Her er 3 nye DNA-metoder til at opklare mordgåder – og forskellene på dem

Hvordan kunne et uønsket kys føre til opklaringen af en 34 år gammel dansk mordsag?

Og hvordan kan det hjælpe politiet at få lov til at søge efter slægtninge til en gerningsperson i private DNA-databaser?

Med regeringens aktuelle forslag om at gøre det tilladt at lave genetisk slægtsforskning er der opstået et behov for at forklare forskellene på en række nye DNA-værktøjer.

Det siger flere forskere til Videnskab.dk:

»Jeg ser mange forkerte ‘faktabokse’ med oversigter over politiets DNA-metoder – og det er ærgerligt. Det er vigtigt, at man forstår, at der er store forskelle på de nye metoder,« siger Marie-Louise Kampmann, retsgenetiker ved Retsgenetisk Afdeling på Københavns Universitet.

»Særligt så man ikke tror, at politiet bruger redskaber, som de ikke må bruge.«

De seneste år har der især været fokus på tre forskellige nye teknikker. Her er, hvad er eksperterne foreslår at kalde dem:

• Familiesøgning (anvendt i den danske Hanne With-mordsag efter 34 år)
• Genetisk slægtsforskning (brugt i USA til at finde 70’ernes ‘Golden State Killer’)
• Mandeslægtsøgning ved hjælp af Y-profiler (anvendt til at opklare hollandsk mord efter 13 år)

Forslagene og forklaringerne stammer fra Marie-Louise Kampmann og Mikkel Meyer Andersen, der forsker i DNA-beviser og er lektor i statistik på Institut for Matematiske Fag på Aalborg Universitet.

1. Familiesøgning – og et uønsket kys

I 34 år var mordet på Hanne With uopklaret. Men så fik politiet et nyt redskab:

Familiesøgning.

Før skulle man finde perfekte DNA-matches i politiets databaser for at finde frem til en gerningsperson. Men det ændrede sig i 2024, da politiet for første gang brugte en familiesøgning til at finde delvise matches mellem DNA-spor og familiemedlemmer til en potentiel gerningsperson.

»Med familiesøgninger kan vi indsnævre feltet af mistænkte ved at finde frem til ligheder mellem DNA-spor fra den ukendte gerningsmand og DNA-prøver fra slægtninge,« forklarer Marie-Louise Kampmann.

Familiesøgning bliver også nogle gange kaldt ‘slægtskabssøgning’, men for at undgå forveksling med andre teknikker foretrækker eksperterne at benytte betegnelsen ‘familiesøgning’ – også fordi teknikken har det engelske navn ‘familial searching’ i den videnskabelige litteratur, tilføjer Mikkel Meyer Andersen.

I en familiesøgning fokuserer man på korte sekvenser af DNA’et kaldet STR (‘Short Tandem Repeats’). Man kigger på det, der også kaldes en længdevariationsprofil, hvor STR-sekvenserne gentager sig flere gange i træk på specifikke steder i genomet, og antallet af gentagelser varierer fra person til person.

Man kan dog også finde ligheder i STR-sekvenser mellem forskellige familiemedlemmer - og det er de ligheder, som en familiesøgning fokuserer på.

»Familiesøgning er et stort fremskridt i opklaringsarbejdet,« siger Mikkel Meyer Andersen og tilføjer:

»Men i og med at man kun kan finde gerningsmandens nære slægtninge såsom børn og forældre, vil det ikke virke i alle sager.«

Metoden gav dog pote i Hanne With-sagen. Pludselig fandt man et delvist STR-match mellem et spor fra gerningsstedet og en søn til den person, som senere blev udpeget som gerningsmand i sagen, en på det tidspunkt 53-årig slagter fra Randers.

I 2018 var sønnen blevet dømt for at have kysset en kvinde til en fest uden samtykke. Han skulle derfor afgive en DNA-prøve, og med en familiesøgning kunne man pludselig koble DNA-spor fra With-sagen til sønnen.

Til sidst fandt man frem til hans far. I 2024 blev den 54-årige mand dømt for mordet.

2. Genetisk slægtsforskning – og dom over ‘The Golden State Killer’

Med en familiesøgning leder man efter spor i politiets eget DNA-register, og man kan kun finde frem til meget nære slægtninge til en gerningsmand (typisk kun forældre-barn-forhold).

Det gælder ikke inden for genetisk slægtsforskning. Det er den teknik, som regeringen nu lægger op til at tillade på baggrund af et borgerforslag fra 2022.

I genetisk slægtsforskning laver man meget mere detaljerede DNA-profiler, som gør det muligt at finde fjernere slægtskaber. Her bruger man ikke længere STR-markører, men noget der hedder ‘single nucleotide polymorphisms’ (SNP).

SNP’er er genetiske variationer, hvor en enkelt base i DNA-sekvensen er ændret.

