Kort nyt

Kort nyt

Med 'Kort nyt' får du overblik over nyheder fra forskningens verden. De mest interessante begivenheder og fund - kort fortalt.

Videnskab.dk's redaktion udvælger og resumerer det mest spændende, andre troværdige medier og forskningsinstitutioner har bragt.

Husk dog vores guide til kritisk læsning af nyheder om forskning og især rådet om, at et enkelt, nyt forskningsresultat aldrig kan rumme den endegyldige sandhed.

Det er derfor en god idé at holde sig for øje, hvad anden forskning på området viser, og vi henviser altid til den oprindelige kilde, så du kan dykke yderligere ned i detaljer og forbehold.

Hunde kan lege ’Kongens efterfølger’

Annonce:

Man har længe vidst, at hunde kan trænes til at huske bestemte kommandoer, ting, mennesker og steder.

Men nu har et hold forskere påvist, at vores firbenede venner har en endnu mere kompleks hukommelse, end man hidtil har troet, og at de er i stand til at leje ’Kongens efterfølger’. Det skriver nytimes.com.

Studiet er publiceret i tidsskriftet Current Biology.

Forskerne udviklede en teknik, der bygger på det, de kalder ‘Gør-som-jeg-gør-træning’, der minder om børnelegen ’Kongens efterfølger’, hvor en eller flere skal kopiere en andens adfærd.

Hundene var i stand til at efterligne forskerens adfærd et minut efter, de havde udført en handling. Handlingen kunne eksempelvis være at prikke til en åben paraply. Forskerne prøvede også at udføre en handling, som hundene ikke havde set før, og derefter tog de hunden med om bag en skærm.

Efter en time kom hunden tilbage, og forskeren sagde ’Gør det', og her var hunden også i stand til at huske adfærden fra før og efterligne den. Hundens evne til at efterligne adfærden var dog ikke så god efter en time, som den var efter blot et minut.

Resultaterne peger i retning af, at hunde har en episodisk-lignende hukommelse. En episodisk hukommelse defineres hos mennesker som evnen til at huske specifikke, personlige begivenheder i ens liv og kræver en bevidsthed og erkendelse af selvet.

Annonce:

LÆS OGSÅ: Mennesker har gjort hunde hjælpeløse

Da det umiddelbart er for flyvsk at tale om, at hunde har en lige så klar opfattelse af sig selv som mennesker, når de ikke har noget sprog, kaldes hundenes færdighed en episodisk-lignende hukommelse.

Den episodisk-lignende hukommelse hos hundene viser altså, at hunde er i stand til at huske, hvad deres ejere gør, selv når de ikke regner med at blive udsat for en test.

»Det fortæller os, at hundens hukommelse ligner vores egen mere, end vi havde regnet med,« siger Jonathon Crystal til nytimes.com. Han er professor på Indiana University og har ikke selv deltaget i forskningen, men skrevet en kommentar til studiet, som bliver trykt i Current Biology.

Andre eksperimenter med chimpanser, rotter og duer har antydet, at disse dyr også har en episodisk-lignende hukommelse.

Men ifølge hovedforfatteren af studiet Claudia Fugazza, ph.d. ved Eötvös Loránd University i Budapest, er det seneste studie med hundene »det stærkeste bevis« indtil nu, fordi de handlinger, hundene husker, er stærkere »i indhold og kontekst« end tidligere eksperimenter.

LÆS OGSÅ: Hvem er klogest - katte eller hunde?

Annonce:

LÆS OGSÅ: Er Chaser verdens klogeste hund?

pmd