Selvfølgelig er der tale om et tusindben. Men det der med tusind er egentlig bare løgn. Ingen af verdens cirka 10.000 tusindbenarter har tusind fødder. Men Illacme plenipes begynder så småt at nærme sig.
Mens de fleste typer af tusindben har fra 20-30 til 400 udstikkere, kan udvalgte eksemplarer af rekordarten blære sig med hele 750. Til sammenligning har det mest benrige tusindben i Norge kun 234.
Det mangefodede vidunder blev faktisk oprindeligt fundet i 1926. Men derefter gik der næsten 80 år, før forskerne igen fik fat i et eksemplar – i 2005.
Og der skulle gå helt frem til nu, før zoologerne fandt ud af mere om, hvor væsenet kan leve. Det viser sig, at det kun drejer sig om en lille håndfuld steder syd for San Francisco, skriver forskerne i tidsskriftet Zoo Keys.
Illacme plenipes' nærmeste slægt er i Afrika
Arten er en relikt – en organisme, som tidligere havde meget større udbredelse, men som nu kun findes på nogle få steder. Den nærmeste formodede slægtning til Illacme plenipes er tusindbenet Nematozonium filum, som lever i Sydafrika.
Slægtskabet stammer fra tiden for over 200 millioner år siden, da det afrikanske og det amerikanske kontinent forsat var samlet i superkontinentet Pangea.

Indtil nu er den benrige Illacme plenipes kun fundet på et lille område nær San Juan Bautista, lige øst for San Andreas-forkastningen i USA: Dette er et sted med meget tyk tåge, egeskov, kampesten af sandsten og fint sandet jordbund.
Forskerne har lavet en oversigt over områder med tilsvarende levemiljø og er kommet frem til, at det kun drejer sig om nogle få, afgrænsede områder i samme egn.
Damerne har flest ben
I disse specielle habitater har tusindbenet antageligt brug for alle de rekordmange ben for at kunne grave sig ned i jorden og klatre på sandstenene, tror forskerne. Måske er det livsstilen, som har favoriseret så talrige lemmer.
Alle individer af arten Illacme plenipes har imidlertid ikke lige mange ben. Det er nemlig sådan, at de mandlige medlemmer af arten aldrig ser ud til at få mere en 562 ben. Damerne derimod kan altså komme helt op på 750.
Hvad fruentimmerne skal med alle disse ekstra ekstremiteter, kan vi for nu kun gætte på.
© forskning.no Oversættelse: Julie M. Ingemansson



























