Kemiske termer som molekyler, atomer og deres sammensætning kan nogle gange være svære at forstå. Nu bliver det måske lidt nemmere.
Et hold studerende fra University of Hull har lavet et univers af atomer og molekyler i computerspillet Minecraft, hvor folkeskoleelever kan gå på opdagelse – og måske lære lidt om kemi samtidig.
Spillet hedder MolCraft og er afprøvet en række folkeskoler i London, men holdet bag vurderer, at det kan bruges meget bredere også.
Projekter er udviklet i samarbejde med universitetes Minecraft ekspert Joel Mills og seniorforsker i biologisk kemi Mark Lorch.
»Minecraft er et fantastisk værktøj til at udforske strukturer i bygninger, landskaber og selv anatomi. Så hvorfor ikke bruge det til molekyler?,« siger Mark Lorch til BBC.com og fortsætter:
»Det fanger virkelig børnenes opmærksomhed, og så er det jo en fin måde at engagere dem og samtidig lære dem lidt.«
Du kan i videoen ovenover se, hvordan kemi-spillet i Minecraft fungerer.
Quizzer og hemmelige objekter
Den kemiske verden er bygget op ved hjælp af modeller over proteiner og kemikalier fra en online database. Hvert atom er repræsenteret med en forskellig farvet blok, og man kan se, hvordan atomerne binder sig til hinanden for at skabe molekyler.
»Du kan se, hvordan 20 kemiske byggesten kan resultere i en forbløffende mangfoldighed af strukturer og funktioner, der er med til at holde alle levende organismer sammen,« siger Marc Lorch til The Conversation.
I spillet kan børnene få forskellige opgaver, hvor de skal finde og indsamle bestemte molekyler og besvare spørgsmål. Desuden kan børnene ifølge holdet bag finde små skatkister, hvor der kan være en quiz eller et nyt molekyle.
»Forestil dig en kemitime, hvor klassen får lov til at spille Minecraft med instruktioner om at finde et sæt gemte objekter på bestemte molekyler. Ved at finde dem vil læreren vide, hvilke molekyler hver elev har opdaget, og hvilke spørgsmål der er blevet besvaret. Alt imens tror børnene bare, at de spiller et spil,« siger March Lorch til The Conversation.
Spillet MolCraft ligger lige nu tilgængeligt i Minecrafts undervisningsarkiv, hvor der er versioner til både lærere og elever.



























