men ud af alle landene var Sovjetunionen alene om at fortsætte forskningsprogrammerne ind i det 20. århundrede.

Sojvet var mestre i arktisk forskning

Sovjetunionen havde allerede besluttet, at en forståelse af det arktiske miljø var af national interesse.

Nationen havde brugt 1920'erne på at etablere arktiske forskningsstationer og flydende isstationer, samt på at idriftsætte en hel flåde af isbrydere, så de kunne udforske den arktiske region.

Da krigen brød ud i Europa i 1939, havde de akkumuleret et helt årtis meteorologiske, hydrologiske og geomagnetiske datasæt; nok til at bekræfte, at den arktiske region var begyndt at blive varmere.

»Sovjetunionen var meget interesseret i den arktiske region. Under Stalin ville man gerne forbedre fiskeriet samt Nordøst og Nordvest-passagen i det Arktiske Ocean, som varer og gods kunne blive fragtet igennem. Arktis blev meget strategisk vigtig, set fra en sovjetisk synsvinkel,« forklarer Ron Doel, der er lektor i historie ved Florida State University og en af Exploring Greenland-projektets hovedforskere.

Verden i krig: USA vender sig mod Grønland

Da amerikanerne trådte ind i 2. verdenskrig, stod det allerde klart, at Grønland optog en helt afgørende strategisk lokation for de allierede styrker.

»Grønland var af afgørende betydning under 2. verdenkrig; bl.a. som mellemlandingsstation for allierede fly på vej over Atlanten, fordi flyene ikke var i stand til at flyve hele vejen fra USA til Europa. Derfor fløj de langs den nordøstamerikanske kyst, ind i Canada og så til Grønland. Sommetider stoppede de i Island eller Azorerne, for de var nødt til at stoppe et eller andet sted på vejen,« fortæller lektor og videnskabshistoriker Kristine Harper fra Florida State University, der desuden er forhenværende meteorolog og oceanograf.

LÆS OGSÅ: Den Kolde Krigs lange skygger

USA gjorde alt for at forhindre, at Tyskland besatte Grønland

»USA var nødt til at okkupere Grønland med deres eget militær, fordi de under alle omstændigheder ville forhindre, at Tyskland besatte Grønland. Det var et meget vigtigt territorium for de allierede under 2. verdenskrig,« fortæller Kristine Harper, der også var medredaktør på den nye bog og seniorforsker på Exploring Greenland-projektet.

USA havde allerede påtaget sig ansvaret for forsvaret af Grønland (Grønlandstraktaten), da Danmark blev besat af Tyskland i 1940.

Amerikanerne forhandlede med den danske gesandt i Washington, Henrik von Kaufmann, og begyndte at bygge militærbaser, landingsbaner og vejrstationer i Grønland.

Ved krigens udgang havde USA 14 vejrstationer i Grønland sammen med 13 danskejede vejrstationer.

USA udsendte 7.000 nyuddannede meteorologer, der skulle betjene vejrstationerne, spredt rundt omkring i den arktiske region, både til lands og til vands, som leverede vigtige vejrdata til den allierede krigsindsats.

CIA: Sovjet ved en hulens masse om Arktis!

USA lærte af krigen: Grønland havde stor militær betydning, også i tilfælde af potentielle krige i fremtiden. Og særligt nu hvor Sovjetunionen udgjorde en fremspirende trussel.

Men amerikanerne var bevidste om, at de i forhold til Sovjetunionen havde en meget begrænset viden om, hvordan man levede, arbejdede, fløj, sejlede, kommunikerede og betjente våben i den arktiske region.

»Ét af de mest interessante dokumenter, som jeg fandt, kom fra CIA. Det er hemmelige dokumenter, der er blevet offenliggjort, og som vurderer, hvor meget sovjetmagten ved. Og konklusionen er ganske enkelt: De ved en hulens masse!,« fortæller Ron Doel.

Krigen havde forsinket, men ikke stoppet, sovjetstyrets arktiske forskningsfremskridt.

