Helt siden en rapport fra FN's klimapanel IPCC fejlagtigt påstod, at gletsjerne i Himalaya ville forsvinde inden 2035, har bjergkæden været et fokuspunkt for klimaforskere.
Som isbjørnen er gletsjerne blevet et slags symbol for stridighederne i klimaforskningen: Hvad er sandt, hvad viser målingerne – og hvad har det egentlig at skulle have sagt?
Der er kommet flere studier af isen i Himalaya de sidste år, og de har vist alt fra en enorm smeltefart til gletsjere, som faktisk vokser.
Et internationalt forskerteam, ledet af professor i geologi Andreas Kääb ved Universitetet i Oslo, har nu gennemført meget nøjagtige målinger af istykkelsen i Himalaya i mere end seks år. Han skriver i Nature, at forskningen ser ud til at samle sig om en slags middelvej.
Gennemsnitlig smelter isdækket lidt hvert år, og der er store regionale forskelle: Nogle områder mister over en halv meter isdække om året, andre regioner holder sig næsten stabile.
»Vi har set resultater, som svinger langt ud til begge sider af pendulet - nu svinger forskningen mindre. Jeg tror, at vi er på vej mod sandheden,« siger Andreas Kääb til forskning.no.
22 centimeter mindre is per år
Andreas Kääb og kolleger har brugt den nu defekte ICESat til at foretage såkaldte altimetermålinger af isen i Himalaya.
Kort fortalt går det ud på at sende et lasersignal fra satellitten ned til isen, hvor det reflekteres tilbage til satellitten. Den måler den tid, det tog for signalet at vende tilbage, og den tid kan bruges til at udregne afstanden til bjerget.
Foretager man sådanne målinger over flere år, vil man let kunne se, om der bliver mere eller mindre is i det område, man måler.
Metoden har været brugt meget på Grønland, i Arktis og Antarktis, men Himalaya er egentlig ikke et egnet sted til metoden.
»Der er så kuperet i Himalaya, med så grov en topografi, at metoden er meget svær at bruge. Du skal foretage mange målinger for at få nogle fornuftige svar. Vi er de første, som vist nok har klaret det,« siger Andreas Kääb.
Resultaterne viser en variabel, men kontinuerlig issmeltning i regionen. Hurtigst smelter isdækket i Jammu-Kashmir-regionen. Der forsvinder et 66 centimeter tykt lag is hvert år. Den mest stabile region er Karakoram.
Der smelter isen kun med nogle få centimeter per år. Gennemsnitligt for hele regionen set under et er der tale om en smeltehastighed på 22 centimeter om året.
Vi taler om vejr, ikke klima
Når målingerne går over fem eller seks år, så er der tale om vejr – ikke klima.
Klimasystemet har meget længere horisonter end som så, og der er brug for gentagne målinger for at sige noget om, hvor disse resultater tilføjer sig selv i den længerevarende udvikling i Himalaya.
»Vi kan ikke sige, om dette var en speciel periode på den ene eller den anden måde – det kan have været et specielt godt år, eller et specielt dårligt år, vi ved det ikke. Dette er hverken mere eller mindre end målinger af istykkelsen i fem-seks år,« siger Andreas Kääb.
»Hvis vi gentager samme type målinger over ti år mere, ser det måske anderledes ud. Så vil vi måske kunne sige noget mere om klimaet.«
Påvirker tilførsel af vand for én milliard mennesker
De floder, der løber ud af Himalayas isdækkede tinder er ferskvandkilde for over en milliard mennesker i Asien.
Dermed er det mere end bare lidt interessant, hvordan vandstanden i disse floder ændrer sig. Det er en af grundene til at så mange penge i dag rettes ind mod forskning i issmeltning i Himalaya.
Norge bevilgede i 2010 75 millioner norske kroner over en periode på fem år netop til dette forskningsområde.
Mens isen smelter, vil floderne i perioder have en større vandtilførsel. Det kan være godt for en tørstende befolkning længere nede af floden. Men det er en midlertidig fordel, som skjuler det faktum, at smeltningen gør vandtilgangen dårligere i det lange løb.
Andreas Kääb fortæller, at de målinger som han og hans kolleger har foretaget, er så nøjagtige, at de kan fortælle noget om denne tilførsel af vand i floderne.
»Tilførslen af vand er en lille detalje, som ikke siger så meget om smelteudviklingen over lang tid, men som alligevel kan være vigtig for dem, den påvirker,« siger han.
Målingerne viste, at ti procent af vandet i den øvre del af Indusfloden er tilført vand – vand som ikke kommer fra almindeligt nedbør, og dermed er vedvarende, men fra smeltning.
»Det er vigtigt for folk, som arbejder med for eksempel vandkraft eller vanding af dyrket jord i området: De skal vide, at ti procent af det vand, de benytter i dag, er vand, der er blevet tilført fra smeltningen, og at det ikke kommer til at vare evigt,« siger Andreas Kääb.
Uden satellit til 2016
Med ICESat ude af drift bliver det svært for Andreas Kääb og hans kolleger at følge op på studiet de næste år. Det var kun den satellit, der havde det laserudstyr, der skal til for at foretage altimetermålinger, og en ny version af satellitten, ICESat II, skal ikke sendes op før i 2016.
I mellemtiden findes der andre metoder til at måle istykkelsen. Man kan måle, hvor stor tyngdekraftstiltrækning, der kommer fra ismasserne – som jo hænger sammen med massen – eller man kan gå op på gletsjeren og foretage direkte bjergmålinger.
Begge metoder har imidlertid deres svagheder.
»Gravitationsmetoden er meget grov, den kan ikke så let adskille, hvor tyngdekraften kommer fra. Og bjergmålinger er vanskelige i Himalaya af flere grunde: Det er en svær bjergkæde at færdes i, og desuden er dele af områderne præget af stærke politiske spændinger – det er ikke bare sådan at vandre ind i Kashmir-regionen,« siger Andreas Kääb.
For tiden bliver forskerne dog alligevel nødt til at ty til disse alternative metoder, og forhåbentlig få så mange overlappende svar, at man kan sige noget fornuftigt om smelteudviklingen, også i de kommende år.
© forskning.no Oversættelse: Julie M. Ingemansson