De forekommer naturligt i genomet, og de er de mest almindelige genetiske variationer mellem forskellige mennesker. Derfor bliver de ofte brugt inden for retsgenetik og genetiske studier, herunder til at bestemme risikoen for at blive ramt af forskellige sygdomme.

Den afgørende forskel mellem genetisk slægtsforskning og familiesøgning er, at man anvender information fra mange flere genetiske markører. Helt præcis går man fra at søge mellem 23 forskellige STR-markører til omkring 1,3 millioner SNP-markører.

»I genetisk slægtsforskning er man ude over at skulle lede efter matches blandt tidligere sigtede. I stedet kan man finde matches blandt flere hundrede tusinder af mennesker, som frivilligt har delt deres DNA med en kommerciel udbyder,« siger Marie-Louise Kampmann.

I Danmark er der konkret lagt op til at give politiet adgang til at søge i de private databaser GEDmatch Pro og FamilyTreeDNA. Det er den slags DNA-registre, man bliver en del af ved at indsende en spytprøve eller et mundskrab, og hvor man køber sig til svar om sit biologiske ophav.

Databaserne kan efter sigende finde slægtsforbindelser mellem mennesker, der deler forfædre i op til fem generationer tilbage i slægten – og det er netop dét, politiet kan bruge til at opklare forbrydelser, gamle som nye, forklarer Marie-Louise Kampmann og tilføjer:

»Så længe de også sat flueben ved den boks, der giver politiet mulighed for at søge blandt deres profiler.«

I 2018 gjorde genetisk slægtsforskning en afgørende forskel i jagten på ‘The Golden State Killer’ i USA. En berygtet voldtægtsforbryder og seriemorder, som havde været på fri fod siden 1970’erne, og som blev fældet, efter politiet fandt frem til en fjern slægtning i et privat DNA-register.

Men fremgangsmåden er også til debat.

Én udfordring, som flere kilder har påpeget over for DR, er det etiske spørgsmål:

Ved folk godt, at de potentielt bliver en del af opklaringsarbejdet i en mordsag, når de sender en spytprøve afsted til en privat database, også selv om man hos de pågældende databaser skal give samtykke til det?

3. Mandeslægtssøgning – og opklaring af mord efter 13 år

En tredje metode fokuserer især på de dele af DNA’et, der kun nedarves fra far til søn.

Mandeslægtsøgning, kalder DNA-eksperterne det.

Her analyserer man STR-sekvenser i mændenes Y-kromosom for at skabe en såkaldt Y-profil. Her er der altså også tale om længdevariationsprofil - som med familiesøgning - men mandeslægtsøgning fokuserer på de dele af DNA'et, der er særlige for mænd, og metoden gør det muligt at finde mandlige slægtninge længere ude i familietræet, for eksempel en fætter eller en farbror.

Til gengæld kan det være svært at forudsige, hvilket slægtskab der præcis er tale om, og teknikken kan derfor kræve ekstra efterforskningsarbejde ved hjælp af andre midler.

Dansk politi anvender endnu ikke mandeslægtsøgning som et værktøj til efterforskning, på trods af at det faktisk allerede er muligt inden for dansk lovgivning, påpeger Mikkel Meyer Andersen:

»Men hvis man anvendte mandeslægtsøgning, ville det betyde, at man muligvis ville kunne finde frem til en mulig gerningsmand, som man ikke ville kunne finde, hvis man udelukkende anvendte en familiesøgning,« siger han.

I Danmark kræver metoden, at man opbygger et ny tilgang til DNA-registrering. Det kan gøres på flere måder, og uanset hvad vil det medføre ekstra omkostninger, påpeger Mikkel Meyer Andersen.

I Holland har mandeslægtsøgning længe været et af politiets redskaber. I en sag fra 2012 blev metoden anvendt til at opklare mordet på Marianne Vaatstra, mere end 13 år efter hun var blevet dræbt.

Politiet bad i sagen mænd i området omkring gerningsstedet om frivilligt at aflevere en DNA-prøve – og det gjorde omkring 6.500 mænd.

Herefter lavede man Y-profiler af mændene, og på den måde fandt man frem til en fjern mandlig slægtning, som i sidste ende førte politiet til en gerningsmand.

Spørgsmålet er, om noget lignende også kunne finde sted i Danmark?

Dansk politi har faktisk praksis for at bede folk om frivilligt at aflevere DNA-prøver som en del af en efterforskning, for eksempel i den såkaldte Emilie Meng-sag fra 2020.

Men hidtil har politiet altså udelukkende kunne lede efter præcise matches til den konkrete gerningsmand i de indsamlede prøver – og med en mandeslægtsøgning ville man altså kunne udvide søgefeltet og finde fjernere, mandlige slægtninge.

Sammenlagt giver de nye DNA-metoder – eller kan give – politiet en langt bedre værktøjskasse til opklaringsarbejdet, end de tidligere har haft, forklarer Marie-Louise Kampmann og Mikkel Meyer Andersen.

Spørgsmålet er, om de skal have lov til at bruge dem alle sammen. Og i så fald hvordan.