»Sovjetstyret byggede talrige forskningsstationer i løbet af det andet polarår i 1930'erne. Luftfartvæsenet udviklede sig hastigt, og de vidste godt, hvordan de nåede højt nok op mod nord, så de kunne opretholde deres stationer. Forskerne registrerede meteorologiske data, de studerede selve isen; de foretog alle mulige målinger,« forklarer Ron Doel, som fortsætter:

»CIA's vurdering var, at Sovjetunionen ledte efter langsigtede tendenser og mønstre for at forstå det arktiske miljøs overordnede dynamik. De sigtede efter at opnå en systematisk viden, der gik i dybden.«

LÆS OGSÅ: Forsker: Rusland vil måske opruste som under den kolde krig

Arktisk forskning bliver topprioriteret

Det var på dette tidspunkt, i 1947, efter militær embedsmændenes og klimaforskernes tophemmelige møde i Pentagon-bygningen, at de USA-ledede arktiske forskningsprogrammer pludselig eksploderede.

I løbet af mødet bekræftede den svenske glaciolog Hans W. Ahlmann, at Arktis var ved at blive varmere, og at forandringerne repræsenterede en alvorlig trussel mod USA's nationale sikkerhed.

Hans vidnesbyrd blev bekræftet af den svenske meterolog Carl-Gustav Rossby, der havde boet i USA i mere end ti år, og som var et permanent medlem af det amerikanske forsknings- og udviklingsråd, der rådgav Pentagon om videnskabelige spørgsmål.

Carl-Gustav Rossby beskrev, hvordan skandinaviske fiskeflåder for første gang siden det 16. århundrede fiskede i nærheden af Spitzbergen, og at sovjetflåden med lethed navigerede rundt i den arktiske region i stålskibe.

»Det er ting, der kun kan være resultatet af længerevarende klimaforandringer,« udtalte Carl-Gustav Rossby ved mødet.

»Landområder, der ikke var beboelige før, bliver måske beboelige. Andre landområder, der er beboelige, risikerer at blive forvandlet til ørkner, hvis der sker en ændring i den atmosfæriske cirkulation,« fortsatte han ifølge de fortrolige dokumenter, der nu er blevet offentliggjort, og som Ron Doel har indsamlet som en del af Exploring Green land-projektet.

Umiddelbare nationale sikkerhedsimplikationer

Hans W. Ahlmann påpegede de umiddelbare nationale sikkerhedsimplikationer.

»Han sagde, at hvis det bliver varmere på Nordpolen, og hvis denne tendens fortsætter, betyder det, at Sovjetunionens arktiske havne vil være isfrie i længere perioder, hvilket vil medføre sundere og mere velnærede borgere og soldater,« fortæller Ron Doel, som fortsætter:

»Mødet var den udløsende faktor for en udvidelse af forskningen på alle de geofysiske og miljømæssige områder. De er alle af afgørende betydning for våbensystemer, transportforhold og vejrforudsigelser. Dermed ikke sagt, at der ikke var en almen interesse i klimaforandringernes effekt, men finansieringen af forskningen skete, fordi det havde en effekt på den nationale sikkerhed.«

LÆS OGSÅ: Internettet blev opfundet i en verden præget af den kolde krig

En eksplosion af geovidenskabelige data

Pludselig var forståelsen af det arktiske miljø - herunder iskappen, havisen, oceanerne og atmosfæren - en topprioritet for det amerikanske militær; en tendens, der forsatte indtil starten af 1960'erne.

Den amerikanske flåde, militæret og luftvåbenet etablerede alle arktiske forskningsfaciliteter og pumpede finansiering ud til universiteterne, så de kunne studere alle de geovidenskabelige aspekter i og omkring Arktis.

I starten af 1960'erne havde den arktiske forskning spredt sig fra at være små forskningsprogrammer ved tre universiteter til længerevarende overvågning og tilsyn samt feltkampagner ved 26 institutioner spredt over hele USA, og tilsvarende forskning var påbegyndt i troperne.

