Mange af os kan skrive under på, at hunden er vores bedste ven.
Men har du tænkt over, hvad der ville ske med din hund, hvis du pludselig forsvandt? Kan tamhunde klare sig uden mennesker?
Mindst 80 procent af verdens cirka en milliard hunde lever faktisk et selvstændigt, frit liv. Og deres tilværelse giver os et prej om, hvem vores hunde ville være, hvis vi ikke var til stede for at påvirke og passe på dem.
Hvad er en hund?
Hunde har titlen som den mest succesrige domesticerede art på Jorden.
I årtusinder har de udviklet sig, er blevet tæmmet og dermed blevet en del af menneskets husholdning.
I nyere tid har selektiv avl ført til menneskedrevet mangfoldighed, hvilket har resulteret i unikke racer fra den tårnhøje grand danois til den lillebitte chihuahua. Menneskehedens søgen efter den perfekte følgesvend har resulteret i mere end 400 moderne hunderacer med unikke blandinger af fysiske og adfærdsmæssige træk.
I starten blev hunde primært avlet med henblik på funktionelle roller, der gavnede os, såsom til at hyrde- og vagthunde eller til jagt. Denne praksis er først for alvor dukket op i løbet af de sidste 200 år.
Nogle eksperter peger på, at rollen som følgesvend blot er endnu en slags arbejde, som hunden bliver pålagt af mennesket, og at denne rolle indebærer et større fokus på hundens udseende.
I den sammenhæng spiller opdrættere en afgørende rolle ved at træffe bevidste valg om, hvilke egenskaber der er ønskværdige, og dermed påvirker de hunderacernes fremtidige retning.
Har hunde gavn af os?
Vi ved imidlertid, at visse træk og egenskaber, der appellerer til mennesket, har alvorlige konsekvenser for hundens sundhed og trivsel.
For eksempel kæmper hunde med flade snuder med vejrtrækningen som følge af forsnævrede næsepassager og forkortede luftveje.
Denne 'luftsult' er blevet sammenlignet med at blive udsat for et astmaanfald.
\ Læs også
De fladsnuede hunde er også mere tilbøjelige til at lide af hud-, øjen- og tandproblemer i forhold til hunde med længere snudepartier.
Mange moderne hunde er desuden afhængige af menneskelig medicinsk intervention for at reproducere. For eksempel har franske bulldogs og chihuahuaer ofte brug for kejsersnit for at føde, da hvalpenes hoveder er meget store i forhold til bredden på moderens bækken.
Denne afhængighed af kirurgi belyser de store konsekvenser, intensiv selektiv avl har for hundene.
Selvom tamme hunde kan drage fordel af at være en del af en menneskefamilie, lever nogle af dem meget isolerede og kontrollerede liv, hvor de har meget begrænset handlefrihed - en faktor, der er vigtig for deres generelle trivsel.
Hunde uden os
Forestil dig nu en verden, hvor hunde er fri fra menneskelig indblanding. Den umiddelbare effekt ville være markant.
Racer, der er stærkt afhængige af os, når det kommer til basale behov som mad, husly og sundhedspleje, ville ikke klare sig godt i denne hypotetiske verden. De ville skulle kæmpe for at tilpasse sig, og mange ville bukke under for de barske realiteter i et liv uden menneskelig støtte.
Når det er sagt, ville det sandsynligvis påvirke mindre end 20 procent af alle hunde (hvilket er omtrent den procentdel, der bor i vores hjem). De fleste af verdens hunde er nemlig fritlevende og udbredte i Europa, Afrika og Asien.
Men selvom disse hunde ikke er domesticerede i traditionel forstand, eksisterer de stadig sammen med mennesker. Som sådan afhænger deres overlevelse næsten udelukkende af menneskeskabte ressourcer som lossepladser og ikke mindst mennesker, der fodrer dem. Uden mennesker ville naturlig selektion hurtigt komme i spil.
Hunde, der mangler essentielle overlevelses-egenskaber som tilpasningsevne, jagtfærdigheder, sygdomsresistens, forældreinstinkt og sociale evner, ville gradvist uddø.
Ikke flere designerhunderacer
Det ville også være en ulempe for en hund enten at være ekstremt stor eller ekstremt lille, fordi en hunds størrelse har indflydelse på dens kaloriebehov og regulering af kropstemperaturen på tværs af miljøer samt sårbarhed over for rovdyr.
Begrænsede adfærdsstrategier, som at være for sky til at udforske nye områder, ville også være en ulempe.
Og selvom steriliserede hunde måske har fordelagtige overlevelsesegenskaber, ville de være ude af stand til at give deres gener videre til fremtidige generationer.

Til sidst vil en anden type hund dukke op, formet af sundheds- og adfærdsmæssig succes frem for menneskelige ønsker og præferencer.
Hunde vælger ikke en mage baseret på race og parrer sig uden videre med hunde, der ser meget anderledes ud, hvis de får muligheden.
Over tid ville de forskellige hunderacer gradvist gå tabt og ubegrænset parring føre til, at hundene alle ville ligne såkaldte 'village dogs' (gadehunde eller gadekryds, red.), som de 'camp dogs’, som vi for eksempel finder i fjerntliggende oprindelige australske samfund og Sydøstasien.
Disse hunde har typisk en mellemstor, velbalanceret kropsbygning, kort pels i forskellige farver og opretstående ører og haler.
Der kan dog opstå regionale variationer såsom en mere pjusket pels som følge af eksempelvis klimafaktorer.
Leve som vilde hunde igen
På lang sigt ville hundene vende tilbage til at leve som vilde hunde.
Disse 'rewilding'-hunde ville sandsynligvis adoptere social og kostmæssig adfærd, som ligner deres nuværende vilde modstykker, som eksempelvis de australske dingoer.
De ville muligvis finde sammen i små familieenheder inden for afgrænsede territorier, vende tilbage til en årlig ynglesæson, engagere sig i social jagt og opmærksom forældreomsorg (især fra fædre).
Denne omstilling ville være lettere for visse racer, især hyrderacer og andre, der allerede lever selvstændigt i naturen eller som fritlevende hunde.
Hvad er et godt hundeliv?
I bogen 'A Dog's World' gransker Jessica Pierce og Marc Bekoff idéen om at forberede eller preppe vores hunde på en fremtid uden mennesker.
De opfordrer til, at vi giver vores hunde mere handlefrihed og dermed større trivsel.
Det kan være noget så simpelt som at lade dem vælge, hvilken retning de skal gå i, eller lade dem tage sig god tid, når de snuser til et træ.
Når vi reflekterer over denne mulige fremtid, dukker der et vigtigt spørgsmål op: Er vores handlinger overfor hunde bæredygtige, i deres bedste interesse og tro mod deres natur? Eller er de mere i overensstemmelse med vores egne ønsker?
Ved at tænke over, hvordan hunde kan leve uden os, kan vi måske finde måder at forbedre deres liv sammen med os.
Denne artikel er oprindeligt publiceret hos The Conversation og er oversat af Stephanie Lammers-Clark.






