»De begyndte at foretage en masse meteorologisk forskning ved store højder,« forklarer Kristine Harper. »Når man affyrer missiler eller opsender spionfly for at holde øje med folk, der ikke vil holdes øje med, er man nødt til at vide, hvordan atmosfæren fungerer, og hvordan missilerne vil fungere i atmosfæren,« forklarer Kristine Harper og tilføjer:

»De benyttede vejrballoner og målte aurora borealis (nordlys); rumvejr, der forstyrrer radiosignaler og hemmelig satelitkommunikation.«

»Tættere på jordoverfladen foregik der en masse forskning, der relaterede til flådens aktiviteter, som eksempelvis tågevarsling og de såkaldte 'bergy bits', som er små isbjergsklumper, der ikke er store nok til at forvolde større skader, men som laver en masse akustisk støj. Hvis man lytter efter ubåde, vil man helst ikke forstyrres af støj i form af forskellige lyde af slag eller stød.«

LÆS OGSÅ: Hvad ville der være sket, hvis den Kolde Krig var eksploderet?

Ny teknologi betød, at Grønland var knapt så strategisk vigtig

I midten af 1960'erne betød den teknologiske udvikling inden for kommunikation, missiler og missilsporing, at Arktis var knap så strategisk vigtig for det amerikanske militær, der begyndte at deeskalere militære aktiviteter i Grønland.

Vellykkede prøvesprængninger af strategiske og langtrækkende ballistiske missiler affyret fra ubåde og udstyret med atomsprænghoveder samt fremskridt indenfor luftfarten betød, at amerikanerne ikke længere var afhængige af Grønland.

»Det er en beretning om teknologiske forandringer. Ny militærteknologi reducerede den afgørende placering, som Grønland havde i løbet af den første halvdel af koldkrigsperioden,« forklarer Ron Doel.

En kortvarig kølig periode i 1950'erne havde også mindsket den umiddelbare frygt for et isfrit Arktis.

Militære investeringer havde skabt enorme mængder klimadata. Men på trods af, at forskningen blev nedtrappet, fortsatte grundforskningsaktiviteterne.

Den moderne klimavidenskab kommer til verden

»Indsatsen i koldkrigsperioden leverede et stort vidensgrundlag, forskningsmæssig erfaring og infrastruktur, der stadig har betydning i dag, men med et helt andet formål og interesser,« fortæller Matthias Heymann.

Matthias Heymann, Roan Doel og Kristine Harper er alle enige om, at det var tilstrømningen af penge fra militæret og forskningsmæssig ekspertise, der i sidste ende kan tage æren for grundforskningsprogrammerne, som fører tilsyn med alle den arktiske regions miljømæssige aspekter.

Datasættene, som disse programmer indsamlede, afslørede hidtil ukendte oplysninger om, hvordan havisen bliver formet samt tidevandet og den øvre atmosfæres og iskappenes adfærd.

Datasættene hjalp senere med kortlægningen af havbunden og med vores forståelse af, hvordan den arktiske regions atmosfæriske strømme og havstrømme er med til at regulere klodens varme og vejrsystemer.

Fra interesse til bekymring

I slutningen af 1960'erne og i starten af 1970'erne fokuserede de teknikker, der tidligere blev brugt til at granske isens egenskaber, på forståelsen af Jordens klimahistorie gennem udboringen af iskerner.

Og i takt med, at Jordens temperaturer igen begyndte at stige, rykkede drivkræfterne bag den arktiske forskning fra at være videnskabelig interesse til miljømæssig bekymring.

»Alle de videnskabelige aktiviteter er afhængige af data og observationer. Den tidlige koldkrigsperiode hjalp med at etablere gode datasæt. Vores nuværende vidensgrundlag ville være meget mere begrænset uden dem,« slutter Matthias Heymann.

Denne artikel er oprindeligt publiceret hos ScienceNordic. Oversat af Stephanie Lammers-Clark.

LÆS OGSÅ: Forsker: Vi er på kanten af en ny kold krig

LÆS OGSÅ: Hvilke regler gælder i krig?